Så blev vi "husejere" i Orlando....for en tid;)

Tirsdag slentrede vi ned til morgenmaden, dog for at finde ud af at vi var 20 minutter for sent på den....Vi var virkelig kommet ned i et helt andet tempo - Det ville aldrig være sket på den første måned af rejsen. Heldigvis manglede vi kun mælk, for selv at kunne kreere morgenmad på værelset. Så Thomas måtte afsted. Et held at løbeturen denne morgen kun havde været på nogle få kilometer, ellers havde morgenmadsdamen fået sig en ordentlig overhaling;)
Vi lå lidt og dasede, og fik pludselig en dejlig opringning fra den skønneste lille trold med strithår - Lille Mini C. Han var så lækker og lå der på sin mors skød og kiggede alvorligt på os. Han fulgte os med øjnene og gabte lidt da vi blev for kedelige. Så dejligt at se dem - men altså Sofie synes godt nok at der manglede noget han kunne lege med - men mon ikke de har huset fuldt, før de får set sig om;)

Det var også blevet tid til at finde vores kalendere frem og få synkroniseret dem, for der var allerede en del der skulle plottes ind - Dejligt at have ting at glæde sig til derhjemme, men også en smule vemodigt, for hvor havde det dog været fantastisk at være "kalenderløse" i så lang tid. Nu kom hverdagen pludseligt nærmere - Forhåbentligt en hverdag, der ville bære præg af dette enestående eventyr, som måske kunne få os til at stoppe op ind imellem og nyde nuet?
Bagefter snuppede vi en svømmetur mere, og bagefter gik ungerne og jeg i motionsrummet. Mikkel syntes at han trængte til at få trænet arme, så han sled i det den bette mand - Jeg listede mig på en løbetur imens.
Vi spiste på værelset, fik lavet lidt lektier, og så var det godnat tid.

Onsdag lykkedes det os at få morgenmad til tiden - Jeg forbarmede mig godt nok over Mikkel, og hentede den med op på værelset til ham;)
Der var ikke mange planer i disse dage - Men efter en tur i svømmepølen og frokost på værelset, kørte vi mod Treasure Island Beach. Vejret var ikke forrygende - Himlen var ganske vist blå, men vinden var kølig. Vi fandt læ ved legepladsen med udsigt ned til havet ca. 200 meter væk. Vi begav os en tur ned til vandet. Vinden var lidt for kølig til badning herude i det åbne terræn, så vi listede tilbage til bænken ved legepladsen inden vi kørte hjemad igen. 

Torsdag vågnede vi op til gråvejr igen - men det gjorde nu ikke det helt store, da vi igen idag holdt flyttedag. Vi tog os god tid til at få pakket sammen, og forlod først værelset 5 min i tjek ud tid - Vi var blevet helt gode til det der med at tage os god tid;). Vi satte os i gangsterbilen og kørte mod Orlando - væk fra Floridas smukke vestkyst, der dog havde båret præg af lettere ustadigt vejr. 
Vi kørte over en bro, og havde selskab af fritsvævende pelikaner ved vores side. Mikkel sad begejstret på bagsædet og blev enig med sig selv om, at hannerne var de seje med det gule på hovederne og hunnerne var de kedelige grå....og så kom der pludselig en hvid en....så blev der lige en tænkepause, hvorefter der blev sagt - Det må så være onkel Anders;))
Det var blevet frokosttid, så vi holdt ind og spiste madpakker. Thomas skulede godt nok lidt over til min sandwich med spinatblade, peberfrugt og avocado - Han selv sad med en lidt vindtør en med flødeost og kyllingepålæg - men det var jo det manden havde bedt om?! Så jeg mæskede mig videre igennem min, og til dessert havde vi lige et par fyldte chokolader. Jeg var først færdig og pakkede glad min chokolade ud...som var helt mast. Det kunne Thomas godt se det sjove i, da jeg havde siddet og godtet mig over min velsmurte mad - Nu var jeg fedtet ind i karamel, og han kunne nemt og elegant pakke sin hele chokolade op og nyde den i en mundfuld;)) 

Da vi først kunne erhverve os nøglerne til vores bolig for de næste 14 dage klokken 16.00, valgte vi at køre en tur ad 'International Drive' i Orlando. Det kunne på sin vis godt sammenlignes en smule med 'The Strip' i Las Vegas. Masser af skøre og skæve bygninger - Rumskibe i nærmest naturtro størrelse på husmuren, Piratskibe og meget meget mere - Forskellen mellem Vegas og dette her var bare, at alt her var lavet for at hidkalde vores dyrebare ungers fulde opmærksomhed, hvor det var de voksne lykkejægeres opmærksomhed Vegas kaldte på;) 
Vi havde god tid, og valgte at tage os en minigolf dyst i ægte pirat tema. Sofie og Mikkel var fyr og flamme, og gik til den med stor begejstring - 18 huller og der blev virkelig gået til den! Ja jeg behøver vel ikke nævne at tourguiden gik af med sejren - Mr. Jeg vinderjoialtingaltid;)))) Jeg tog 2. Pladsen, så Sofie og Mikkel tog 4. Pladsen - ja her blev ikke spillet for sjov, men alle gik nu glade derfra - Måske fordi de fik en lille pose med pirat udstyr med derfra som præmie;)

