Kuala Lumpur. Here we go again....det bliver aldrig kedeligt

Onsdag. Sidste dag på Hard Rock. Fem nætter var det blevet til, og hvor havde vi nydt de vilde omgivelser. Vågnede op lettere radbrækket efter endnu en nat i selskab med Mikkel og hans lange arme oveni mit hoved på kryds og tværs. Men der var stadig ikke noget mere hyggeligt end at holde en lille sovende dreng i hånden. Jeg måtte hellere få mit korpus ned i centret, nu det var tilgængeligt. Endnu en femmer og samvittigheden var i orden. Op på altanen og nyde morgenmaden imens ungerne fik øjne. Selv den lækreste morgenmad kunne ikke gøre det op for den udsigt, vi havde her.

Poolen kaldte, ja jeg vidste godt, at det var lidt trivielt, men det var også vildt lækkert at have afslapning og vinterferie på skemaet. Mikkels ven kørte en lidt anden dagsrytme end os, så den var ofte over middag, før de indfandt sig ved poolen. Lidt frustrerende for Mikkel, for når Lasse så endelig dukkede op, var vi klar til frokost. Men de fik nu alligevel rigeligt tid til at fange Pokemons, som nu igen havde indtaget Mikkels univers for alvor. Det var vidst godt, at vi snart skulle videre, væk fra wifi og Pokestops, men idag fik den fuld skrald. Eftermiddagen gik med basketball kast og rutsjebaneture, tegnekonkurrence om hvem af os der bedst kunne tegne Mr Bean, åbenbart kunne jeg ikke helt imponere Mikkel, der hurtigt fik tegnet sin version af hvordan han virkelig så ud.

Lasses mor spurgte os, om vi ikke kom til at kede os på sådan en lang rejse. På ingen måde, men nu var den del af kransekagen hun havde været vidne til jo også total dasetid, de kendte jo ikke til vores nylige Sumatra eventyr, og alle de andre eskapader vi havde tumlet rundt i. Kedsomhed havde ingen plads på dette eventyr.

Der var også tid til lidt mor forkælelse i form af Café latte i solen. Lækkert. Lige for at toppe den, skålede vi for et skønt ophold med en "War slammer". En coctail inden aftensmad var en farlig kombination, Sofie var vældigt optaget af, om vi nu kom til at dingle rundt, men vi klarede den med værdigheden i behold. Troede jeg. Vi fik taget afsked med Lasse og hans forældre, og det danske par med teenage tøserne. Hyggelige mennesker. Nu skulle vi igen ud og være anonyme i storbyen. Det havde også sin charme. Sofie stemte for et sidste visit på Hard rock cafe til aften, for igen var vi havnet i den situation, at de danskere vi var omgivet af, ganske forståeligt, gav den maks gas med ferie og derfor havde gæstet den adskillige gange i løbet af ugen, og det synes hun bare ville være så lækkert. Kompromiset blev, at vi nappede indisk denne aften, og så satsede på cafeen i Kuala Lumpur istedet. Alle var tilfreds. Sådan blev det den indiske. Igen. Ja, mad var et stort tema i mine fortællinger, men maden var et tema for sig, og når vi ramte spot on, så fortjente det at blive nævnt, og det gjorde det her. Godt nok måtte vi tvinge det sidste naan brød i os af frygt for den indiske fatter, der havde svoret, at vi havde bestilt alt for meget mad. Han skulle ikke have det sidste ord i den sag, og fik det heller ikke.

Dagene på Penang var talte, og dagen derpå bød på endnu en flyvetur. Kuala Lumpur ventede. Thomas havde en del gode argumenter linet op for et gensyn med denne storby. Tvillingetårnene, som Mikkel jo ikke rigtigt kunne huske fra sidste gang, og et glas fra Hard rock, og så lå det jo lige på vejen. En tourguide som jeg vidste ville elske at smage lidt på storbyen igen, og han fortjente også at blive hørt, sådan som han havde forkælet os. Sådan blev det, og jeg var klar til nye eventyr efter godt en uge på denne charmerende malaysiske ø. Penang havde budt på mange skønne, skæve og anderledes oplevelser. En kulturel Shake og et sammensurium af farver, kunst og lækker kaffe. Et mere tillukket folkefærd, hvor vi igen mødte den største gæstfrihed der, hvor vi lagde pengene. Ude omkring på gaderne, var der længere mellem smilene.

