Ren råhygge i Regal Palms krydret med virtuel zoo og live Basketball....

Lørdag slog jeg øjnene op lige tids nok til at se en lille mand liste forbi soveværelsesdøren og ned af trappen. Jeg tænkte, at han nok skulle ned og tjekke sit zoo spil på ipad'en. Kort efter vågnede Thomas og gik nedenunder for at smutte ud på en morgenløbetur. Her fandt han Mikkel siddende på værelset og kigge ud af vinduet. Da han fik øje på Thomas var han helt forvirret og sagde "Jamen far jeg troede, at du var ude at løbe, så jeg sad og kiggede efter dig" - Så sødt den bette mand;). Så trippede jeg nedenunder og dagen kunne begynde i det lille hjem;) 

Vi havde ikke de store planer, så inden frokost smuttede jeg en tur ned i fitness centret på resortet og hold nu fast det blev simpelthen til en løbetur på 4 miles (6,4 km);)) ....tiden taler vi så ikke om;) Vel hjemme igen var der blevet tid til frokost og der blev bestilt a la Carte hos "kokken" - Omelet til mindstemand, hotdog til Sofie og clubsandwich til de voksne! Jeg elskede at have frit spil i køkkenet - Jeg elskede knap så meget at skulle tømme opvaskemaskine igen igen.....
Da frokosten var nydt, ville ungerne ud og vise tricks på løbehjulene. Men knap var vi kommet ud før store dråber faldt fra den truende mørkegrå himmel. Ind kom vi og så brød uvejret løs - Det lynede og tordnede i et væk over os, og regnen silede ned så himmel og hav stod i et. Derinde i den hyggelige mørke stue satte vi os godt tilrette, lavede popcorn og så en tegnefilm sammen;) 

Sidst på dagen stilnede regnen af, og Thomas smuttede i supermarkedet efter aftensmaden. Menuen stod på røde bøffer, pommes frites og bearnaise sauce uhmmm - ret skal siges, at der også blev serveret broccoli dertil. Som underholdning til lørdagssnoldet så vi to afsnit af "Kurs mod fjerne kyster", som lige nu sendes hjemme på TV2. Mikkel Beha Erichsen drog ud på togt med sin familie. Hans to store sønner havde valgt at sejle jorden rundt på tre år, og han fulgte dem på vej. Ungerne var helt opslugte og det samme var vi. Et farverigt og rørende program, og på en eller anden måde synes vi, at kunne drage små paralleller til vores lille rejseeventyr. Godt nok havde vi ikke valgt vandvejen, men bånd der knyttes, eventyr der tryllebinder og børn og voksne der ser verden i et andet skær, det kunne vi nikke genkendende til;) 

Søndag vågnede vi alle først ved ni tiden - efter morgenmad og diverse dyr og zoologiske haver der skulle passes på ipad'en, begav vi os ned til poolen. Himlen var dybblå, det blæste en smule og temperaturen var kravlet godt op af. På vejen så vi nogle voksne komme gående med en del børn omkring sig. Sofie sagde, at de godt nok havde mange børn, hvortil Thomas svarede, at han nu troede, at de var to familier afsted - Mikkel istemte med "ja Sofie, du kan jo nok se, at der er to hanner og to hunner";) - Tror måske, at han har spillet lidt for meget zoo spil på ipad'en ;))
Vi nød et par timer ved poolen, og det lykkedes ungerne at få lokket Thomas med i vandet - stort;). Så var det hjem og spise frokost, og nuppe en lille slapper på et tæppe i "baghaven" ahh. Ved 16 tiden satte vi kurs mod Downtown Orlando - Vi havde bestilt billetter til en basketball kamp mod Orlando Magic og Canadiske Toronto Raptors. Vi ankom i god tid og slentrede en lille tur i Orlandos gader. Vi kom forbi en Corona cigarforhandler - et virkelig finurligt koncept, og aldrig i mit liv har jeg vist, at der fandtes så mange forskellige slags cigarer. Ungerne og jeg satte os udenfor butikken i nogle gyngestole, og kiggede på folk der kom ud derfra - rockertypen og  bikertøsen entrerede ud derfra med en tændt havanneser og satte sig til rette med nydelsen skrevet hen over ansigtet - Well Well??! 

Vi gik mod Amway center - Gigantisk var det. Sofie og jeg fik lige taget et billede med de velproportionerede Cheerleaders og Thomas legede gerne fotograf;). Vi havde pladser højt oppe, med et godt kig ned på banen, men også rundt på alt det andet der foregik omkring os. Wauw der var virkelig gang i den, som var det en topfinalekamp hjemme i Danmark. Kameramanden havde sig en fest med at filme folk og blive ved indtil de opdagede det - morsomt for os andre at kigge på. Kampen blev indledt med et skolekor der sang nationalsangen - åh jeg blev så rørt hver gang, og ikke mindre rørende når der stod 50 små børn og sang den. Jeg lærte lidt om basketreglerne fra Mrjegvedaltomsport - vældig nyttigt at have sådan et omvandrende leksikon med. I pausen var der optræden med Cheerleadernes fædre - Det var morsomt, de havde virkelig øvet sig, og var faktisk ret cool. Sofie havde sig en fest over det;). Vi så selvfølgelig også de rigtige Cheerleaders i aktion - seje tøser;)....Og nåh ja, så var der jo også kampen. Vi valgte at holde med hjemmebaneholdet - Orlando Magic, og det endte faktisk i en sand gyser, som de desværre tabte, men vi fik underholdning for alle pengene;)
Så var det mod Regal Palms igen, hvor der blev puttet et par trætte unger. Det var en ganske særlig dag, der nu lakkede mod enden. Mine forældres 40 års bryllupsdag. Fantastisk at opleve hvordan to mennesker efter så mange år har den dybeste respekt for hinanden, og nyder hinandens selskab - Stort tillykke med dagen kære mor og far;)

