Hello Lanta, Hello 2014;)

3. Juledag - fredag under morgenmaden pjattede vi med at gætte om nogle piger vi havde set var danskere - Jeg fortalte om engang hvor jeg på en ferie som barn også pjattede med det, og vi fik min far til at gå ned bag dem og smuglytte, for derefter at gnide ved sit overskæg hvis de var danskere. Så sendte vi Thomas afsted, og grinede lidt af det;) Vi valgte derefter at smutte en tur ind til Ao Nang. En sejltur på ca. 15 minutter. Jeg følte mig helt forræderisk over at benytte disse larmende longtailbåde, når nu vi havde skældt og smældt over dem;) Men hvad, man er jo kun et menneske, og der var ligesom for langt at svømme.
Vi slentrede lidt rundt i byen, blev mødt af et utal af souvenierbutikker, og er der tingeltangel, er der ikke grænser for børnenes akut opståede behov;) Det bliver sagt en del "nej'er" fra vores side, men også enkelte "ja' er" såsom en oppustelig jetski til Mikkel og en luftmadras til Sofie. Jetskien virkede ikke helt efter hensigten, så Mikkel blev en smule ophidset! Og madrassen må vente på luft, indtil Sofie er klar til vandet. Frokosten blev en kombinationen af mc Donald og subway, så var alle glade.  Derudover blev der indkøbt saks på apoteket, som skulle bruges til at fjerne sting på sofies knæ. På apoteket var der en badevægt. Så blev familien Overgaard lige vejet alle mand. Nogenlunde samme vægt som før afrejse - men ingen ved om fedt og muskelmasse har ændret sig en smule ;))

Tilbage på stranden hvor ungerne igen kunne lege med Emil og Anne, og de nåede også lige et slag ludo på terrassen inden aftensmaden. Peter var også taget ind til Ao Nang for at mødes med en gammel bekendt som bor der. Sjovt som facebook kan etablere kontakter. Peter vendte tilbage med en masse indtryk og historier som vi fik glæde af. Så var der fællesspisning på Sand sea. Da børnene var mætte pilede de ned på stranden, og før vi fik set os om var 4 børn blevet til en hel hær, der styrtede rundt og legede fangeleg - og senere jagtede en stakkels stresset krabbe rundt på stranden med deres pandelamper;)

Lørdag var dagen hvor stingene i knæet skulle tages. Såret så fint ud, og de 6 sting blev fjernet. Det 7.  sting voldte dog en del besvær. Jeg valgte at lade det sidde en ekstra dag, da det var her såret havde været dybest. Så ingen badning i mindst 2 dage mere. Ikke til at bære skuffelsen, når hun imens stingene blev fjernet lå og sang "jeg skal ud og bade med Emil" lettere anstrengt og med lillebror Mikkels hånd i sin;).  Men Sofie er sej, og klarede endnu en dag med badeforbud. Det blev blandt andet til hygge med film på værelset sammen med Emil og Mikkel;)
Thomas og jeg tog ud og snorklede lidt imens, dog var Thomas lige oppe at slås med en af de enorme speedbåde, der lagde til på vores sparsomme badeområde. Thomas tager gerne kampen op med en 4 motores båd;). Der var desværre ikke meget at se i vandet, sigtbarheden var ringe, men det var nu alligevel fantastisk at ligge der i vandoverfladen og kigge ned på de små fisk der var.

Søndag blev dagen hvor vi tog afsked med Railay beach. Vi skulle på en 2 timers sejlads til Koh Lanta. Der opstod lidt tumult, da vi i første omgang skulle stuves ned i longtailbåde 10 personer af gangen. Det var også helt fint lige indtil, at vi otte som sidste mænd stod tilbage på stranden, og den meget lidt venlige "rejsearrangør" ville have os delt, så børnene skulle sejle alene. Niksen bixen, vi siger nej, nul - her kom Mikkels mange sætninger helt til sin ret;) Det endte med, at vi efter trusler om at vi så ikke kom med, fik en båd for os selv alle otte. Det viste sig så, at vi skulle sejle i ca. 2 min ud til en større båd, som vi skulle springe over på. Sikke et cirkus at gøre ud af så lidt!
Båden, vi med lidt besvær kom ombord på, var spækket til bristepunktet. Der sad mennesker overalt, og det lignede mest af alt en båd for bådflygtninge. Men vi kom til vores destination, og satte kurs mod resortet, hvor vi skulle nyde dagene omkring nytåret sammen.

Vi blev mødt af en noget svedt svensker, som absolut ikke kendte noget til vores reservation. Der blev ringet frem og tilbage, og det viste sig, at den agent vi havde booket og betalt igennem ikke havde fået videregivet bekræftelsen samt pengene til resortet. De måtte så blive nødt til at opgradere os, og havde desværre kun et hus ledigt. Det andet ville blive ledigt mandag. Vi skyndte os at give Peter, Mette og børnene det ledige hus, og så blev vi kørt små 10 min. til et andet resort, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, for så at blive samlet med vennerne igen mandag. Helt sikkert den bedste løsning under de omstændigheder der gjorde sig gældende;).

Da vi havde læsset bagagen af, tog vi en tur ind til lægeklinikken for at få fjernet det sidste af Sofies sting. Jeg havde besluttet ikke selv at gøre det, da det sad for dybt, og jeg ikke havde de rigtige instrumenter ved hånden. Der måtte to personer og et heppekor på tre mere til, før det lykkedes. Sofie var så lettet bagefter. Hun glædede sig så meget til det blev mandag hvor hun igen må bade;)
Vi kiggede derefter lidt på markedet, og besluttede at købe aftensmaden ved gadekøkkenet, og tage det med hjem på værelset.

Mandag var vejret diset, men stadig varmt. Vi fik pakket sammen, og kom retur til Twin Bay. Peter, Mette, Emil og Anna var på vej på elefanttrekkingtur. Vi hyggede ved poolen, og Sofie var lykkelig for endelig at kunne springe i bølgerne;). Twin Bay ligger ud til en ca. 3 km lang sandstrand. Der er fra vores værelse udsigt til vand på begge sider (heraf navnet Twin Bay).

Så blev det tirsdag. Vi har nu taget hul på årets sidste dag. Vi voksne har alle på skift været ude at løbe årets sidste løbetur. Ungerne leger i sandet, nytårspynten skal op, og det er tid til at se tilbage og glædes over endnu et dejligt år med dejlige minder. Vi glæder os til at tage hul på 2014, hvor der kommer nye familiemedlemmer til verden i både Overgaard, og Skovgaard klanen. Tak til alle der står os nær for dejlige timer i det forgangne år;). Når I skåler over dronningens nytårstale, springer vi ind i det nye år;))

Håber I alle må få en dejlig nytårsaften sammen med dem I holder af.

Godt nytår til jer alle;)

 Søde Anna:)

 Ludo dyst;)



 Seje Emil;)

 Abestien;))

 Peter og Thomas på trekkingtur - Mikkel hepper;)

 Hold da op! Et frugtbarhedstempel;)


Haps;)

Venter på båden til Koh Lanta;)


Privathospitalet;))

Kommentarer