Sumatra all inclusive - vulkanudbrud, jordskælv og kannibaler...

Onsdag var dagen, hvor vi skulle tage afsked med junglen. Lidt vemodigt, men også sådan det skulle være. Tiden stod stille der ganske vidst, men stedet bød på adventure, og vi havde haft vores. Vi tog afsked med Dodi og junglen forsvandt i bagruden. En lang køretur ventede forude. Jeg var ved godt mod ovenpå junglens fredfyldte stemning, men følelsen af panik listede sig igen ind på mig. De kørte så forfærdeligt, og hver en mulighed for en overhaling blev afprøvet. Jeg forsøgte at aflede ved at tage et spil yatzy med ungerne, men selvom sejren var sød, så fulgte der en omgang køresyge med i handlen. Jeg var så tæt på at ofre morgenmaden, og heldigvis var det samme tid som chaufføren med det orange fipskæg mente, at det var tid til en tissepause. Jeg klarede mig og kom langsomt til mig selv igen.

Frokosten blev et stop ved en ganske simpel og ikke specielt appetittelig gaderestaurant på vejen. Vi havde bedt chaufføren holde ind, når der var et spisested, så der var ikke andre muligheder. Jeg fik gestikuleret fire portioner til kvinden og med er fingerknips var bordet fyldt med små retter. Ingen bestik, så vi måtte rulle små riskugler med fingrene og dyppe i saucerne. Hele herligheden kostede 26 danske kroner, og selvom Mikkel nu mente, at tiden havde været for knap, så mente jeg nok, at vi alle gik mætte derfra. Vi skulle videre, chaufføren sagde yderligere tre timer, thomas's gps sagde en en halv. Chaufføren fik ret, mage til stejl og snirklet bjergvej, højere og højere op. Overfyldte busser og lastbiler med den ildelugtende durian frugt blæste ned af bjerget. En forulykket lastbil holdt og spærrede et stykke oppe og forlængede rejsetiden endnu mere. Jeg var så træt af at sidde i en bil i Indonesien. Endelig fremme. Syv timer havde turen taget. Vi steg ud i den kølige bjergluft her 1500 meter oppe på bjerget i byen Berastagi. Overalt på tage, biler og scootere, lå et fint lag aske fra vulkanen Sinabung, som et par dage forinden var gået i udbrud, og stadig spyede aske og lava ud. Man kunne skimte askeskyen fra byen, længere væk var den ikke.

Vi havde ikke nået at tjekke ind på hotellet, før Dodis ven kom trillende om hjørnet på sin scooter. Han skulle være vores guide for de næste dage, det havde de selvfølgelig fået ordnet. Med et kæmpe smil på og dreadlocks der var snoet rundt ovenpå hans hoved, holdt på plads af et bredt fleecetørklæde. Han var da nok lige indbegrebet af en lokal guy. Vi fik lagt planer for dagene, og jeg kunne få pakket det våde tøj ud fra jungleturen dagen forinden. Intet kunne tørre i denne luftfugtighed. Det var så klamt, og vores kondisko havde jeg forsøgt at vaske rene, og nu var de drivvåde og duftede ikke ligefrem af roser. Føj. Jeg måtte forberede ungerne på at vulkanvandringen kom til at foregå i våde sko, hvilket ikke gjorde mig særlig populær.

Vi gik en tur ned i byen for at finde aftensmad. Det så altsammen lidt snusket ud, men da vi passerede "Mr Happy Days" bod blev vi fristet. En lækker duft fra wokretterne bredte sig. Han levede nu ikke helt op til sit Mr Happy skilt, kun da Thomas sagde, at det så lækkert ud, trak han en lille smule på smilebåndet.

Vi var så fremmede her også. Alle hilste, vinkede og hujede når vi hilste tilbage. De var ved at falde ud af bilerne af nysgerrighed. Det var en underlig fornemmelse at være så anderledes og føle alles øjne rettet mod en. Ungerne var helt cool med det. Ærlig talt vidste jeg snart ikke, hvad der kunne slå dem ud af kurs. De var så overraskende positive og nysgerrige og tog bare det hele ind.

Underholdningen denne aften var sidste halvdel af Harry Potter, inden det var tid til at krybe under dynen, og der blev vi hele natten, for for første gang på rejsen var der behov for varme.

Torsdag. Adventure dag påny. Vi blev hentet af Mr Smiley, ja det hed han. Mr Smiley havde selvfølgelig en rigtig rastafari bus, og der blev vi losset ind i og afsted. Vi skulle bestige vulkanen Sibayak, som dog var i ro i øjeblikket. Luften var tør af aske fra vulkanen Sinabung og under morgenmaden havde vi set, hvordan den dalede ned som sne udenfor vinduet. Det var ret vildt at være så tæt på en vulkan i udbrud.

Vi kørte så langt bilen kunne tage kampen op med de hullede og stejle veje, og måtte stige ud for at gå resten af turen. Så var det på med de våde sko, og minerne blev lidt stramme. Mr Smiley tilbød ham straks sine strømper, da vi også havde glemt at få dem med, men efter et par minutter var Mikkel allerede blevet afledt af alle de planter og bær Mr Smiley fandt på vejen. Han vidste ret så mange ting den mand, og vi duftede og smagte løs og lyttede med store ører. Langsomt kunne vi høre en summen, som stod der et fly parat til at lette, ud af jorden kom dampen i stråler og lugten af svovl ramte os. Vi var tæt på toppen, nogle steder stod vand i små søer og kogte, og vi kunne se ned i krateret nedenfor. Det var vildt. Al den energi lige under vores fødder. Moder jords energi. Vi gik ned i krateret og Mr Smiley ledte an. Vi gik i hans fodspor, for han fortalte, at trådte man i en lille boblende kilde kunne foden synke i og ens ben ville blive kogt. Ingen trådte ved siden af. Så skulle vi pludselig forcere nogle kæmpe klippeblokke dernede, hvilket jeg på ingen måde kunne se idéen i, vi kunne da bare gå udenom brokkede jeg, men når den indonesiske udgave af BS bare kravlede hen over dem, og på ingen måde havde tænkt sig at ændre ruten, så var det bare med at følge trop, til stor hujen fra resten af mine følgesvende, da jeg fik rumpen med videre.
En tur videre op på toppen på den anden side, i håbet om at kunne skimte Lake Toba derfra, men skyerne og asken fra Sinabung gjorde det ikke muligt. Nedad igen. Benede var så ømme fra jungletrekkingen, der iøvrigt havde budt på bestigning af hvad der svarede til 65 etager, og nu igen denne klatretur der endte med at blive på ti kilometer, men vi klarede den allemand, og ungerne fløj igen afsted, som var de i deres totalt rette element.

På nedturen fortalte Mr smileys om sin bedstemor. I ramme alvor berettede han om, at hun havde været kannibal og havde spist en masse hollændere. Jeg troede ham i første omgang ikke et sekund, for det lød da fuldstændig crazy, men ikke desto mindre var det sandt. Hun var fra en Batak stamme og havde levet hele sit liv i junglen. Hollænderne havde invaderet landet, og hun havde aldrig set hvide mennesker før, og troede de var dyr. Et nemt bytte i øvrigt, så de havde spist dem i rigelige mængder. Ørerne og næserne var de mest delikate, da de knasede godt. Først da flere mennesker kom til landet end de kunne nå at spise, blev af disse forklaret, at det ikke var hensigtsmæssigt at spise mennesker. Seriøst, var det virkelig sket for så kort tid siden. Han fortalte også, at de skrifter der var omkring kannibalisme, at det kun var sket få gange i forbindelse med ofringer, på ingen måde var sande, hans bedstemor havde spist masser. Mr Smiley kunne ikke lide at høre sin mor fortælle historier om den tid, men det var sådan det var, og hans bedstemor havde ikke vidst bedre. Han suppelerede lige med, at den sidste kannibal åd sin egen kæreste, og da man ikke ville have kannibalisme mere, men heller ikke udførte dødsstraf, blev han istedet ført ud på en af Indonesiens mange øde øer, og blev derude til han døde af alderdom, så blev hans lig hentet og han blev begravet på øen Samosir i Lake Toba. Wow en historie, og så lige efter at have besteget en aktiv vulkan. Vi var så meget på eventyr. Næsten nede igen stødte vi på en slange i vejkanten. Mr Smiley blev helt trist da han troede, at den var død, men da han så at den levede endnu, og havde en vital hale, som de åbenbart skulle have for at klare sig, blev der ydet førstehjælp med min vandflaske, og den blev nænsomt lagt ind i det høje græs.

Vi var lidt sultne ovenpå klatreturen, og da Mr Smileys bedstemor var gået bort, turde vi godt blive kørt hen til et sted at spise frokost. Den blev nydt på hans nevøs restaurant. Lokalt og super lækkert. Mr Smiley måtte lige afsted efter ungerne der havde fået fri fra skole, og vupti kom han retur på en lånt scooter med de lækreste tre unger. Tvillinger på 8 og en storebror på 10. Hans kone kunne ikke lige nå at hente, og da hun dukkede op, fik vi også hilst på hende. Smuk, venlig og nysgerrig på hvad vi var for en flok.

Vi takkede for mad, og satte afsted mod en varm kilde. Vi skulle bade i det varme vand fra vulkanen. Mr smiley beordrede Mikkel til at tage et par gode dukkerter, for han syntes han kunne ane en smule feber hos ham. Mikkel havde det nu skønt, men når medicinmanden sagde det, så passede det nu nok, og han havde jo også været vag for et par dage siden. Desuden klarede han også lige Thomas's nakke der var blevet svirpet lidt af solen, vupti strøg han ud for at finde en omgang blade som han pressede til en aloe vera lignende substans og klaskede det på ham. Vi fik også en snak om Mr. smileys hår. Det var over en meter lange dreadlocks, som var lagt ovenpå hans hoved. Han var jo oprindeligt også fra en Batak stamme, og hans hår var helligt. Det synes Mikkel var ret sejt. Helligt hår.

En gruppe unge mennesker sad lidt derfra og tog billeder af os i ét væk, sådan var det hele tiden, hvor end vi gik og stod, så var der en linse rettet mod os enten i smug eller helt åbenlyst som der. Det var virkelig mærkeligt, men også ret ligegyldigt for os, så vi lod dem bare give den gas.

Jeg fik også bekræftet, hvad jeg egentlig nok efterhånden kunne mærke på mine ømme lår. Jeg spurgte Mr smiley om man som guide vurderede hvem man skulle have med på tur, og så lavede ruten efter deres fysik. "Altid", sagde han, men vi havde jo muskler og var fitte, så valgte man en tur der gav udfordringer. Ja tak det havde vi mærket både i junglen og her, men det trøstede mig da lidt at vide, for der var folk, vi mødte inde i junglen i badetøfler og med vandrestave, som jeg ville sværge til aldrig havde klaret det terræn, vi blev præsenteret for.

Efter en omgang forkælelse i kilderne, drog vi lettere døsige med videre. Det lokale marked ventede, og dog havde vi set en del på egen hånd, men sammen med Mr smiley fik vi en helt anden oplevelse. Alle kendte ham der, og han smøg sig rundt og viste os naturmedicin og før end jeg vidste af det, var jeg smurt ind i en kanelduftende substans, som skulle virke fortrinligt imod forkølelse. Jeg var ikke forkølet, men duftede nu af risengrød og kanelkrans. Mr smiley viste os frugter og lod os smage alverdens sager, vi aldrig selv ville have faldet over. Han var en vis mand, jeg troede efterhånden at det eneste han ikke vidste noget om var sin egen fødselsdato, da det åbenbart ikke var specielt væsentligt, når man var vokset op i en søskendeflok på otte og forældrene havde adopteret syv mere.

Sidste stop var et lille visit hjemme hos Mr smiley. Han inviterede os med hjem, for at vise os det hus han og hans kone havde bygget. Vi var for nysgerrige til at afslå, og fik set et fint og dog yderst simpelt hus. Men hvor var det autentisk og spændende at få et kig ind i deres dagligdag. Ungerne så tegnefilm, og blev så tilfredse med, at vi havde købt pandekage med hjem til dem efter anvisning om at det var deres favorit. Cicilia var igang i køkkenet. Der var ingen stole men blot et par madrasser på gulvet ovenpå. Alle tingene var genbrugsmaterialer, men de havde efter hvad vi kunne forstå et hus i en god stand på en attraktiv beliggenhed. Vores verdener lå så langt fra hinanden, men det var et hus der emmede af hygge, glæde og fremtid.

Vi blev kørt helt til døren, og sat af efter en dag med knald på indtrykkene. Mr smiley kørte dyttende afsted med to af sine unger siddende derinde. De skulle videre til Taek Wondo. Sådan blev vi lige for en kort bemærkning tilskuere til en lille lokal families dagligdag i byen Berastagi på Sumatra.

Til aften gik vi ned i byen igen. Målrettet hen til Mr Happy Day. Han smilende lidt bredere nu vi kom tilbage. Mikkel fik endda lov at komme bag disken og følge de kulinariske tryllerier. Dog var han lidt stram i betrækket da Thomas spurgte hvorfor han som kineser boede i Indonesien. Han var ikke kineser. Det var jeg nu ikke så sikker på, for trækkene var slående, men det stod ikke til diskussion.

Fredag. Klokken var 04.45, og jeg vågnede med et sæt. Sengen bevægede sig fra side til side, udenfor rumlede det langt væk fra, og skabsdørene stod og klappede. Vi var blevet ramt af et jordskælv. Thomas og Sofie var lysvågne som jeg, men der skulle mere end et jordskælv til at få Mikkel ud af drømmeland.Der blev stille igen, og vi lå og lyttede til lydene udenfor. Var det mon det, eller var der mere i vente. Omkring ti minutter senere rystede det hele endnu en gang, lidt længere og lidt kraftigere end sidst, og alting blev igen stille. Det var vildt og skræmmende på en gang. Aldrig havde jeg før oplevet noget som dette. Klokken 5 begyndte moskeen sin vanlige morgenbøn, og vi blev beroliget af, at så var alting nok som det skulle være, og vi døsede hen. Da det blev rigtigt morgen fik Thomas googlet sig frem til, at et jordskælv med 4.5 på Ricther skalaen havde ramt med epicenter lige under byen Berastagi. Heldigvis i 47 kilometers dybde. Det var virkelig en oplevelse vi aldrig ville glemme. Måske ikke så underligt endda, for med Thomas ved roret var der altid lidt mere spænding på programmet.

Under morgenmaden stødte Mr Smiley og Cicilia sig til. Vi skulle køres til Lake Toba, og det havde vi hyret ham til. Vi fik en hyggelig snak med dem, de var de hjerteligste åbne mennesker. Cicilia fulgte med i bussen hen til børnenes skole, og vi fik lov at komme med ind og hilse på dem og se hvordan en lokal skole her var. Der var de dejligste smilende unger overalt. Vi spottede deres i mængden og vinkede farvel til dem. Vi forstyrrede så meget med vores tilstedeværelse, os fremmede hvide mennesker.
Vi fik taget afsked med Cicilia, og satte afsted. En køretur på små fire timer med diverse små pauser inkluderet. Mr. Smiley kørte som en ægte rastafari, roligt og sikkert afsted. Det var en sand fryd at være passager her. Vores første stop var i en Batak stamme. Vi fik lov at se deres 400 år gamle langhuse, hvor otte familier boede sammen. Der var ikke meget plads til privatliv. Ved indgangen af huset, var der tradition for, at kvinden, når hun skulle føde, sad og holdt fast i et håndtag på hver side af døren. Sådan kunne det vel også klares. Husene var bygget, som en hyldest til kvinden. Døren og vinduerne skulle symbolisere hendes ansigt. Nedenunder de tykke pæle huset var bygget på, var lagt hår fra en kvinde, som skulle beskytte mod jordskælv. Det stod der endnu, så mon ikke det gav mening. En 96 årig kvinde gik og ordnede køkkenhaven foran, inden hun uden besvær besteg den stejle trappestige op til huset. En mor kom også derop med sin datter. Moderen var helt rød i munden af de euforiserende blade, de alle gik og tyggede i. Hendes røde tandløse smil lyste op i mørket derinde, da hun så at Mr Smiley havde bragt flere blade med som tak for deres gæstfrihed. Bag huset var et miniature hus, som fungerede som gravsted for familiemedlemmer. Så kunne man besøge dem hver dag, og et år efter begravelsen blev knoglerne gravet op, og hængt op i loftet af langhusene, så deres sjæl kunne beskytte dem. Hvor var der mange måder at leve på, og slet ingen facitliste.

Vi fortsatte vores vej mod søen, men gjorde et stop ved et vandfald, hvor vi også kunne nyde vores første glimt af Lake Toba. Med sine grønne bjerge der omkransede den, var den noget af det smukkeste, jeg havde set. Lake toba var verdens største kratersø, skabt af en supervulkan for omkring 70.000 år siden. Dengang havde den ændret klimaet på hele kloden, og udslettet det meste af populationen på jorden. Ude i søen lå øen Samosir, som var vores destination. På denne ø levede stadig mange af disse Batak stammer.

Lidt sjovt, som Thomas resonnerede sig frem til, skulle vi bo på en ø i en sø på en ø. Svært at følge med, men sådan var det, for vi var jo stadig på øen Sumatra, og skulle nu bo på en ø der. Skørt.
Vi valgte at bestille en omgang kylling og ris på endnu en simpel og på ingen måde appetitlig restaurant. Pludselig kløede mine ben overalt. Jeg blev ædt op af myg inde i restaurantens kølige mørke. Jeg rejste mig og forlod min plads, jeg skulle bare ud i lyset og have luft. Thomas kendte mig ret så godt, og vidste, at nogle gange skulle jeg lige have et break. Tyve myggestik rigere og knap så mætte fortsatte rastafaribussen mod havnen.Vi nåede færgelejet. Det lokale, for Mr Smiley synes ikke, at vi skulle betale mere end 14 kroner ialt for os alle fire, for at sejle dertil. Han ville følge os helt dertil, men vi insisterede på, at vi kunne klare den derfra. Vi kunne se på ham, at det virkelig var svært at slippe os, og vi fik adskillige sedler med med telefonnumre og adresser. Det var så lokalt og så autentisk det her. Jeg vidste godt, at det havde jeg nævnt mange gange før om dette indonesiske eventyr, men det var det. Der var os og alle de lokale. Da vi nåede øen tog vi rygsækkene på nakken og begav os afsted. Oppe ved hovedgaden holdt en lokal bus ind, og vupti var vi læsset ombord med taskerne på taget.
Mr Mas Cottages dukkede op langs vejen. Jeg havde været en smule modløs, for alt hvad vi havde passeret indtil da var ikke andet end langhuse og blikskure, og hvor end jeg nødigt ville indrømme det, så var mine grænser for det primitive liv ved at være nået, men jeg forsøgte af hensyn til resten af holdet at holde gejsten oppe. Mr Mas Cottages fik tårerne frem i mine øjne. Her var rent og pænt og indbydende. Jeg fik ærespladsen, så jeg kunne vågne op med udsigten ud over søen og det smukkeste landskab. Tourguiden kunne godt mærke, at jeg trængte til lidt restitution ovenpå alle disse vilde oplevelser. Han havde tryllet igen, og jeg glædede mig uendeligt til et par dage her med absolut minimum på programmet. Tiltrængt.

Lørdag. jeg vågnede til den smukkeste udsigt. Jeg elskede at kunne se vand. Det gav mig en indre ro, jeg virkelig trængte til ovenpå nogle vilde og virkelig spændende dage. Der var absolut intet på programmet, selvom Thomas dog allerede var begyndt aftenen forinden at foreslå både scooterture og vandreture i området. Det blev nedstemt med tre mod en.
Hvor havde Indonesien mange facetter. Fra det vilde adventure til det smukkeste landskab, og en ro som kun fandtes her. Det vildeste vi kunne trække os op til denne formiddag, var at få afleveret en sæk vasketøj, ellers blev der læst bog og drukket kaffe i solen. Vejret var blændende. Solen bagte ned på os, og her stadig i omkring en kilometers højde, hvor søen lå, var det en smule mildere. Udsigten gjorde nærmest ondt i øjnene, og langt borte i disen kunne vi skimte vulkanen Sinabung, som denne dag var i ro. Typisk når vi havde forladt byen, så blev alt fredeligt igen.
Om eftermiddagen lykkedes det alligevel at få os alle med på en lille gåtur ind til byen Tuk Tuk nær derved. Vi nåede ikke langt, før vi blev standset af en gruppe unge mennesker, der så frygteligt gerne ville øve deres engelsk kundskaber på os. Vi tog os god tid. Efter den anden og tredje gruppe der ligeså ville interviewe os, var tålmodigheden ved at være lidt flosset, men vi havde intet at skulle nå, og vores unger fik lige en gratis engelsk lektion oveni hatten. Mikkel var da også helt med på hvad "Oh you are so cute and handsome, and you have so beautyful eyes" betød.
Thomas smuttede til frisør, og vi traskede hjemad med posen fuld af lækkerier, det var vel lørdag. Vi bestilte mad i restauranten og tog det med på værelset, det var altid så hyggeligt at sidde bare os fire. Så var der film tid, Ice age 5, og udenfor silede regnen ned. Hyggeligt.
Vores indonesiske eventyr var ved at lakke mod enden. Hvor havde havde det budt på mange indtryk, som nu kunne blive proppet med i rygsækken. Jeg ville slutte med et citat som jeg læste i et interview med en af mine forbilleder Mikkel Beha: "Sagen er jo, at eventyret begynder der, hvor det planlagte og velkontrollerede ender. Og det planlagte og velkontrollerede liv er måske ikke farligt, men efterlader heller ikke indtryk af den slags, man husker og vokser af".