Pearl Harbour og surfers paradise afsluttet med en topping af blå blink og sirener;)

Tirsdag vågnede vi op til gråvejr på waikiki beach. Waikiki beach som vi praktisk taget bor på, ligger på øen Oahu. Honolulu er den største by på øen. Oahu er en del af Hawaii, som består af en øgruppe på 8 øer. Så fik jeg lige slået det fast ;) Det blev nemlig først klart for mig at hawaii var mere end en ø, da vi planlagde vores rejse!
Jeg tvang mig op kl. 8 selvom kroppen gerne ville blive under dynen. Thomas havde endnu en gang ligget vågen et par timer i nattens løb, og Sofie sov først sent. Det er virkelig svært at komme ind i rytmen her, men vi kæmper ;))

Thomas trodsede regnen, og snørede løbeskoene. Jeg smuttede en tur på løbebåndet bagefter - Så blev vi alle samlet, og tog med bussen ud til et krigsmuseum. Bussen var en gammel træbus, ganske flot og børnene havde førsteret til siddepladserne ;)) Museet var fint og børnene synes, at det var fantastisk at se på kanoner, helikoptere og soldater... Derefter var der et lille ophold i regnen, så vi valgte at gå tilbage. Sulten havde meldt sig hos de fleste, så subway fik igen et besøg. Thomas og jeg sprang over - istedet valgte jeg at shoppe lidt i ventetiden;))

Vi fire valgte at gå tilbage til hotellet, da vi havde vasketøj der ventede .... Dvs vi sendte Thomas på ægte amerikansk møntvaskeri, og imens nød vi tiden på værelset med lidt lektielæsning og afslapning.

Vi valgte at spise "hjemme", så det blev hotellets restaurant. Desværre med en lille Asta fis og der ikke var helt på toppen - varm og stille, så hun sov før maden kom på bordet. Onkel Mikkel var desværre heller ikke helt frisk. Så var det op og gøre klar til natten, for dagen efter stod på den helt store sightseeing tur.

Onsdag morgen - sjovt nok føler jeg hele tiden, at vi er en dag længere fremme. Jeg tror den ekstra lørdag bliver ved med at spøge i mit system ;) Så hver dag får jeg en dag forærende. Men onsdag morgen var det så blevet, og vækkeuret var sat til klokken 6.00! Vi havde lejet to biler og skulle på den store udflugt.

Vi fik ungerne op, og selv mindstemanden nåede en gang Pif Paf Puf inden vi skulle ud af døren ;) Desværre var Asta ikke frisk endnu, men udstyret med Minnie Mouse, en klapvogn og sit tæppe håbede vi på det bedste. Vi satte kurs mod Pearl Harbour. Det var med krydsede fingre, at vi nærmede os destinationen. Vi havde fået fortalt, og læst os til, at der kun var et vist antal billetter til "Arizona Memorial". Vi nåede destinationen kl. 7.45 ca og fik uden problemer udleveret billetter til turen kl. 9.00 - Perfekt!

Vi så først en film på små 20 min. omkring angrebet på Pearl Harbour. Sofie og Mikkel var meget interesserede og spurgte ind til filmen vi så. Det var autentiske optagelser, og fortalt med en fantastisk indlevelse. Derefter sejlede vi med en lille båd over til "Arizona Memorial". Mindesmærket, som også var gravsted for de faldne soldater der aldrig nåede ud, var bygget ovenpå det sunkne krigsskib Arizona. Det øverste af skibet rakte op over vandoverfladen, og resten kunne skimtes når man så ned i det klare vand, hvor solens striber lyste det op og små zebrastribede fisk pilede hen over det. Det var umuligt at undgå at blive rørt af at blive ført igennem denne tragiske historiske begivenhed, der fandt sted d. 7. december 1941. Intetanende aftjente de amerikanske soldater sin værnepligt på Hawaii. De havde netop hygget sig med en koncert, og var på ingen måde beredte på kamp, da japanerne angreb. Alt var blevet forvandlet til kaos på et øjeblik, og de amerikanske soldater havde tappert kæmpet en ulig kamp. Sofie var virkelig optaget af det hun havde set på filmen, og at det havde fundet sted lige her hvor vi befandt os!

Så var det tid til en lille formiddagssnack i bilerne. Ungerne var kommet til at sidde for godt, så de blev i bilen på parkeringspladsen sammen med de andre. Thomas og jeg tilbage for at se en kæmpe
ubåd. Vi kom ombord, og fik set hvordan sådan en er indrettet med køjer, badeværelser, kabys og gigantiske missiler som de praktisk taget har sovet ovenpå. Det var ret spændende at se, og man kunne få en lille fornemmelse af hvordan livet har været ombord, men klaustrofobi var ikke en fordel!!

Vi kørte herefter mod "Dole ananas plantage". Farmor og farfar havde lagt vejen forbi en af dagene i ugen forinden, men kun på et kort visit. Vi valgte den udvidede tur som indbefattede en lille togtur rundt i plantagen. Imens vi ventede på toget benyttede Freddie tiden til at fortælle om hvordan han blev straffet i skolen da han var dreng. Mikkel gjorde store øjne over at høre de historier (og der var ikke få;) men vi skyndte os at sige, at tiderne altså har ændret sig, så han roligt kan begynde i skole til sommer ;)

Vi kom afsted på togturen som varede omkring 20 minutter. Vi blev ført igennem ananas plantagen, bananpalmer, mangotræer og meget meget mere akkompagneret af skiftevis en spændende historie om ananasen og meget lystig sang om ananas) Vi glemte desværre at bestille cd'en efterfølgende, det var ellers KUN her den kunne erhverves. Der var en smule for meget pengemaskine over dette cirkus, og vi afstod endda fra at blive fotograferet med en ananas;)

Bagefter tog vi på eventyr i verdens største labyrint, der også var at finde i plantagen. Vi mistede hurtigt Birgitte og onkel Mikkel, der besluttede at denne forlystelse havde været sjovere hvis Asta havde været med, men hun var ikke til de store eventyr den dag. Vi fortsatte så afsted mod de 8 "overraskelser" der var at finde derinde. Vi fandt de seks, som var små figurer. Så valgte vi at droppe de sidste to til fordel for frokost ;). Sofie og Mikkel synes det var et vældigt sjovt eventyr vi havde været på;)

Frokosten nød vi på en lille restaurant ved kysten, hvorefter vi satte kurs mod surfernes paradis. Kysten på den modsatte side af Oahu. Bølgerne her var enorme, og hele atmosfæren her emmede bare af laid back surfer stil. Vi har kommet væk fra storbyen, og ud til det jeg forbinder med det autentiske Hawaii. Folk i hawaiiskjorter, piger med blomster i håret og blomsterkranse rundt om halsen. Surfboards, strand og tyrkisblåt vand. Vendte man sig om var der grønne bjerge som tårnede sig op i baggrunden. Smukt, smukt smukt.

Vi kom helt tilfældigt lige tidsnok til at overvære en surfer konkurrence. Nu var det ikke hver dag vi så sådan en, så reglerne var for os lidt uklare, men det var finalen, og der blev jublet når surferen formåede at surfe hele vejen igennem en bølge, og komme ud inden bølgen faldt sammen. Det så så sejt ud. Thomas og jeg endte med at se hele den 30 minutters dyst efter den perfekte bølge. Der var tv dækning og kæmpe publikum. Blev man træt af at vente på at de skulle fange den perfekte bølge kunne man bare rette blikket ud mod horisonten for så at se pukkelhvalerne springe i det fjerne - wauw! Dagen efter fandt Thomas ud af, at vinderen af konkurrencen "Kelly Slater" er 11 gange verdensmester i surfing. Endnu mere fedt, at vi lige tilfældigvis nåede at få den oplevelse med.

Det var ved at være tid til at vende næserne hjemad. Vi valgte at køre langs kysten og det var bare den smukkeste tur. Det bølgende grønne landskab i kontrast til det brusende hav var helt fantastisk. Oahu er en smuk ø, og man skal ikke langt udenfor storbyen inden man for øje på det. Men storbyen er hektisk, så det var virkelig skønt at se det mere autentiske Hawaii. Bruce sang "Born in the USA" og vi rockede med;)

Vi lavede et stop på en steak restaurant og fik endnu engang dejlig mad. Vi grinede lidt da farfar fik serveret sin portion. Et par skefulde kartoffelmos lagt ved siden af et halvt kilos svinekotelet. Han gik ikke sulten derfra ;) Så var det hjem til hotellet hvor vi skulle sættes af, så onkel Mikkel og Thomas kunne aflevere bilerne. Meeeen her stopper dagens eventyr ikke....

