En anderledes påskeferie;)

Torsdag - Skærtorsdag, og sidste dag i "Paradise". Vi kunne ikke udsætte det længere, det var snart tid til at tage afsked med den lille perle. Jeg begyndte morgenen med en lille løbetur, men svedte allerede tran inden jeg var kommet igang. Her drev sveden af en konstant, og den skønne brise fra havet var derfor særlig kærkommen. Hjemme igen stod ungerne op, med Mikkel som sidste mand som sædvanligt. En ny dag kunne tages i brug og vi havde ingen planer.

Mikkel gik i 'Lillenørd' mode og åd det ene afsnit efter det andet hvorefter vi fik et fyldigt referat. Sofie nød også at slappe af, og ved middagstid kørte Thomas og hende hen for at få vasket øsen - Det havde virkelig været en fest for Sofie at sidde i bilen imens maskinen vaskede løs;) De tog Subway med hjem og sådan blev frokosten denne dag.

Sofies eftermiddagsprojekt hed trække rokketand ud - Det lykkedes og hun ville komme hjem med en tand mindre. Om tandfeen betalte i dollars eller danske kroner måtte vi lade tiden vise.

Til aften kørte vi på 'Wendy's' og spiste burgere. Ikke en speciel kulinarisk oplevelse, men vi skulle lige prøve at spise på det der "Pippi Langstrømpe sted". Snakken gik lystigt hen over bordet, og alle fire skiftedes vi til at føre ordet, grine, lytte, smile og spørge - Det slog mig lige der, at hvor var det egentlig vildt, at vi stadig havde så meget på hjerte vi kunne dele med hinanden efter seks måneders intensivt samvær.

Hjemme blev der set Rosa fra rouladegade og spist lidt snold i anledningen af påsken;)

Fredag var det nu blevet igen - og udsigt til den sidste weekend på drømmerejsen! Tja sådan måtte det jo være, og så skulle den nydes;) Tandfeen havde kigget forbi og udbetalingen lå i dollars;) Vi kom op alle mand, fik ryddet op og pakket taskerne. Det der skulle have været fire dage i "Paradise" blev til en uge i stedet - fordelen ved ikke at have booket alt for langt frem på forhånd;)

Vi fik taget afsked med det lille hus med de lyserøde skodder, og satte kurs mod Everglades. Nu kunne vi nyde turen tilbage i dagslys - Det var en smuk tur med det tyrkisblå hav på begge sider. På vejen dertil gjorde vi holdt ved Robbie´s hvor vi fodrede fisk endnu større end dem vi så på Key West - De var gigantiske, og holdt man en lille maddings fisk lige over vandoverfladen sprang de op og åbnede kæberne, så jeg lover, at de kunne sluge hele ens arm. Ungerne havde en fest over fiskefordringen, dog kunne de nu godt bruge en gang håndvask bagefter, da de havde "kontaktlinser" på fingrene, som Sofie udtrykte det;)

Vi nærmede os mere sumpet terræn og inden længe mødte vi skilte der advarede mod alligatorer og Pantere på kørebanen. Så var vi godt klar over, at vi var på rette vej. Everglades nationalpark var et enormt område, og vi kunne af gode grunde ikke nå at se det hele, så vi kørte mod Royal Palm. Afsted det gik på gangbroer og stier langs sumpede områder og åer. Fugle- og fiskelivet var rigt. En af fuglene havde en meget speciel kroget lang hals, og Mikkel mente bestemt, at den deri kunne gemme mad til sin unge - senere så vi helt tilfældigt, at det lige netop var det den gjorde.....vi havde da lige fået os vores private minitourguide;)

Pludselig mødte vi en amerikanske alligator liggende helt stille i det plørede vand. Vi bevægede os længere hen og mødte flere og flere. Det eneste der skilte dem og os var græsbrinken op til stien og et lille lavt stolpehegn, som alligatorerne ubesværet kunne gå under hvis de fik den lyst! Vi gik på gangbroer ud over de sumpede områder og nød dyrelivet omkring os - overalt var der farverige fugle, fisk og alligatorer at se. Vi så enddog en lille alligator unge ligge og padle rundt i vandet - "hvor var den den nuttet" lød det fra ungerne, men jeg var nu pænt sikker på, at den godt kunne nappe til.

På tilbagevejen så vi en soft Shell Turtle i gang med at grave sin rede ud, for derefter at lægge sine æg deri. Minderne strøg tilbage til Turtle Island, men magien her var ikke helt på højde med eventyret dengang. Her sad de onde sorte kragefugle klar til at røve reden så snart hun var forsvundet - men sådan var naturens gang. Det var nu alligevel specielt at overvære dette, og imens var der røre i åen - tre alligatorer var kvikket lige lovligt op i den svalende skygge, så de plaskede lidt i vandet. De to svømmede væk, og den sidste blev lige ud for os. Mikkel var vældig optaget af scenariet og munden havde ikke stået stille på ham. Pludselig hævede den temmelig store alligator hele sin krop op over vandet med hovedet vendt mod os og lavede et lynhurtigt og ret så højt "snap" med kæberne - Mikkel sprang en meter op i luften og derefter om bag min ryg;) Mere drama blev det gud ske lov ikke til. Den lagde sig i kanten og lod som om den sov. Jeg stod lidt og funderede over hvor hurtige de dyr egentlig var, da jeg kunne vurdere, at vi befandt os omkring fire meter fra den, og kun en lille bakke op til os adskilte den fra os! Thomas beroligende mig med, at den kun var hurtig på den første meter...senere kom vi forbi et skilt hvorpå der stod, at man skulle holde en afstand på minimum 5 meter fra alligatorerne og hvis de hvæsede skulle man endnu længere væk - så var det da godt, at den ikke hvæsede men kun 'snappede'......jeps!!!

Det var virkelig specielt, at gå rundt der blandt disse frygtindgydende dyr, kun med ens egne og parkens få forholdsregler som sikkerhed. Jeg ved jo godt, at vi ikke var i fare, men det var alligevel en vild oplevelse. Så typisk amerikansk - at opstille nogle enkle forholdsregler som du kunne vælge at efterleve. Her troede man på, at du selv kunne tage ansvaret for dine handlinger! Var ret sikker på, at hvis vi havde haft samme klima og dyreliv omkring os i Danmark, ville der være mindst tre lag hegn med pigtråd omkring!!! Herovre var der bare på en måde mere tillid til befolkningens dømmekraft - man kunne diskutere om det altid var en fordel, men det frie land betød så meget for dem.

Vi gik en tur i den tætbevoksede skov tæt derved, hvor vi så masser af firben og væltede træer efter en orkan. Thomas ville så gerne have set en slange eller en edderkop, men det så vi så heldigvis ikke! Jeg ville faktisk have set mange flere af de store lådne fætre hjemme i Skalborg - sjovt, når det egentlig var dem jeg havde frygtet mest, at skulle rende ind i på rejsen;)

Vi kørte videre mod et lille udkigstårn hvorfra man kunne skue ud over søgræsset og hvis man var særlig "heldig" måske mødte en Panter. Det eneste vi mødte var gigantiske sorte bier, som jeg godt kunne have været foruden. De stod bare helt stille i luften med deres gule øjne og gloede på en, og når man skulle forbi dem, var det nærmest som om de spærrede vejen - come on.... Mikkel var nu ret ærgerlig over, at vi ikke fik set en Panter; "altså så får jeg aldrig i mit liv set sådan en" øv også....

Vi forlod parken og søge mod Fort Lauderdale, hvor vi skulle bo de næste dage. Først skulle vi have afleveret nøglen til "Paradise", så vi svingede lige indenom Miami på vejen. Desværre var manden der ejede huset blevet indlagt med en blodprop, men skulle efter den besked vi modtog fra konen være okay. Vi lagde nøgle og penge til dem, og sendte dem en kærlig tanke og ønsket om god bedring til ham.

Så var det ved at være tid til at søge mod hotellet. Nu var det slut med eget hus, vi var tilbage i ét rum igen. Et hurtigt bad til alle mand og så var det blevet sengetid på denne spændende lang fredag! Vi var kommet til storbyen igen - Den klukkende lyd fra kanalen i baghaven, var nu skiftet ud med trafikstøj og hotelgæster!

Lørdag morgen vågnede vi op til gråvejr og i nattens løb havde det lynet og tordnet løs. Vi besluttede at vende lidt rundt på vores planer, da vi havde haft Miami Beach som mål for denne dag. Istedet kørte vi en tur langs kysten, men rundede dog lige Miami Beach, hvor vi fik tjekket diverse parkeringsmuligheder ud, så vi var klar til at indtage stranden den næste dag. Der var godt gang i den, og meget at se på hele vejen. Thomas gjorde det godt som chauffør, men blev nu og da en smule distraheret;)
Vi kørte derefter til Coral Gables for at aflægge hotellet "The Biltmore" et visit. Mere kunne det heller ikke blive til, for det kostede vist hele vores rejsebudget at bo der bare én nat;). Et over dådigt hotel bygget i 1920´erne, med den hensigt at være vært for gæster der søgte mod Coral Gables, men også et samlingspunkt for mode og sport. "I baghaven" beundrede vi den smukke golfbane, og langs den ene side af hotellet lå den største swimmingpool i USA - Det sagde lidt om standarden;)
Vi valgte at søge tilbage til vores hotel, så vi kunne nå en svømmetur inden aftensmaden. Her fik vi facetimet med familien Overgaard - nok for sidste gang inden vi igen skulle mødes på torsdag;)!

Påskesøndag nåede vi South beach Miami omkring klokken halv elleve. Thomas satte mig og ungerne af ved en legeplads, og søgte selv videre efter en parkeringsplads. Vi mødtes en halv times tid senere nede på den smukke strand. Vinden var lidt ivrig, men det lod vi os ikke stoppe af - i dag var strand dag, så måtte lidt sand i ørerne høre med;)

Miami beach viste sig stik imod mine forventninger, at være en ret hyggelig strand, hvor mennesker i alle aldre nød det skønne vejr. Jeg havde nok troet, at vi ville have haft selskab af lidt flere storbarmede babes og tangafyre - De var der nu også, men der var ikke mere gang i den end Blokhus strand på en af de varme dage! Der gik ikke længe inden sulten meldte sig, og Thomas og Sofie gik op i byen for at hente frokost. De kom retur med pizza til ungerne og wraps til de voksne - mums;) Mikkel havde også lige siddet og håbet så inderligt at menuen ville stå på pizza, så han blev så glad da pizzabakkerne kom ham i møde;)

Vandet have den smukkeste turkise farve jeg nogensinde havde set, og var virkelig klart og indbydende til en dukkert - Vi kom alle fire under og nød det svalende vand der omsluttede os.

Hen på eftermiddagen pakkede vi sammen og gik op i byen for at spise is og slentre en tur i byen. Et virvar af eksklusive butikker og loppemarkeder var det syn der mødte os. Vi var så sandelig kommet til Miami og vores strandlook kunne ikke helt matche de mennesker omkring os. Vi besluttede nu ikke at lade os mærke med det, og spiste aftensmad i den spanske gade hvor hyggelige restauranter bød på spanske lækkerier.

Vi blev nu under middagen enige om, at livet her på østkysten, for os, synes at være lidt mere hektisk og befolkningen lidt mindre åbne og afslappede, men nu havde vi jo også for længst tabt vores hjerter til vestkysten.

Vi gik ad Ocean drive tilbage til bilen - Nu forstod jeg pludselig hvad vores genboer i Marathon havde ment med, at Miami var ret så larmende - Det var som at gå gennem Aalborg midt under karnevalsparaden. Godt nok var folk ikke udklædte, i hvert fald ikke størstedelen, - men der var fest allevegne, restaurationerne spillede afsindigt høj musik og på gaden var de dyreste og mest pimpede biler ude og blive luftet. Det var så fuldstændig overskruet vildt. Havde man været 25 var det her bare det hotte hot, men vi havde nu ikke noget imod at komme væk fra dette party helvede og hjem på hotellet hvor der blev vasket salt og sand ud af ørerne;)
En påskeferie lidt ud over det sædvanlige var nu ved at lakke mod enden, men en god en af slagsen helt bestemt!