Stranden var smuk, men indbød ikke til en dukkert af fare for jelly fish, så heldigvis havde poolen klaret alles behov for vandsport. Mikkel havde så meget mere at fortælle mig om Pokemon, og efter hvert sekund at høre: "moar ved du godt hvad den der pokemon hedder, moar ved du hvad den der pokemons udvikling er....", lavede vi en aftale. Efter maden satte vi os i ti minutter helt uforstyrret, hvor han så kunne få luft for al hans viden, og der i receptionen, eller respektionen, som Mikkel stadig syntes lød bedst, blev jeg sat godt og grundigt ind i pokemon verdenen, afbrudt af et par rullende øjne, når spørgsmålene blev for åndssvage fra min kant. Vi var blevet så gode til det der med at rejse. Finde kompromiser der tilgodeså os alle, og lide der var pokemon højest på listen. Sidste nat i denne omgang med Mikkel i midten, sidste nat med havet klukkende nedenfor.

Torsdag. Tid til afgang. Hele danskerkolonien skulle bryde op denne dag. Helt okay, vi have været der, og var klar til nye eventyr. Jeg trængte også snart til en nat uden Kong Fu pandaen i midten. Jeg havde ikke tal på, hvor mange slag jeg havde fået i ansigtet, og hvor mange hidsige skub der var kommet fra sofies side. Men Mikkel havde hver morgen ytret, at han havde sovet aldeles fremragende. Desværre gik det op for os at "Teddy" var et kort bekendtskab, han var flygtet i sengetøjet. Mikkel blev belært af sin far om, at man skulle holde styr på sine ting, men der måtte jeg altså give Mikkel ret. En bamse skulle da ligge i sengen, det var da ikke hans skyld, at den var blevet bortført i et lagen.

Sofie fik lige en Hard rock pose med i farten. Man skulle da have en morgenkåbe med. Klart. Afsted det gik mod lufthavnen, i en bil med Hard Rock malet hele vejen henover. Vi skulle med propelfly krydse det lille stræde mellem øen og fastlandet. Utroligt så mange lyde der var at spore i sådan en lille maskine. Det knirkede, brummede og bumlede en del. Landingen føltes som sad vi i en Go card. Så havde vi den oplevelse med i bagagen. Vi var ikke nået længere end toilettet i lufthavnen inden jeg blev mundlam. En rengøringsdame pegede på Sofie og spurgte, om hun var min datter eller søster. Jeg vidste ikke helt om det skulle tages som et kompliment, men valgte at grine lidt af det.

Vi var havnet i storbyjunglen igen. Imens vi nærmede os indre by begyndte bygningerne at strække sig mod himlen. Hvem fandt tvillingetårnene først? Der blev holdt godt øje, og der gemt bag høje mure stak de to særegne spidser op. Vi fik nøglen til vores bolig for de næste dage, og igen var vi havnet i højderne. Tiende sal og med udsigt til toppen af tårnene. Sejt. Poolen lå på fjerde etage, og den blev straks indviet, for det var en af de varme dage. 38 grader havde termometeret j taxaen vist. Ungerne fandt en engelsk bog på hotellets boghylde, og så sad de der på solsengen, hvor Sofie læste op og Mikkel oversatte. Så seje de var. Engelskundervisningen havde igen sneget sig helt ubemærket ind.

Et ordentligt regnskyl forsinkede vores tur hen til tårnene. Ungerne og især mikkel var så spændt på at se dem igen. Ud i byen, lægge nakken tilbage og skue op i de uendeligt høje bygninger, overalt var der fristelser og vestligt kendte skilte og slogans. En skærende kontrast til Mr smiley og Bukit Lawang. Vi nåede tårnene, og selv om vi havde stået på selv samme spot for tre år siden, var gensynet fuld af begejstring. At Thomas havde samme T-shirt på som sidst var til stor morskab for holdet, onkels rejsende Mac i sin rejseuniform. En inder spurgte Mikkel, om han måtte tage en selfie med ham, og det blev et meget bestemt "nej" fra den unge mand. Sidst vi var her havde en inder holdt ham fast og taget et billede, nu var man blevet stor nok til selv at sige fra, og han var ikke lige i stemning for en inderselfie i denne omgang.
Vi gik en tur ind i centret, og strøg hjemmevant afsted derinde. Min begejstring for disse iskolde centre var at finde på et lille sted, men vi fandt en lækker burrito til aftensmad, selvom Mikkel var ved at give op over for Food court konceptet, hvor der var hundredevis af forskellige tilbud. Når man var en sulten 8 årig dreng, så var det alt for mange valg at træffe. Heldigvis ramte vi plet, og alle gik fornøjede og mætte derfra. Ud i den lune aften, solen var gået ned og vi kom lige tidsnok til showet i parkens springvand bag centret. Med musik og farver var det en smukt syn, og med baggrundskulissen af parken, og bag den alle byens højhuse som med lys og farver gav ekstra kulør. Et tordenvejr i det fjerne lyste himlen endnu mere op, og vi krydsede fingre for, at vi nåede tørskoede hjem. Vi rundede lige supermarkedet i centret efter morgenmad til dagen derpå. Så billigt og så tilfredse vi var, lidt for meget med i poserne som altid, og så var det hjem og sige godnat efter endnu en rejsedag med oplevelser spundet derind i. Tårnene blinkede på nattehimlen, og vi kunne gå en rolig nat i møde, nu hvor kong fu pandaen havde fået sin helt egen seng.

Fredag. Vi tog os en stille start. Regnen silede ned, så Thomas's morgentur var indstillet. Klokken nåede at blive elleve inden vi kunne melde klar. Det var så hyggeligt igen at kunne sidde omkring et bord og spise morgenmad, så tourguidens tidsplan skred allerede fra dagens begyndelse. Han var begyndt at blive lidt presset, nu hvor han ikke havde været afsted på sonderingsrunden, men lige så snart vi satte afsted var alt godt. Solen lå bag disen, og gaderne emmede varmt og fugtigt fra morgenens regnskyl. Afsted det gik, ud at udforske byen, ind og ud af centre med nakken lænet tilbage. Lidt nemmere at komme omkring her, hvor der rent faktisk var etablerede fortove til os på gåben. Jeg blev udstyret med en Starbucks, Thomas havde regnet ud, at det altid var godt givet ud for at få ro fra min kant, og sådan snirklede vi os omkring alle ved godt mod. Vi fandt trapper, der spillede som var de et klaver, vi fandt endelig en H&M hvor Sofie kunne få sig en bikini. Det samme gjorde jeg, men et sandt mareridt var ved at udspille sig, da jeg i prøverummet omringet af begge mine unger som heppekor febrilsk kravlede i den, og måtte sande at underdelen var en tand for stram. Det måtte alligevel have sat sine spor at løbetræningen havde været sat ud af spil, indtil jeg til stor begejstring fandt ud af, at jeg i farten havde grebet en underdel to numre mindre end hvad jeg plejede at kunne kravle i. Puha.

Vi gik en tur i parken bag Twin Towers. Så skønt med disse grønne omgivelser omkranset af den sydende storby. Skyerne hang faretruende grå derude, og der gik ikke længe inden himlen åbnede sig over os. Vi var nået hen til Hard rock efter et glas, og kunne heldigvis gå nogenlunde tørskoet tilbage til tårnene under halvtag lavet til samme formål. Det var ikke sjældent at en regnbyge kom forbi på disse kanter. Sidste punkt var aftensmaden. Burritos til ungerne, igen, og lækker sushi købt i supermarkedet til de voksne. Et kæmpe måltid for under 50 danske kroner, det kunne vi godt vænne os til. Hjem gennem regnen. De små og stor ben var trætte. 12 kilometer var det blevet til. Nu skulle det gøre godt at komme hjem og hygge omkring bordet. Sushien blev nydt og Mikkel var ikke sen til at bede om at smage. Det faldt i hans smag, så nu måtte vi håbe, at det ikke blev på Mikkels spisedage, at vi valgte sushi på menuen.

Lørdag. Vi vågnede op til solens stråler på en blå himmel. Dejligt. Ungerne sov længe ovenpå byvandringen dagen forinden. Det var hårdt at være turist i storbyen, men også ret så sjovt. Jeg var også lidt mærket, sådan var det tit, for hvor var der mange ting at holde øje med. Høje bygninger, ungerne foran mig, trafikken med venstrekørsel og altid semi grønt allesteder, smukke ting, grimme ting, sjove ting og seje ting. Overalt var der noget der skulle omkring harddisken og tygges igennem, alt imens vi bevægede os rundt i storbyjunglen. Thomas var sædvanen tro smuttet ud for at se byen vågne. Det blev lidt senere end vanligt, før han dukkede op igen. det var der en grund til. Han kom hjem med fire billetter til Twin Towers klokken 17.30 samme dag. Dem havde han troligt måtte stå i kø for at få fingre i her fra morgenstunden. Sejt. Mikkel skulle også kunne huske denne oplevelse. Vi begyndte dagen ved poolen, solen kunne ikke finde derind, kun en lille stribe kunne vi liste os til. Vi havde formiddagen fri, og jeg tog chancen for en lille morfar efter frokosten på værelset. Dejligt.
Det var blevet eftermiddag før vi fik samlet os sammen. Målet var en gåtur hen til "Central market". på vejen derhen ramlede vi ind i et andet lille marked, og før vi havde set os om, var tasken igen fyldt med alt fra punge til Ipad covers. Det gik stærkt her i storbyen.
Central market genkendte jeg fra sidste visit i Kuala Lumpur, men ganske fint marked og vi fik et par julekugler med malaysiske motiver med derfra. Videre gik det mod tårnene. En sort sky truede kraftigt med at lukke op for sluserne, så vi ilede afsted så meget varmen tillod os det. Men ak, fem minutter før vi var i sikkerhed blitzede et lyn ned i bygningen lige overfor. En kraftig elektrisk ladet rungende skrald ramte os, og så kom regnen. Der stod vi midt i en tordenbyge, og her kunne man ikke løbe zig zag mellem dråberne, himmel og jord stod i et. Vi søgte ly under halvtaget over fortovet, men det plaskede lige så vildt fra neden som fra oven. Tiden gik, og vi havde jo en aftale i tårnet, så vi måtte drage til handling. Vi fik prajet en taxa, tog tilløb og kastede os alle fire ind. Chaufføren sad så der og så ud som om han intet kendte til Tvillingetårnene. Rystede på hovedet og slog ud med armene. Vi var femhundrede meter derfra. Så fandt han på at sige, at han ikke kunne køre os derhen, for så ville han få ballade. "Oh My God, Come on", lød det spidst fra min mund, og ud væltede vi igen, og nåede på den ind og ud stigning at blive pænt gennemblødte. Ballade tsk tsk, jeg skulle give ham ballade.
Vi tog chancen endnu engang, og denne chauffør så lidt undrende på os druknede mus, der var steget ind i hans bil, hvor sunshine reggae musikken kørte for fuld skrue. Vi så alle sammen på ham med en forventning om, at vi igen skulle igennem endnu en sang fra de varme lande. Men han kørte os bare til døren. Tak for det. Kombinationen af det kolde storcenter og vores nærkontakt med regnen fik mig til at fortryde, at jeg ikke havde pakket en ekstra trøje med. For sulan da lærte jeg det aldrig. Men op i tårnene kom vi, og så midt i den vildeste tordenbyge, det lød da som den bedste opskrift ever. Udsigten var selvfølgelig begrænset af det våde og grå vejr, men til gengæld så vi det tordenvejret fra det vildeste view.
Nede igen måtte vi ud for at få lidt varme, især mig, jeg kunne knap mærke mine fingerspidser længere. Aftensmaden blev en sammensurium af kebab, sushi og burritos. Mikkel valgte sushien, og efter nogle stykker begyndte han at kigge langt efter min kebab med ordene: "Ja det er faktisk rigtigt, at man ikke skal have for mange stykker af det sushi". Så byttede vi menu, og alle var tilfredse.
Vi var godt brugte. Dagen havde endnu engang budt på så mange indtryk. Vi satte os på trappen i parken bag tårnene, og nød det flotte vandshow endnu engang. En smuk og stemningsfuld afskedssalut på dette fantastiske gensyn med Kuala Lumpur.