Start spreading the news, we are leaving today........

........we want to be a part of it - New York New York 

Torsdag morgen var det ud af fjerene meget tidligt - 4.45 var vækkeuret sat til! Uhh jeg gruede for den dag arbejdet igen stod for døren og vækkeuret kaldte hver dag ;)))))) Den sidste nat på vestkysten var veloverstået - og vi skulle med en shuttlebus ud til United i LAX airport. Vi blev hentet klokken 5.30, så det var virkelig tidligt for alle mand. Mikkel holdt traditionen tro sengen varm lige til det sidste, og storesøster Sofie hjalp ham i tøjet og bar ham ud til bussen - Stor og hjælpsom pige, der elskede at få lov;) 

Vi kom i lufthavnen og skulle igennem det sædvanlige sikkerhedstjek. Thomas og jeg skulle tage vores sko af, men Sofie og Mikkel behøvede ikke. Mikkel spurgte Thomas hvorfor vi skulle tage dem af, hvortil han svarede, at det var for at de var sikre på, at vi ikke gemte noget i dem. Mikkels respons på dette var:"jamen så opdager de jo ikke, at jeg har sand i skoene;))". En dejlig sød og uskyldig kommentar, sagt af en lille dreng der slet intet begreb havde om disse forfærdelige grusomme handlinge der havde ligget til grund for alt dette sikkerhedshalløj. 

Vi kom rettidigt afsted, og det var jo ingen sag at flyve i fem timer med to unger nu. Thomas og jeg satte "Kaptajn Phillips" på flyskærmen, og ungerne så gladeligt "Flyvere" og andre tegnefilm med engelsk tale. Godt nok var der en del afbrydelser i filmen, men vi fik begge set den til ende - uha også her var der tale om menneskelige grusomme handlinger. Nåede da også lige et afsnit af "Sex & the City" - det skabte lige den rette stemning til ankomsten ;) 
Vi kiggede undervejs på turen ned på de sneklædte bjerge under os - det var et smukt syn. Naturen ændrede sig til flade arealer, stadig dækket af hvidt. Så nærmede Kenndy airport sig i det fjerne, og horisonten viste den smukke Manhattan skyline.

Vi blev slået omkuld af den bidende kulde, da vi trådte ud af lufthavnen. Vinden gik gennem marv og ben, og kulden bed i vores næser når vi trak vejret ind. Der stod vi - drengene i shorts, dog med en langærmede sweatre. Vi piger udgjorde ikke et meget bedre team, udover at vi havde lange bukser på!!! Føj det var koldt, men vi var fortrøstningsfulde. Vi ville tage en taxa ind til vores hotel som lå ca. en kilometer fra Times square - altså ret centralt, hvilket vi igen kunne takke tourguiden for;). Dernæst ville vi finde et sted at spise aftensmad, for flyveturen havde betydet, at vi nu var sprunget tre timer frem i tiden. 
Som sagt så gjort, og Burger King vandt denne gang;)) Dernæst gik vi nedad mod Times square. Vores mission var at finde varme jakker, huer og vanter - det måtte da være ligetil i denne frosne by... På vejen passerede vi en stor dynge sne, så nu havde vi så også set sne denne vinter, selvom vi da helst havde været det foruden. Sneen var ellers væk i byen, det var bare en af de sidste genstridige dynger der lå der. Vi gik i H&M, men blev hurtigt klar over, at vintertøjet var fuldstændig fjernet fra hylderne, da de nu var gået foråret i møde...hmm vi fandt dog huer og vanter ved en lokal gadehandler, og ledte febrilsk videre efter anvendeligt, og dog en smule klædeligt tøj. Et nærmest umuligt projekt - men det endte dog med, at Thomas fik sig en vinterjakke der matchede godt til hans gangster NYC hue;) og jeg fandt en jakke, der dog ikke havde så meget med vinter at gøre, men købte en sweater til at tage indenunder...Sofie og jeg endte altså i venindejakker og venindehuer - Sofie var pavestolt, og jeg nød det, for om føje år ville reaktionen være helt anderledes, så ville stolt nok ikke være det ord jeg kunne bruge;)) 

