Sightseing og busskrumlen

Lørdag eftermiddag nåede vi igen Ho Chi Minh city/Saigon.
Vi har nu haft nogle dejlige dage i storbyen - og ja, vi har praktisk taget boet i centrum, så der var en del dytten og båtten udenfor, men vi nød at have livet lige udenfor døren. Tirsdag tog vi på en halvdagstur til Cu Chi tunnellerne. De ligger ca. 50 km udenfor Ho Chi Minh og det tog med pause ca. 1 time og tre kvarter i bus derud. På vejen blev der lagt et stop ved en fabrik hvor handicappede Vietnamesere arbejder med kunsthåndværk. Imponerende at se dem arbejde, og sjovt at se hvordan alle de flotte ting bliver lavet. Ungerne var meget opmærksomme på, at de der arbejdede der var handicappede, så det fik vi lige snakket lidt om.

Vi nåede Tunnellerne og blev via vores guide vist rundt på hele terrænet. Det er et gigantisk tunnel system som strækker sig over et kæmpe areal. Der gemte det vietnamesiske folk og soldater sig under Vietnamkrigen. Det var virkelig spændende og skræmmende på en gang. Spændende at høre om deres tiltag for at undgå at blive opdaget af de amerikanske soldater. De gravede tunnelsystemer i 3 lag - smalle smalle gange i total mørke som de krøb rundt i. Vi fik lov til at gå en tur gennem et stykke af tunnellerne - ungerne var ellevilde og ville gerne have gået videre, men da der ikke er mulighed for at vende om dernede sørgede hønemor for at vi kom op ved den første trappe ;) Skræmmende var det fordi de også viste de forfærdeligt makabre fælder vietnameserne lavede til de amerikanske soldater.
Ungerne var virkelig optaget af alt det de så - og selvom guiden fortale på engelsk lyttede de med, og vi forklarede dem så hvad han fortalte undervejs. Vi fik snakket meget om krig og hvor forfærdeligt det er. Sofie havde svært ved at forstå hvordan man dog kan finde på at slå hinanden ihjel bare for at få deres land - ja, det er svært at pakke virkeligheden ind herude - men vi sørger for at få snakket det godt igennem undervejs.

Tirsdag aften gik vi en tur ned på natmarkedet som åbner kl. 19.00 når Ben Thranh Markedet (dagsmarkedet) lukker. Vi kom derned 5 min i syv, og antog, at da vejen stadig hverken var afspærret eller de var begyndt at stille deres boder op, så var det nok kun i weekenden, at der var natmarked. Det fik vi hurtigt afkræftet, for da klokken slog syv myldrede de frem fra alle kroge og hjørner - trækkende skubbende slæbende, kørende med alle deres sager pavillioner og borde....Det var absolut en oplevelse at se hvor hurtigt en stærkt trafikeret vej blev tryllet om til et marked med farver og dufte, tøj og tingel tangel så langt øjet rakte. Vi havde planer om at spise på en restaurant, som vi havde set aftenen forinden på natmarkedet. Her kommer mine ord til kort, for imens vi stod og så på, blev et tomt stykke vej forvandlet til en kæmpe restaurant - ild på grillen, kokke i køkkenet, tjenere og folk der stillede borde og stole op. I løbet af 10 minutter var de klar til at tage imod os - det åbne køkken emmede af liv, og duftede bredte sig lifligt omkring os. Vi var målløse - Vi fik fantastisk mad og selv Sofie fik mod på at smage nye ting;)

Det er det de kan - Vietnameserne. Koordinere, planlægge og få tingene til at glide - effektivt uden stress og jag. Vi ser det i trafikken, hvor der nærmest ingen lyskryds findes. Nej, man fletter stille og roligt ind med hinanden - giver plads og har respekt for andre. Man dytter en del, men ikke de vrede dyt som hjemme, nej bare lige en påmindelse om at man er der. Der er milioner af scootere her - de kører med op til 5 personer på en scooter, hvis ikke de lige har overlæsset den med materialer af hvilken som helst karakter. Vi har ikke set et enste uheld - selfølgelig må der jo ske noget, men med så mange mennesker der kører så tæt, så er det imponerende som trafikken og livet generelt bare glider. Forbuds Danmark kunne godt lære lidt af den kultur - alle de regler og forbud vi har stikker en kæp i hjulet på ethvert initiativ.