Så gik det mod Regal Palms resort - vores hjem for de næste to uger. Vi fik tjekket ind - udleveret diverse nøglekort og armbånd til pool området, og så drønede vi ned i supermarkedet 2 minutter derfra. Nu skulle der handles ind, så vi igen kunne diske op med yndlingsretterne. Da vognen var fuld trillede vi hen til huset. Et to etagers rækkehus beliggende i et resort med fælles stort poolområde til. Vi parkerede udenfor vores dør, og ungerne var fuldstændig euforiske. De pilede ind, og op og ned og hen og ud....så meget plads, køkken, stue, 3 værelser og 3 badeværelser, walk in closet wow, deres eufori smittede, og vi følte os straks hjemme i denne lille villa. En lille times tid senere, sad vi alle fire omkring aftensbordet og spiste lækre tortillaer uhmmmm - Det var hygge;) Hvor kunne man dog komme til at savne plads .... Og sin egen vaskemaskine! 

Fredag - igen, hold da op sådan en uge smuttede hurtig. Vi vågnede op alle fire i samme seng. Ungerne var godt nok puttet inde på værelset ved siden af. Vi havde lagt madrasserne ned på gulvet, da sengene har var ca halvanden meter høje, og jeg frygtede lidt for Mikkels natlige eskapader - vi måtte hellere undgå flere uheld. Nu gik bettemanden jo også rundt med et brandsår på skulderen efter endnu en nærkontakt med gulvtæppet!
Jeg stod op og kokkerede omelet efter bedste evne, så vi kunne drømme os tilbage til de Thailandske og Vietnamesiske kokke der stod klar ved morgensmadsbuffeten med deres skåle med varme æg der aldrig havde været i nærheden af et kølerum, og hænder der ikke blev vasket alt for ofte....Nu var hygiejnen i top og det samme var kokken - Jeg elskede igen at kunne svinge panderne i køkkenet;) Så var det tid til en omgang storvask - tre maskinfulde. Må lige nævne det igen, hvor fantastisk det var at have sin egen vaskemaskine igen;). I løbet af formiddagen fik ungerne også øjne, Mikkel sædvanen tro som sidste mand.

Til frokost havde kokken igen været igang - Ungerne fik hotdog og lækre hjemmelavede Clubsandwich med nystegt bacon til de voksne - mums;). Vi gik en tur de ca. 300 meter ned til pool området. Temperaturen var kravlet godt opad og trods skyer på himlen var det bestemt badevejr. Ungerne jublede ved synet af vandrutsjebanen - Mikkel skulle dog lige tage mod til sig for at springe ud i det, men så var han heller ikke til at stoppe igen;).
Hjemme igen, fik vi lige en Facetime snak med farmor og farfar - Dejligt at se dem;). Mormor og morfar var på vej til Schweiz, for at besøge deres lille nye barnebarn. Mine tanker gik deres vej, og jeg var helt spændt på deres vegne - Det er bare så stort for både bedsteforældre og nybagte forældre;)

Inden aftensmaden havde Thomas lige en surprice i ærmet, så han kørte i Wallmart og købte løbehjul til ungerne. Vejene her på resortet indbød til leg på hjul, så der var vild jubel da han kom tilbage;). Da aftensmaden var nydt, var det udpakning og afprøvning af nyerhvervelserne. Der gik ca et minut før Mikkel stak i et vræl udenfor. Han havde været lidt for vaks, og havde lige kysset asfalten - og nu havde vi lige lovet farmor at der ikke skulle berettes om flere skader....Undskyld farmor, men det var ikke så alvorligt, han var straks klar igen, i lidt roligere tempo;)
Fredag aften var der hygge med Smølferne 2 og da ungerne var puttet nuppede Thomas og jeg lige den første halvdel af "Hangover" - Fantastisk underholdning, og set i et helt andet lys, nu hvor vi selv havde været i Vegas;)

Piratgolferi;)




 Så skal der hygges i vores nye hus;)

 Lillebror giver lige et par gode råd;)


 ;)


 Så blev der fredag;)

 Vores forhave/Skaterbane;)

Skaterboy

Kommentarer