Bilerne vi havde lejet var ret nye og ret amerikanske, så der var selvfølgelig håndfri nøgler som føreren bare skulle have på sig, så låste bilen automatisk når føreren forlod bilen, og bilen startede når føreren satte sig ind med nøglen i lommen! Sejt og smart, men da vi så skulle have tømt bilerne og sat os af skete der det uheldige, at nøglerne til Freddies bil lå inde i bilen, da onkel Mikkel og han havde aftalt at de bare kunne ligge der, når nu det var Mikkel der skulle aflevere bilen. Bilen var slukket og den sidste dør blev i forvirringen lukket - Så låser bilen altså! Panikken begyndte at sprede sig, da Asta ikke var kommet ud endnu. Hun sov i sin autostol. Lille Mikkel's kommentar til det hele, var "jamen det er da ligemeget med de vingummier derinde, det er da værre med Asta ;)" Han havde fat i det rigtige....

Thomas og onkel Mikkel ræsede ned til biludlejningen i håb om at få en ekstra nøgle. Jeg valgte at tage Sofie og Mikkel med på værelset, da jeg vurderede, at de ikke bragte noget positivt input til den lettere tilspidsede situation. Thomas og Mikkel kom retur med uforrettet sag. Biludlejningen kunne intet stille op, og ønskede det heller ikke. De havde givet Mikkel nummeret til et døgnvagberedskab, som havde givet Mikkel svaret "Mit professionelle råd til dig lige nu er at kontakte de lokale myndigheder".

Så retur ved bilen fik de fat i hotellets vagt, som og rådede dem til at kalde 911. Et øjeblik efter hørtes sirener i det fjerne. Rundt om hjørnet drejede den største brandbil med stige og hele molevitten. Der sad endda en mand klar inde i et glasbur bagerst på brandbilen, hvis stigen skulle i brug;) Den blev ledsaget af ikke mindre en to politibiler med blå blink og sirener. Asta sov videre uden at ane hvad der foregik - Heldigvis for det. Thomas stod klar med telefonen og fik filmet hele seancen. I løbet af 2 minutter var døren åben - De tog ingen betaling for det, smilede bare og var rigtige amerikanske helte i vores øjne. Asta var fri, bilerne blev afleveret rettidigt - det var godt nok lige oppe over grundet unødig forsinkelse, og biludlejningens kommentar var bare "nå I har fået hende ud"...

Er nu lidt ærgerlig over ikke at få set hele setuppet, men hvem kunne dog vide at det ville ende sådan....men okay vi er i USA ;))))

Torsdag morgen begyndte fantastisk med en skypesnak med mine dejlige forældre, der var på vej i seng;) Det var så dejligt at se dem, og heldigvis nåede Freddie og Annette, Sofie og Mikkel også lige at få sagt hej. Fredie og Annette fik besked på at tage masser af kys og kram med hjem, til mormor og morfar der saaaaavner os ret så meget ;)). Det lovede de at gøre, så vi pakker et par stykker ind til dem;)

Bagefter nåede Sofie og Mikkel lige en tur i poolen sammen med Asta og onkel Mikkel, som var kvikket op igen. Nu var det Birgitte der måtte krybe under dynen - øv! Svømmeturen ændrede lidt i tourguidens planer, der stod på gåtur langs vandet. Denne blev kortvarigt udskudt! Det var en rigtig hyggelig tur. Vi så de flotteste kæmpe store fisk, og nød en smoothie på vejen.

Over middag gik vi ned til vandet, og solen kom frem - Så dejligt, vi snorklede lidt i det lave vand og ungerne så fisk i massevis. Der var masser af liv på stranden - surfere, helikoptere, fly der lettede ud over vandet, badegæster og posedamer.
Så var det hjem i bad inden vi skulle spise. Birgitte måtte desværre igen springe over. Vi valgte at spise på den samme restaurant som vi havde gæstet to gange tidligere. Dejlig mad som alle kunne lide! På vejen hjem lykkedes det så Asta at låse sig inde i et prøverum - Der blev ikke brug for 911 denne gang - Hun kom ganske udramatisk ud igen;)

Mahalo fra Hawaii;)