Torsdag havde vi booket en 2 dages tur til Mekongdeltaet - Vi blev hentet kl. 7 så det var tidligt ud af fjererne - Det betyder i vores terminologi, at vi er tre der står op, tager tøj på, spiser morgenmad og børster tænder, og så er der en som ligger og snuer under lagnet lige til sidste sekund. Mikkel er bare ikke morgenmenneske! Så en smurt sandwich med i tasken gør underværker hen ad formiddagen når sulten melder sig hos yngste mand;)
Vi blev kørt 3 timer i bus til byen Cai Ne hvorfra vi skulle ud på en lille sejltur på Mekong floden - På sejturen kom vi forbi en slik"fabrik" som laver kokos slik og popkorn - Yderts spændende for ungerne ;) Vi Var på besøg i en bifarm og smagte hjemmeslynget honning. Vi fik også en lille tur i en kanolignende båd - der sad vi alle 4 med Vietnameserhatte på og nød den stille knirken fra båden der langsomt drev afsted. En af "Roerne" på de andre både var nok omkring de 80 - frisk dame;))
Turen var planlagt til at vi skulle videre til byen Can Tho - Vietnams største havneby i Mekongdeltaet. Vi havde mulighed for at vælge mellem at blive fragtet dertil i bus eller fortsætte ad vandvejen i en ca 3 timer lang sejltur. Vi eller rettere sagt jeg valgte at vi fortsatte med båden. Nu var vi jo på tur i Mekongdeltaet!! Det kostede selfølgelig ekstra, hvilket ikke just bragte lykke hos finansministeren som var skeptisk over guidens måde at prakke os denne ekstra sejltur på ærmet..."hvis I vælger bussen så skal I vente meget længe på den og der er en masse trafik og det er meget besværligt....hvis I vælger sejlturen så er det den smukkeste sejltur langs bredden, hvor I har den smukkeste udsigt og kan sidde i ro og mag og nyde solen gå ned over mekongfloden...." Hmmm tja hvor meget ekstra fik han mon for at vi valgte sejlturen til?? Det var en fin tur og jeg synes personligt, at det var en smuk scene der udspillede sig for øjnene af os - 3 timers sejlads var nok lige rigeligt....men efter 3 timer på bumlende veje om formiddagen synes jeg, at vandvejen var at foretrække.
Torsdag vågnede vi så i byen Can Tho - morgenvækning kl. 6 - Vi var så blevet vækket hvert 10 min fra kl. 03 af en høne der vist troede den var en hane med indbygget snooze funktion! Mikkel fik som vanen tro først øjne et par minutter før vi skulle forlade værelset - og da hønen så igen gjaldede af fuld hals siger Mikkel "Hvad var dog det" - det kunne vi godt grine af. Han har et godt sovehjerte den dreng;)
Endnu en sejltur på Floden ud til det flydende marked, hvor vietnameserne handler med hinanden ude på floden fra deres både. Sofie og jeg kom ombord på en anden båd og købte lækre skrællede ananas - Sofie synes det var en fest at springe fra båd til båd og handle ;))
Vi aflagte også et visit på en fabrik der rensede ris og en risnuddelfabrik - Spændende at se hvordan de pr. håndkraft laver tingene.
Vi havde så ikke helt regnet med at busturen tilbage til Ho Chi Minh fra Can Tho ville tage 5 timer, det var næsten ikke til at overskue. Trafikken er horibel og vejene er så bumlede, at vi flere gange næsten rørte loftet. På vejen gjorde chaufføren pludselig et stop og dyttede flere gange - ud kom en dame på den modsatte side af en kraftigt trafikeret vej og vupti vupti kastede hun madpakken over til guiden som tog imod ;) De er herlige ligetil herude!!
Nå, men nu lakker Vietnam opholdet mod enden - idag fredag går turen til Thailand og nye eventyr venter forude.
Åh glemte da lige afslutningsvis at berette, at mit minihospital nu er taget i brug - Et bygkorn i øjet udviklede sig til en giga infektion hos mig, så med kanyler, sprit og sterile mescher samt en god gang antibiotika tror jeg nu det går mod levesiden for mig. Man er vel ikke operationssygeplejerske for ingenting;))) - men kønt det har det sgu ikke været - godt vi har solbrillevejr her;)