På eventyr i det vilde vesten med huset på ryggen ;)

Mandag var det tid til at dvæle lidt ved gårsdagens fantastiske Oscar show, hvilket blev gjort i selskab med et gigantisk morgen Oscar show, hvor der blev gået til den på ægte amerikansk vis - alt gjort, sagt eller ikke sagt blev kommenteret på, og specielt selfien og pizzaleverancen blev diskuteret, men det var virkelig også morsomt....:)

Nå, nok om ham Oscar....Det var blevet tid til at hente vores bolig for den næste tid - en autocamper - som især Sofie og Mikkel havde glædet sig meget til at vi skulle cruise rundt i. Efter lidt omveje fandt vi omsider Cruise America. Efter en videointroduktion og grundig vejledning blev vi sluppet fri med monstrummet. Jeg fulgte efter kolossen med Thomas og unger i ud til LAX airport hvor vores lejede bil skulle afleveres, og blev mødt af et lidt stramt ansigt på tourguiden, da vi nåede derud. At køre autocamper var måske en bedre ide i teorien end i praksis........og hvad var der egentlig blevet af den pagt vi lavede efter en uges "luksus" camping i Jesperhus for et par somre siden, hvor vi blev enige om at det camping nok bare ikke helt var os - her sad vi så igen med huset på ryggen, og skulle bo med hjul på i 9 dage.

Komforten her henledte tankerne til de vilde busture vi havde i Vietnam, og der var nu udsigt til at en del kilometer skulle lægges bag os. Men op på hesten....eller ind i bussen, og afsted med os - vi var jo allere forsinket, hvilket ikke huede guiden. Vi fandt et supermarked og fik tanket op til de første par dage - så var det ud på Los Angeles veje og blive rystet sammen;))

Ved 19 tiden kørte vi af motorvejen og ind på en parkeringsplads - Nu skulle der kokkereres, egentlig ville vi bare have snuppet en hurtig sandwich, men ungerne var ved at gå til over tanken om hjemmelavet spaghetti og kødsauce. Så hurtigt blev der snittet og kogt, og den velkendte duft bredte sig i vognen mens duggen løb af ruderne. Mikkel var fuldstændig salig og sagde bare "det her er mums uhmmm det her er mums" så sødt, den bette mand. Det var virkelig åndssvagt, at sidde der på en parkeringsplads med starbucks coffee udenfor og spise spaghetti, men også lidt hyggeligt. Der blev ryddet af og alt blev pakket væk og surret fast, klar til den sidste time på landevejen.

Mørket var faldet på og vi kørte den sidste strækning med kun lygterne fra camperen til at vise vejen. Vi fandt Koa campside Caloca, hvor vi havde reserveret plads for natten. Vi listede os ind på en plads, da vi var ankommet efter receptionens lukketid, fik pakket ud og så var det afsted med toilettasken under armen for at få børstet tænder - I love it !!!;))) Vi krøb i termodynerne hvilket viste sig at være et godt tilkøb, for det blev en kølig nat derude i ørkenen - Jeg vågnede et par gange ved alle de nye lyde - og kunne høre toget tude i det fjerne.

Da morgenstunden kom blev vi vækket af tourguiden som lige tog sig en løbetur. Imens skulle vi forsøge at komme i omdrejninger. Op kom vi og der blev lavet blødkogte æg, hvilket var tricket til at få mindstemanden bænket;) Så bandt vi igen alt fast inklusiv os selv og kørte den korte vej hen til Calico ghost town - En by ude i ørkenen som for ca. hundrede år siden blev forladt ret pludseligt. Det var engang en mineby, hvor der på den tid blev gravet efter sølv. Tiderne skiftede og guldet kom, og så var sølv ikke så værdifuldt mere. Derfor blev byen forladt - En del af byen var takket være Walther A. Knott blevet renoveret, men enkelte ting stod stadig som det gjorde for 100 år siden. Vi var virkeligt kommet til det vilde vesten!

Vi gik en tur i en bevaret mine, hvor sagnet sagde, at de gamle minearbejdere gik igen.....Der blev lige klemt nogle hænder på vejen;) Vi fik os en snak om hvorfor de ville have sølvet, hvem der boede i byen dengang, og vi så den fine lille skole som samtidig havde fungeret som kirke for befolkningen. Ungerne fik lov at finde de kreative evner frem og malede nogle fine medaljoner. Omgivelserne var smukke - goldt og råt og i det fjerne kunne skimtes sneklædte bjergtinder.

