Indonesien vi glemmer dig aldrig...

Søndag. Vi vågnede op til et skyet og vindblæst landskab. Men uanset, så var her billedskønt og ganske dragende. Ingenting på programmet igen idag. Da ungerne havde fået øjne kunne vi lige slæbe os op i restauranten og bestille en omgang omelet og pandekager. Thomas havde som sædvanligt mod på lidt øfræs, så han lejede en scooter, og snuppede Mikkel med på tur. De kom tilbage med smil op til begge ører. De havde fundet et Indomarked på øen, og havde købt snickers med hjem til mig. Sødt.

Frokosten snuppede vi i restauranten, og den søde pige, Misley, der arbejdede her så helt urolig ud, da hun tog af bordet. "I never see Mikkel eating anything". Vi kunne forsikre hende om, at han nok skulle tage for sig, det var bare ikke altid, når vi andre syntes, at det var spisetid. Misley fyldte 20 år i denne måned, hun havde arbejdet på Mr Mas Cottages i to år. Hun arbejdede hver dag fra 6.30 til 23.00 med en pause på to timer midt på dagen. Man skulle måske ikke klage, når man synes det var lidt stramt med tiden derhjemme. Vi kunne godt blive lidt triste på hendes vegne, tiden var aldrig hendes egen, og hvornår skulle hun få mulighed for at bygge sin fremtid op under disse vilkår.

Over middag smuttede Sofie med bagpå scooteren. Her på øen var der næsten ingen trafik, så de kunne i ro og mag snirkle sig afsted i det kuperede smukke landskab. De lysegrønne rismarker i front, søen og de grønne bjerge bagerst, og mellem disse et par hvide hejrer eller en ørn svævende forbi.

Jeg fik facetimet med min dejlige veninde, tiltrængt at se hende i øjnene. Når jeg var hjemme igen, var der en del, der skulle vendes over et glas rødvin eller to blev vi enige om. Sofie lærte at lægge syv kabale, og vi fik skrevet postkort til nogle af de skønne mennesker derhjemme. Pludselig så vi, derude på søen, enden af en regnbue, der spejlede sig i vandet. Et sjældent syn. Måske der stod en krukke med guld dernede i dybet.

Aftensmaden foregik igen på værelset. Sammen bare os fire, og selvom vi nu snart i to måneder havde været uadskillelige døgnet rundt, var vi ikke løbet tør for samtaleemner. Det var nærmest ikke til at få et ord indført, og hvor var det skønt, at vi havde så meget på hjerte, så meget vi kunne dele med hinanden. Thomas og jeg tog os det privilegie at stjæle lidt tid, og satte os til rette med første afsnit i serien "True detectives". Imens blev der lagt kabale og spillet iPad i baggrunden. Hyggeligt.

Så var det sengetid, for imorgen var en af de slemme rejsedage. Vi havde lavet en aftale med Mr Smiley, så klokken 10.00 ville ham holde klar ved færgelejet for at køre os hele vejen til Medan. Det betød, at han først skulle køre to timer hen for at hente os, og så retur til Berastagi, som vi skulle passere for at komme til Medan, plus omkring tre timers kørsel yderligere før vi var fremme, og så hjem igen. Vi ville til enhver tid hellere køre med ham i rastafaribussen end at blive kørt retur af endnu en fartgal maniac bag rattet. Han havde brug for pengene, og vi ville sørge for lidt ekstra drikkepenge, for hvor havde han og hans familie gjort et kæmpe og uforglemmeligt indtryk på os alle. De tjente lige præcis til dagen og vejen, han arbejdede som guide, men kunne ikke få så mange kunder, idet hans bil ikke var af den standard som størstedelen ønskede, når de skulle på tur. Han havde ikke råd til en bedre, og denne her levede på lånt tid på disse bulede veje. Vi kunne ikke lade være at bekymre os om hvordan det ville gå dem, hvis bilen gik i stykker. