High Way one here we come .....

Så nåede vi til torsdag - Vi skulle forlade San Francisco og sætte kursen ned ad High Way one mod LA. Vi nåede at blive fuldstændig betaget af fantastiske San Francisco - En by vi aldrig glemmer, og som måske godt kunne besøges igen set i lyset af sygdom, som satte noget af en stopper for tourguidens energiniveau. Thomas fik ikke løbet over Golden gate bridge som han havde ønsket, men energien var ikke til det, og så så vi heldigvis en masse andre skønne smukke ting i byen.

Vi skulle så afsted mod Monterey, hvor vi ville tage første overnatning på vores cruise nedad High Way one. Thomas var stadig ramt, og kunne næsten ikke trække sig selv op. Jeg havde faktisk ret ondt af ham. At sætte sig i en bil og koncentrere sig om at finde rundt på fremmed territorium er altså sin sag, så hvis helbredet skranter hjælper det jo ikke ligefrem på situationen. Så jeg havde nok set frem til endnu en dag på værelset i San Francisco, men sidst på formiddagen kom han på højkant og vi fik pakket vores tasker. Så blev kursen sat og vi kom ganske problemfrit ud af byen. Vi fandt et sted lidt udenfor byen hvor vi købte boller, smør og nutella. Vi sad ved bordet udenfor supermarkedet i dejligt solskinsvejr og spiste frokost. Sofie synes, at det var så hyggeligt ;)

Turen nedad var virkelig smuk. Havet brusede nedenfor os, og indimellem blev det indhyllet i de særlige tågebanker. Marker og ægte farmere malede landskabet grønt omkring os. Man kunne købe "Real farmer pie" på gårdene og ørnene cirklede omkring i luften oven over os - Smukt smukt smukt !

Vi gjorde et stop i Santa cruz, og hilste på en ældre mand der kom ud af en butik med et surfbræt. han spurgte hvor vi kom fra og da vi fortalte, at vi var fra Danmark sagde han, at han var halvt dansk og hed Mortensen til efternavn - sjovt;) Han havde lige købt surfbrættet og skulle lige ned og vise sin søn det;)) Det er et fantastisk åbent og gæstfrit folkefærd vi møder på vores vej. De er så imødekommende, og alle snakker til hinanden, om man kender hinanden eller ej.... Her går man ikke ind i en elevator og står i tavshed, nej folk taler med hinanden om hvad man skal, hvad man har lavet og giver gerne gode råd. Det kunne vi godt lære lidt af i Danmark, når vi står der og kigger stift ned i gulvet for ikke at komme for tæt på nogen man ikke kender ;) De virker til at have så stort et overskud, og det føles rart og trygt at færdes i.

Vi nåede Monterey omkring kl 16.00 og skulle lige finde motellet - Der var to super 8 moteller i byen - men okay vi fandt det rigtige i andet hug. Mikkel var faldet i søvn i bilen, så ham bar jeg ind på sengen. Kort efter kørte vi hen til et center hvor vi skulle have provianteret tiltrængte nye strømper og langærmede trøjer til ungerne. Mikkel blev båret ud i bilen igen og vågnede først da vi skulle handle.

Så var det tid til aftensmad, og sørme om der ikke lå en Californien pizza kitchen her også (den kæde vi også nåede at gæste fire gange på Hawaii). Det blev til en omgang spaghetti bolognese, og så var det tid til at komme hjem.

Tourguiden havde klaret det til UG trods sygdom som blev holdt nede med piller. Mikkel glædede sig til at se vores værelse, han troede ikke på at vi havde været forbi tidligere mens han sov ;)) Et ægte amerikansk motel wow;) På tilbagevejen fik vi øje på et ungt par i 30'erne. Vi havde set dem tidligere da vi ledte efter vores motel. De havde deres hund med sig og bar et skilt hvorpå der stod, at de var sultne og fattige. Da vi nu betragtede dem imens vi holdt for rødt i et kryds, så vi dem gå hen til en mand der stod lidt fra dem og blaffede. De gav ham resterne af deres mad i nogle foliebakker, han takkede for det, og de gik glade hånd i hånd derfra. Det må kaldes overskud!