Rejsen gik nu videre. Vi skulle tilbagelægge en ret lang distance igen denne dag, og tourguiden så lidt sammenbidt ud da gps'en sagde "fortsæt ligeud de næste 502 km";)) Vi kørte ud i det smukke smukke landskab, der hele tiden transformerede sig ind i nye mønstre og farver - et smukt levende maleri. Vi gjorde holdt et par gange for at få smurt frokost og strække ben, og fandt på en rasteplads en oversigt over dyrelivet her i ørkenen - pumaer, coyoties, slanger mm - spændende og lidt skræmmende når man bor i en lirekasse;))) Det var ikke mange byer vi mødte på vores vej - kun disse lange øde stepper Enkelte gange kørte vi parallelt med de enorme godstog - På et af dem talte vi omkring 120 vogne - virkelig virkelig enorme!

Vi havde netop krydset grænsen til Arizona, da vi passerede en politibil der holdt i midterrabatten. Vi overbeviste hinanden om, at vi nu egentlig kørte ganske fornuftigt derudaf - Ordensmagten synes så åbenbart ikke at dele den mening, for kort tid efter havde vi blå og røde blink i halen, og måtte holde ind. Så kan det nok være høretelefoner og ipad's blev pakket væk bagi og resolut kom det fra Sofie: "Husk nu ikke at gå ud far, det har morfar fortalt ;))" Vi blev pænt siddende, og blev mødt af en purung betjent som lige skulle tjekke op på papirerne. Vi spurgte, om vi havde kørt for stærkt, men nej det var ikke tilfældet ...hvad mon der så var årsagen - med sin autoritære stemme sagde han henvendt til Thomas "Driver, you must be in one lane only, I saw you changing lanes two times" okay sagde Thomas høfligt, nok mest af alt fordi betjenten ikke umiddelbart virkede til at være i humør til en længere diskussion, men skal jeg være ærlig virkede det altså lidt søgt. Havde det været hjemme i Danmark, er jeg sikker på, at betjenten ikke var sluppet så let;))) Han lod os da heldigvis fortsætte uden yderligere tiltag - Men så fik vi da den oplevelse med ;)

Himlen blev lyserød og solen sendte sine sidste stråler ned over bjergsiderne, og da vi nåede næste Koa Camp havde mørket sænket sig over prærien. Prærieulvene glammede i det fjerne og vejen hen til toiletterne var meget meget mørke!! Det var blevet koldt - omkring frysepunktet, og samtidig havde vi fået lagt en time til, idet vi havde bevæget os så meget i østlig retning. Vi fik hurtigt lavet maden, som denne aften bestod af rester af spaghetti og kødsauce vendt på panden, som min mormor har lært mig det. Mikkel havde set så meget frem til den ret, og spiste med stor glæde to portioner ;) Så var det ved at være tid til at sige godnat - godt gennemrystede af alle timerne i skrammelkassen!

Midt nat blev jeg vækket ved et at Mikkel havde haft et lille uheld i sengen, så jeg tændte lyset og tumlede lidt med at få bundskiftet sengen. Pludselig lød det fra overkøjen "Godmorgen, godt I er oppe" Jeg er sikker på, at hvis vi ikke havde fortalt Thomas, at det var nat, var han sprunget ud af sengen og sat sig bag rattet - Det er hårdt altid at være beredt som tourguide;)

Da det så blev rigtigt morgen, var det op til spejlæg og havregrød - En lille luksus ved dette campingliv ;)))) Vi var omkring for at tanke og jeg fik æren af at vaske vinduerne på vidunderet, og herefter kørte vi mod næste store mål på turen - Grand Canyon! Vi skulle køre en times tid for at nå derud fra vores Camp. Vejret var smukt - let hvid dis på den blå himmel, grantræer var skudt op omkring os og vi nærmede os. Vi skulle gå et lille stykke for at nå kløften, og da den bredte sig ud for øjnene af os blev vi fuldstændig forstenede. Det var det smukkeste syn - Aldrig har jeg set noget lignende - så stort, så dybt, så smukt, så farverigt så fredfyldt! Jeg følte det som var jeg blevet lukket ind i moder jords hjerte, hvor hun viste os lidt af sit hemmelige indre.