Det blev desværre en lidt rodet aften for os, heldigvis var ungerne friske, da de stadig kørte på Los Angeles tid. Men det kom lidt bag på os, at der var så koldt her, og temperaturerne svingede enormt. Dagen forinden var der 15 grader og i dag var der 2 grader og stiv kuling. Vi håbede meget på, at de næste par dage ville vise os lidt barmhjertighed. Ungerne var pakket ind i fem lag med fleezetrøjer og diverse trøjer, blæsten var svær at stå imod, men de tog det nu flot. Vi fik set Times square, men skulle helt sikkert derned en anden dag uden stres og jag, for det fortjente at blive oplevet igen. Umiddelbart virkede New York meget anderledes end Los Angeles. Der lød mere hidsig dytten fra bilerne, der var meget affald i gaderne og så var der selvfølgelig kulden, men det skulle blive spændende at få byen lidt mere ind under huden de næste par dage. 
Vel hjemme igen, dog lige med indkøb til morgenmaden og frokosten dagen derpå, var det blevet sengetid. Thomas måtte afsted for at få printet billetter til 9/11 memorial, som vi skulle se dagen efter. Imens valgte jeg, at fortælle ungerne om denne tragiske begivenhed der lå til grund for vores tur til mindespladsen. De lyttede og spurgte meget, og selvom jeg syntes, at det var trist at åbne deres øjne for denne grusomme ondskab, så fik vi en god snak og de så begge frem til næste dags tur derhen. De var meget berørte af det de hørte og kunne, som vi andre, slet ikke forstå at mennesker kunne være så onde. 
En dag på farten var til ende, og vi glædede os til at tage rigtigt hul på byen den næste dag. 

We want to Wake up in a City that never sleeps....

.....Og det gjorde vi. Vækkeuret var sat, for 9/11 memorial ventede. Det var lidt svært at komme igang ovenpå den lange rejsedag dagen forinden, men endnu engang kom vi ud af døren i tide. Vi tog en taxa derud og vejret var en smule mildere denne dag. Men vi var iført vores varmeste tøj, hvilket ville sige ca. fem lag, så vi følte os lidt michelingagtige;) Thomas havde booket billetter til the memorial, hvilket kostede et symbolsk beløb, og vi skulle være der klokken 10. Selvfølgelig var der sikkerhedstjek som skulle vi ombord på et fly, men ind kom vi. I køen foran os stod nogle venlige mennesker fra Californien, som vi snakkede lidt med. De spurgte om Thomas kom fra Tibet pga shortsene, og det skulle vise sig ikke at blive den sidste bemærkning omkring det denne dag ;)) 

Vi kom ind på pladsen og nærmede os det første vandgrav. Så smukt og rørende, at man ikke kunne undgå at få en klump i halsen, når man lod hænderne og øjnene glide hen over de mange mange navne på brandfolk, politibetjente, ofrene der var i World Trade centrene og ofrene fra flykapringerne.... Vandet gled stille ned i den enorme vandgrav og opfordrede til at tage sig et øjeblik og mindes denne tragiske dag 11 september 2001! 
Vi gik rundt om de to vandgrave, og rundede det fine pæretræ, der stod fint og bart - indhegnet og beskyttet med reb der holdt det oppe - Dette træ havde overlevet de to bygningers kollaps, og var blevet reddet ud. Det var blevet passet og plejet, for efterfølgende at blive plantet ud på pladsen igen som et tegn på genoprejsning. Desværre var museet lige på trapperne til at blive åbnet, så det kunne vi ikke besøge, men vi kunne gennem vinduerne se ind på resterne af et par bøjede jerndragere fra det gamle World Trade center. 

Vi kiggede ind i souvenierbutikken og bladrede lidt i nogle af de mange bøger omkring 9/11 - Sofie og Mikkel var meget interesseret i det, og spurgte ind til det. De synes, at det var synd for alle dem der nu manglede deres mor eller far eller barn, og det kunne man jo ikke fortænke dem i. Vi gik videre, og passerede på vejen et lille politimuseum som skitserede den forfærdelige begivenhed op for os endnu engang, godt hjulpet på vej af en underfundig lille museumskustode med et gedigent underbid og et snakketøj der var godt smurt - men sødt af ham at fortælle, til trods for, at han tydeligvis ikke var klar over hvor stort det havde været for os at opleve, og hvor meget vi vidste om begivenheden. På væggene hang gribende billeder der ikke behøvede en overskrift - Det der rørte mig mest var et billede der var taget inde i bygningen i en trappeopgang, hvor alle var på vej ned, kun en brandmand bevægede sig heltemodigt opad.....