Mandag begyndte fantastisk - Sofie fik en skype opringning fra skoleveninden Amy. Hun fortrak hurtigt til værelset, hvor man kunne høre fnisen og tøsesnak. På et tidspunkt hørte jeg Sofie foreslå, at de skulle lege gemmeleg.....Det holdt de nu hurtigt op med - nok knap så gennemtænkt - Skøre tøser!;)) Jeg fik skypet hjem til min mor - De var nu vendt hjem efter en skøn weekend hos Mini C og hans forældre i Scweiz. Mikkel fik øjne og kom ned i stuen fuldt påklædt, klar til at sige godmorgen til mormor;). 
Så var dagen igang - Sofie og jeg gik ned til poolen en tur. Efter en times tid smuttede vi hjem igen. Efter frokost var der facetime med Asta. Dejligt at se den skøre lille tøs - og hun charmede som sædvanlig i bedste Asta stil iført Rapunsel kjole;). Hun ville lige høre, om hun måtte sove hos os, når vi kom hjem igen. Så spurgte jeg, om jeg så måtte synge for hende, hvortil hun svarede "nej, jeg kan godt synge selv". Det må virkelig have været slemt dengang vi passede hende, og hun sendte mig ud, da jeg ville synge godnatsang for hende;). Vi fik også lige ringet til farmor og farfar - Farfar havde haft sidste arbejdsdag i firmaet efter 50 år, så det måtte vi lige ønske tillykke med. Han havde nu allerede planer for de næste dage, så der var ingen fare for, at han kom til at gå i vejen for farmor;). 

Mandag eftermiddag var tourguiden blevet rastløs, så han kørte i Florida Mall. Mikkel valgte at gøre Thomas selskab på turen, og medbragte sin lille Las Vegas pung - Hvis han nu skulle blive fristet;) Desværre havde pungen det med for det meste at være rungende tom, men det var mandag i dag "lommepengedag" så han kom afsted med fem dollars;). Sofie og jeg brugte pigeeftermiddagen på endnu en tur til poolen. Hjemme igen blandede vi arbejde og fornøjelse, da vi som dansk lektie fandt en artikel på nettet om dværghamstere, som Sofie arbejdede sig igennem. Det var den unge dames helt store ønske, at få sig sådan en lille fyr når vi kom hjem, og så måtte man jo begynde med at tilegne sig den fornødne viden om kræet;). Da drengene var kommet hjem - vel at mærke med en lille gave fra Victoria´s secret til mor;), nød vi aftensmaden, fik puttet unger og jeg koksede til et afsnit af hænderne fulde - Ren nostalgi;)

Tirsdag d. 1 april - og vi fik lige sendt en lille aprilsnar afsted på bloggen - he he...
Vi vågnede op til klar blå himmel, og den absolut varmeste dag længe. Ikke en vind rørte sig, så vi kom hurtigt afsted mod poolen. Ungerne fik lokket Thomas med i vandrutsjebanen, og der gik helt sport i at forsøge at undgå den strenge voksne, der stod og dirigerede slagets gang ved rutsjebanen - Der var godt nok mange regler som skulle overholdes, så Mikkel syntes, at det var meget bedre, hvis det var børnene der fik lov at bestemme - bare en dag;). 
Frokosten tog vi hjemme i huset, og så var det ud og dase på et tæppe i baghaven. Jeg skulle virkelig vænne mig til at vi havde absolut intet på tapetet - Det var jo også planen med dagene i huset, at vi bare skulle slappe af....Men det er nok helt naturligt, når vi i et halvt år har været på farten. Ungerne havde nu ingen problemer med at tage en slapper, og det havde jeg, når alt kom til alt, heller ikke;) Eftermiddagen gik med Frizbee kast på vejen, Ipads og solbadning skønt skønt skønt!
Aftensmaden var spaghetti på panden - stor jubel hos mindstemanden. Vi gik en aftentur på resortet i fantastisk vejr med en smuk lavthængende sol. Ungerne susede rundt på løbehjulene og frizzbeen holdt dem beskæftiget;). Det var jo blevet tirsdag - tid til endnu et afsnit af Mikkel Beha Erichsens udsendelser. Vi samlede tropperne i sofaen, og lod os rive med af eventyret. Afslutningsvis havde Mikkel Beha en "skipper til skipper" snak med sin ældste søn, hvor de satte ord på det store ansvar det var at lede et togt - Hvor svært det var at kunne slappe af midt i eventyret og evig og altid at være ansvarlig for at træffe de rigtige beslutninger. Jeg kunne ikke lade være med, at kigge på min tourguide og tænke, om han mon havde haft ro til at tage eventyret ind undervejs - Han skulle i hvert fald vide, at hans "besætning" var ham evigt taknemmelige for det eventyr han havde ledt os igennem so far;)


Mikkel plukker blomster til sin mor;)

Sikke en platte;)

Mors solbriller giver lige det sidste til looket;)

High Five - Godt rutsjebanekontrollanten ikke så det - Så faldt der brænde ned...


 Klar til Basketball

 Girls Girls Girls....



Alt hvad man skal vide om en dværghamstere - Jeg kan godt se hvor det bærer hen ad....

"TRUST JESUS" - Et tegn deroppefra?!;)

 Frizbee kast/hop;)

;)



Kommentarer