Vi nåede lige tidsnok tilbage til Grand Canyon Visitorcenter til at se en kort film om Grand Canyon. Virkelig interessant at se hvordan kløften blev til, og samtidig høre om den første sejlads på Colorado River som løber dernede i dybet. Det var en hård sejlads i en træjolle i året 1923 kaldet "The Birdseye expedition". Man vidste ikke hvad der ventede forude, men det var med til at kortlægge flodens forløb. Der er sporet mennesker tilbage til for 10.000 år siden bosiddende i dette barske terræn - imponerende! Sofie og Mikkel synes det var flot, men var nu mere interesserede i de små frække jordegern der pilede rundt - Hvem ved måske de en dag kommer der igen, måske med deres egne børn, og ser det med andre øjne?

Det var svært, ja nærmest umuligt at tvinge sig væk fra dette prægtige syn, men efter en hurtig sandwich og en omgang popcorn i mikroen til dessert - Vi havde jo det hele her i vognen - så smart så smart ;))) måtte vi videre. Vi havde igen mange timers kørsel foran os - her ude i det vilde vesten ligger tingene mildt sagt ikke lige op og ned af hinanden. Vi havde besluttet at skippe turen til Bryce Canyon, da der var for koldt i det område, og det ville kræve en endnu længere strækning på vejene. Ideen med dette Mobile hus var jo vigtigst af alt, at ungerne fik sig en sjov og minderige oplevelse af at rejse på en lidt anderledes måde, samtidig skulle det give os muligheder for at flytte os fra sted til sted i vores eget tempo. Men for Thomas betød det mange timer bag rattet, hvor han kun kunne agere chauffør, så med lidt prioriteringer i rejseplanlægningen valgte vi at køre mod Koa Camp Las Vegas i stedet. Ikke for at se mere til denne by, men for at have en base for de næste par dages udflugter.

Aftensmaden blev endnu engang kokkeret på en parkeringsplads udenfor supermarkedet, hvor Thomas og ungerne smuttede ind og handlede imens. Der blev serveret wraps med oksekød og salat, og maden blev virkelig nydt - hold da op som jeg fik roser for min kokkekunst i disse dage, mon det holder stik når hverdagen melde sig ?;) Vi nåede Las Vegas omkring klokken 20 - nu havde vi fået timen tilbage igen, som vi mistede igår ;)) Vi fandt Koa Camp Cirkus Cirkus lige nær ved hotel Stratosphere hvor vi boede tidligere. En campingplads som lå væk fra byens vilde ræs, men med udsigt til glitter og blink. Ungerne og jeg skyndte os hen i et tiltrængt brusebad, og føntørrede hår under en håndtørrer - åh det skønne campingliv, og så var det tid til godnathistorie og en god nats søvn ovenpå på mødet med Moder jord ;)

Torsdag morgen fik Thomas lige smidt en sæk vasketøj i møntvaskeriet inden han satte afsted på en 10 kilometer. Jeg traskede over i bad og fik puttet tøjet i tumbleren - Så var dagen ligesom igang! Helt som vanligt skulle vi ud og bumle på vejene i adskillige timer, så efter morgenmaden lagde vi fra land. Små tre timers kørsel fra Nevada via Arizona til Utah, hvor vi skulle besøge "Zion Nationalpark". Køreturen gik med at spille fisk, tegn og gæt og forsøge at lære klokken. Vi spiste frokost i en lillle park i Hurricane Valley - tilsyneladende en gammel prærielandsby hvor hestevognene havde lagt vejen forbi - ganske hyggelig.

Vi nærmede os parken og fik en fornemmelse af at tourguiden igen havde gjort sit arbejde godt. Hvor vi dagen i forvejen havde stået på toppen af Grand Canyon, var vi nu hensat til at køre i bunden - sådan føltes det i hvert fald. Godt nok var der jo ikke tale om Grand Canyon, men farvespillet og de enorme klippeformationer gav samme indtryk, og det var fuldstændig fantastisk at stå dernede og føle sig lillebitte. Vi valgte at betale for at få tilladelse til at køren igennem en smal tunnel, hvor vi pga vores størrelse fik standset al trafik, da der kun var plads til os - det synes ungerne var vildt sjovt. På den anden side af tunellen så vi bjerggeder til stor glæde for især Mikkel, som bare syntes at dagen var reddet. Vi ledte efter dyrespor i det røde sand, og så helt bestemt bjergløve spor ;)) og heldigvis ingen taranteller, men de var derude !!! Så var det retur mod Curkus Cirkus. Med udsigten til en tiltrængt hviledag, blev der puttet unger og oplevelserne fra de seneste dage kunne stille trænge ind;)