Derefter gik turen videre til Wall Street - Vi tog igen en taxa, men kørte nærmest kun rundt om hjørnet før vi var fremme - så fik vi da varmen så længe. Vi slentrede ned ad denne handelsgade forbi America's Stock exchanges og Federal Hall hvor Georg Washington sad stor og mægtig udenfor. Vi gik en tur indenfor og så bla. biblen som han og flere af hans efterkommere havde aflagt deres troskabsløfte på da de trådte i stilling som landets præsident. Vi valgte at slå os ned på nogle bænke derinde i varmen, og spise vores madpakke;)

Så var det videre i programmet - vi slog et lille smut indenom Starbucks hvor ungerne og jeg mæskede os i varm kakao. Ude igen gik turen ned til Hudson River hvor vi så Brooklyn Bridge. Temperaturen var kravlet lidt opad, og det var ikke den samme bidende kulde som dagen før. Solen kom pludselig frem, men den havde svært ved at nå ned til os for alle de høje høje bygninger. Vi passerede et Idiansk nationalmuseum, hvilket i første omgang ikke bragte den store begejstring hos ungerne, men efter endnu et sikkerhedstjek var vi inde og tog en tur rundt. Det var ganske fint, men hverken vi eller ungerne havde på dette tidspunkt lyst til gå mere i dybden med denne historie. Først da vi ramte et lille bibliotek derinde hvor der var mulighed for at tegne var de klar, og vi tog os tid til at de kunne fordybe sig lidt i det. 

Så var det afsted igen - Nu med Subway'en ud til Empire State building. Vi spurgte en ung mand om vej, og han var så flink, at vi bare kunne følge ham, da han skulle samme vej - Så havde vi lige for en kort bemærkning en Subway guide der førte os rundt i undergrunden;) Vi kom frem og nærmede os den smukke højtragende bygning. Vi lagde nakken tilbage og kiggede op mod toppen - wauw... Thomas havde selvfølgelig billetterne klar, og vi tog det tredie og sidste sikkerhedstjek denne dag. Vi havde billetter til 86 tyvende etage - tog elevatoren op til etage 80 og trapperne de sidste seks ;)) Wauw det var et smukt syn der mødte os deroppe, og vi kunne for første gang skimte Frihedsgudinden derude i det fjerne. Hudson river, Manhattan skyline, Central Park ....smukt smukt smukt! 
Nede igen blev der shoppet lidt souveniers og ungerne stod klinet til en tv skærm der viste King kong filmen hvor han kravler på Empire State building - Vi havde jo truffet King Kong tidligere ude i Universal studios hvor han kastede rundt med vores vogn, men vi måtte lige endnu engang minde dem om at det bare var en film;)

Så var det tid til at finde metroen og sætte kursen mod Little Italy hvor der skulle ligge et lille lækkert italiensk pizzaria - "Sals pizzaria" hvor stjernerne efter sigende også skulle søge hen indimellem. Vi stod af metroen og på vejen derhen så jeg ...hold nu fast piger (og drenge) Sarah Jessica Parker ;))))) .....eller jeg tror at det var hende, hun lignede så meget og var som taget lige ud af Sex & the City, som hun kom spadserende der med en veninde, men jeg var ikke helt sikker i min sag. Thomas var travlt optaget - så han så hende ikke, men kunne da slet ikke forstå, at jeg ikke lige løb efter hende for at være sikker, men ej det havde virkeligt været akavet ;))) Så lad os bare sige, at jeg så hende ;))))) Jeg fik også lige shoppet et par lækre sorte læder Converse, og så fandt vi den lille simpelt udseende restaurant.....og hvem var foreviget sammen med Sal i vinduet - Sarah Jessica Parker ;))) 
Straks vi slog døren op blev vi mødt af Sal himself som udbrød "so cool, we have a shortsguy in the house;)". Restauranten emmede af varme på alle måder. Her var tale om ægte italiensk mad, og da vi spurgte efter ekstra toppings på pizzaen i form af bacon el skinke var servitricen ved at få et hjerteanfald ;) proscuitto kunne vi få! Vi bestilte, og også her havde servitricen det sidste ord, da Thomas ville bestille en large til sig selv! Det blev til en large til deling, og hun skulle vise sig at få helt ret. Thomas og jeg delte og spiste af paptallerkner - sådan var konceptet, og det virkede bare så hyggeligt;) Vi var stopmætte og måtte desuden bede om at få en doggy bag med os hjem - Så lækkert et sted, det kunne klart anbefales. 