Vi vågnede ved 9 tiden fredag morgen - Valentins dag ;) Vi fik trukket os ud af fjerene. Jeg havde læst om en legeplads i Monterey - Dennis the menace. Den fandt vi hurtigt og Sofie og Mikkel spurtede afsted mod udfordringer der ventede. Dejligt at se dem bruge deres små kroppe på armgang, klatrevægge, rutsjebaner og gynger inden den lange køretur der ventede forude. Da energien var brugt hos de små, satte vi kursen sydover for at snuppe et stykke mere af High Way one. Umiddelbart udenfor Monterey valgte vi at tage os tid til at køre en tur på "the 17 mile drive" En privat betalingsvej hvor den eksklusive del af befolkningen havde til huse. Gigantiske villaer, golfbaner hvor ikke et græsstrå vendte forkert, dyre biler og virkelig smuk natur. Nu er jeg jo ikke så kendt med golf, men kunne forstå på Thomas, at det var en af dyreste golfbaner i verden der lå her .............;) ruten var en lille rundtur som strakte sig langs kysten og lidt ind i landet.

Herefter var det afsted ned langs kysten. Landskabet som dagen i forvejen mest havde budt på farmere og smukke grønne marker, blev hurtigt skiftet ud med et mere råt bjerglandskab samt det brusende hav med store klippeformationer. Det gjorde det ikke mindre smukt at betragte - vi snirklede os op af bjergskråningerne, og til tider var der meget stejlt og meget langt ned. Vi kom op i højde med ørnene, så de fløj ganske tæt på bilen. De var virkelig smukke at betragte på nært hold. Vi vidste, at der ville komme en lang strækning uden huse og tankstationer, så tourguiden havde sørget for en fyldt benzintank inden "take off", men co driveren havde nok ikke været lige så fremsynet med frokosten.... Så der blev disket op med bananer, æbler kartoffelchips, juice og muslibarer;))) omkring klokken 15 nåede vi en lille flække med et minimarked og en lille grillbar. Så den sene frokost bestod af nutellasandwich og pommesfritter oh Well!! vi "nød" maden i skønt solskinsvejr, og kunne langsomt mærke hvordan temperaturen kravlede opad jo længere vi bevægede os mod syd!

Så måtte vi videre, for der var et stykke vej endnu, og vi havde allerede gjort mange stop på vejen, for der var bare så mange smukke steder på ruten, som fortjente at blive nydt.

En times tid senere så vi pludselig, at der lå søelefanter i hobetal langs stranden. Så var det med at få stoppet bilen igen. Sofie og Mikkel var ellevilde, og Mikkel sagde grinende "søelefanter.....det er sådan en der er med i Ice age 4....." Der lå de mægtige dyr og fladede fuldstændig ud på klipperne, nogle af dem havde små unger. Rundt omkring dem pilede små jordegern i massevis. Det var et prægtigt syn! V fandt senere ud af at de var her fra omkring december til marts, hvor de lige nu fødte unger og opfostrede dem inden de stak til søs igen.

Kort derefter tonede Hearst Castel op på en klippeformationer langt ude i det fjerne. Verdens største slot - vi drejede ind for at se det, men måtte sande, at vi lige var en postgang for sent på den. Man kunne kun komme dertil med en bus, og der var udsolgt. Ærgerligt - man skulle da være et skarn hvis man ikke lige gad se hvor filmen "the bodyguard" var blevet indspillet ;) Vi måtte tage til takke med at betragte det på afstand. Tilbage på vejen blev vi kort efter mødt af endnu et bemærkelsesværdigt syn - zebraer som græssede på en mark op til vejen. Det fortjente også lige et stop;)

Så var det afsted mod byen Santa Maria hvor vi skulle overnatte. Lige indtil Mikkel sagde "hvem skal tisse" ...så var der lige stop igen;) Mikkel udvikler sig bare så meget, og vi kan virkelig se og mærke at han bliver en stor dreng nu. Hans humor kommer til udtryk i kraft af hans grineflip når Sofie f.eks midt i en sætning kommer til at bøvse, eller han tror hun siger fru fis istedet for fru Friis ....så bliver man bare så glad når man kan mærke, at han virkelig har sig en fest.... Og Sofie elsker at få ham til at grine;) Mikkel er også begyndt at blive lidt flov over sin mor indimellem, f.eks når jeg danser mærkeligt i elevatoren (altså kun med ham og mig i;) men efter et par sekunder med hævede øjenbryn danser han også med ;)) - så han er nu mors dreng lidt endnu. Sofie er en skøn pige der virkelig klarer alle udfordringerne på rejsen så flot. Hun har stadig det barnlige ligefremmethed, og elsker overraskelser. Selv om hun ikke synes at alting er lige spændende, så klør hun på og stiller gode spørgsmål undervejs!

Nå men vi nåede byen Santa Maria - tror det er her Santa Maria tex mex kommer fra, for det tydede på at vi var havnet midt i et Mexico. Da vi spiste aftensmad, burger King denne gang - det var jo Valentins dag ;) kom jeg til at kigge rundt og alle omkring os uden undtagelse var mexicanere af udseende.