Så var det med Subway'en tilbage mod Times Square hvor Tous R Us ventede - Det var blevet sent, men det kunne absolut ikke vente til dagen efter! En kæmpe butik med naturtro dinosaurusser, LEGO modeller af Empire State building, et kæmpe pariserhjul - okay der kunne fætter BR lære noget;))
Vi gik tomhændede derfra, hvilket ikke passede ind i deres kram, men engang imellem måtte det være sådan. Vi købte fredagssnold og kom tilbage på værelset hvor Thomas havde dagens sidste overraskelse i ærmet - Han havde knoklet på at få trukket film ud af den ødelagte harddisk, så vi satte os til rette med "Flyvere" og hvilede de trætte ben;) Så var det blevet godnat tid. Jeg var helt høj ovenpå denne begivenhedsrige dag, neden for vinduet patruljerede to betjente afsted på hesteryg - New York New York ;))

Lørdag morgen pakkede Thomas sig ind og iført Mikkels røde angrybirds hue løb han en runde i Central park - små 14 kilometer....vi andre sov længe - Mikkel trak den til klokken 11;). Vi kom op og ud af døren, for at bevæge os mod Central park i samlet flok. Vejret var skønt denne formiddag, solen skinnede og temperaturen var kravlet godt op af. Vi nåede parken - sikke en aktivitet. Man kunne foranlediges til at tro, at der blev afholdt maraton i parken med så mange løbere igang. Parken var opdelt i en løbebane, en cykel og en gåbane - smart. Hestevognene klaprede forbi og vi nød de smukke omgivelser med skylinen der ragede op og omkransede parken. 
Vi fandt en legeplads, og Mikkel udfordrede sig selv - dejligt at se ham prøve grænser og juble da det lykkedes. Vi spiste madpakken og var klar til at gå videre. Vi nåede Strawberry Field - mindesmærket for John Lennon som var blevet skudt foran sin lejlighed lige udenfor denne del af parken - Det var smukt og stemningsfyldt. 
Så var det tid til en hotdog mente ungerne, og da de have fortæret den gik turen videre rundt om en lille sø, hvor de lige var ude og klatre lidt på de sølvskinnende klipper. Rundt omkring i parken lå små rester af sneen, og et lille lag is lå tilbage på søen.  

Vi forlod parken og gik ud på 5Th Avenue. Der var mange mennesker på gaden lørdag eftermiddag, så nu lignede New York mere det jeg havde forestillet mig! Vi holdt godt fast i ungerne og gik der mellem de tårnhøje bygninger. Vi lagde vejen forbi F.A.O Swartz legetøjsbutik, som jeg havde læst om. Det var en kaotisk affære med mennesker overalt, men ungerne var ellevilde, da de pludselig opdagede at noget fra Smølfefilmen var optaget derinde. Man kunne prøve klaveret fra filmen "Big", men da ungerne var mere optagede af andre ting, og der var lang kø droppede vi det. Endnu engang klarede vi os ud af en legetøjsforretning uden poser, og uden alt for meget jammer, men ønskelisterne blev større og større for hver gang en butik blev inspiceret;) 

Vi stoppede også op ved Rockefeller Center og så den fine skøjtebane udenfor. Sofie ville så gerne prøve, men det var ved at blive sent, så vi måtte springe det over. Vi gik videre og nåede Times Square igen. Vi ville spise på Hard Rock cafe, hvilket vi så ikke var ene om - Der var sort af mennesker derinde, som ventede på deres forudbestilte bord, og vi kunne få lov at vente i halvanden time - Vi valgte i stedet at vende næsen hjemad, dog skulle vi lige besøge Disneybutikken, som også blev forladt tomhændet.....Men vi tog os tid til at hygge lidt derinde med at tegne tegninger. 
På hjemvejen købte vi mad med hjem og hyggede med film og snold på værelset - Jeg havde taget mit løbeur på og kunne konstatere, at det faktisk var blevet til en 15 kilometers gåtur denne dag. Rimeligt sejt gået af en 5 årig og en 9 årig ;) 

Søndag var det igen tidligt ud af fjerene, vi havde en gudinde at besøge. Jeg fik den dejligste nyhed serveret til min morgenmad - Min lillesøster Kathrine havde født - jeg var blevet moster til en lille lækker Christian 48 cm lang, 2860 gram - en lille guldklump nede i Schweiz. Åhhh så var der en klump i halsen - Det var så stort. Så midt i travlheden for at nå ud af døren i tide, måtte jeg lige knibe en lille tåre;)
Vi kom ned på gaden, hvor et halvmaraton var i fuld gang. Et løb til ære for krigsveteraner i USA - Thomas havde set dem trille igennem gaderne tidligere på morgenen, da han var nede efter mælk til morgenmaden. Nu var løbet igang, og hver deltager havde betalt 1000 dollars for at deltage - Der havde vi forklaringen på Thomas´s manglende deltagelse - men mange troede han havde løbet.....igen pga shortsene;)

Vi stod på Subway´en ned til færgen som skulle føre os over til Frihedsgudinden. Igennem ikke mindre end to scannere, hvor vi skulle af alt overtøjet - hvilket i sig selv var en opgave når vi var iført op til fem lag hver - igen idag var solen godt nok fremme, men vinden var isnende.
Vi gik de 195 trin op til udkigsplateauet og havde den smukkeste udsigt ind over Manhattan Skyline. Vi havde ikke billetter helt op i kronen - de var udsolgt fire måneder frem, men det var nu heller ikke nødvendigt - det var virkelig smukt heroppe fra.

Efter en tur rundt om hende på landjorden, tog vi færgen retur. Vi havde mulighed for at stå af på Ellis Island og se museet som skildrede dengang immigranter skulle den vej igennem inden de blev lukket ind i America. Vi valgte at springe det over, da benene var lidt trætte fra dagen forinden, sulten havde meldt sig, og det jo var bidende koldt. Ikke let for tourguiden at lave overspringshandlinger, men kompromiser måtte der jo til;)

På land igen tog vi en hurtig frokost og lidt varme inden turen gik videre. Vi tog Subben til Central Station, og så den smukke banegård, som var lidt mere prangende end Københavns hovedbanegård. 
Dernæst gik vi ud på 5th avenue i retning af Rockefeller center, hvor vi lige ville tjekke om man kunne leje hjelme til skøjteløbet, for så kunne Sofie få sig en tur, men det var desværre ikke muligt. Vi passerede Chrysler bygningen og New Yorks public library. Vi valgte at aflægge biblioteket et lille visit - nok mest for min skyld, da jeg elsker lugten og atmosfæren i et bibliotek. Vi satte os i børneafdelingen og "Fandt Holger" og kiggede i Guiness rekordbog 2014;) Så gik vi op ad de enorme marmortrapper op til et ægte amerikansk bibliotek - med smukke træudskæringer i loft og vægge og marmor gulve. Det var smukt, og velbesøgt af turister såvel som lokale denne søndag.  

Det var tid til at vende næserne hjemad. Vi gik en sidste gang på Times Square, i menneskemyldret - de blinkende lamper og gigantiske storskærme.......
En by præget af storhed, mangfoldighed, liv og ødelæggelse - World Trade tragedien havde såret byen dybt, og såret var stille ved at hele, men de evindelige sikkerhedstjek og forbud var en evig påmindelse om hvad der skete den 11. september 2001! - Det var smukt og stort at opleve denne levende by, og fik vi set nok - helt sikkert ikke;) 

New York New York............


 Det kolde gys i New York city...

 Det nye World Trade 



 Resterne af det gamle.....

 Pæretræet;)

 He he ....kongen af Queens;)


 Georg Washington fik lige (Mikkel var iført sin mors sweater;))))

 Varm Kakao;)

 Brooklyn Bridge

 Empire State building



 Times Square


 Mindespladsen for John Lennon

 Hotdog i Central park





Min lille lækre nevø Christian;)))


                                      
 Udsigten fra Frihedsgudinden


                                     
 Grand central
Biblioteksbesøg




Kommentarer