Mætte drog vi mod motellet hvor vi skulle tilbringe natten, og lovede hinanden, at der skulle gå en rum tid før spisestedet igen hed Mc D eller burger King ;). Valentinsaften havde sænket sig over motel 8 med de papirstynde vægge, så Thomas fik uønsket underholdning, ungerne var heldigvis gået ud som et lys, og jeg havde valgt ørepropperne;))

Lørdag morgen pakkede vi sammen og satte igen kursen sydover. Thomas var i klar bedring - heldigvis. Landskabet blev nu forvandlet til smukke vinmarker med bjerge der tårnede sig op i baggrunden. Første destination var Solvang. Vi havde ikke de store forventninger til byen, udfra hvad vi havde læst og hørt, men vi blev faktisk rigtig positivt overraskede. Sikke en hyggelig lille by midt i den barske natur. Hyggelige bygninger i ægte dansk stil, med storkereder på tagene. Olsens bageri, hvor vi, straks vi trådte ind blev mødt af den velkendte duft i et rigtigt dansk bageri. Vi mæskede os i lækre sprøde rundstykker med smør, hindbærsnitter og kanelsnegle mums;) Vi fik også lejlighed til at hilse på bagermester Olsen og hans italienske kone, nogle rigtig rare mennesker, og da vi gik, fik Sofie lige stukket endnu en kage i hånden og jeg kom afsted med en fransk vaffel, som han sagde "den har jeg lige eksperimenteret lidt med". Den blev senere nydt som dessert til en lækker subway salat, og det må siges at være et vellykket eksperiment ;)

Vi kom forbi julebutikken, hvor der var jul året rundt, og købte endnu et lille stykke julepynt. Også her mødte vi en dansktalende ekspeditrise. Dog var sproget blevet lidt rustent, da det jo ikke var hver dag der kom danskere forbi. Solvang var som sagt et besøg værd - om det består i samme grad om 50 år er ikke til at sige, for generationerne og tiderne skifter, og snart er der ikke flere dansktalende tilbage i befolkningen. Det er lidt ærgerligt at tænke på, for det gjorde mig faktisk lidt stolt at gå rundt i dette fine stykke danskhed.

Efter Solvang satte vi kursen mod Santa Barbara - Vi gik en tur i downtown Santa Barbara, og inden vi forlod byen parkerede vi ved stranden, og ungerne fik brændt lidt mere krudt af i en fangeleg. Thomas og jeg gik helt ned til vandkanten, og pludselig gled fire til fem delfiner forbi på meget nært hold. Heldigvis nåede Sofie og Mikkel også at se de smukke dyr - det var altså ret vildt;)

Så var det blevet eftermiddag og vi kørte mod Malibu, hvor vi håbede at finde husly for natten. Vi blev mødt af strandvejen gange tusind.... I guder nogle huse de havde der. Enten helt nede på stranden eller oppe i højden på bjergskråningerne. Vi var målløse - og det til trods for, at vi nærmest kun kunne se porten ind til deres grund. Vi stoppede ved en grund der var til salg - villa med egen strand til en spotpris på 160 mio danske kroner .....okay så!!! Malibu var ikke et sted hvor det vrimlede med moteller - tværtimod, og de der var, havde alt optaget da det var weekend, og mange fra LA tog derud og holdt miniferie, så vi kørte videre mod Santa Monica.

Klokken var blevet mange, og vi havde efterhånden fortrudt lidt, at vi for første gang på rejsen ikke havde booket noget på forhånd. Vi var sultne og skulle tisse.... I Santa Monica fandt vi en starbucks med wifi, så vi hurtigt kunne få booket et værelse over hotels.com. Vi fandt et motel ca. halvanden kilometer væk. Inden vi satte kursen derhen spiste vi på en mexicansk restaurant, og prøvede at klare os igennem junglen af burritos, enshillados, taco....mm...så var det afsted mod motellet.
Men det lå ikke der hvor gps'en førte os til, så efter fire gange frem og tilbage på boulevarden og to forespørgsler fandt vi det endeligt. Problemet var så, at de godt nok havde vores reservation, men at vi havde booket til om en måned, og de havde alt optaget - ikke særlig heldigt!! Nå men så måtte vi lede videre, og besluttede os for et sted til rimelige penge ca. en halv time derfra. Klokken var blevet halv ti og ungerne holdt godt ud. Mørket var faldet på da vi kørte videre gennem LA´s motervejsnet på ikke mindre end 7 spor i hver retning. Vi fandt uden problemer hotellet denne gang, og det var reserveret til den rigtige dato;)) Det havde været en vildt spændende, men måske set i bakspejlet lidt for begivenhedsrig dag med to børn på bagsædet. Men de tog det forbavsende flot - De er seje vores to rejsekammerater ;))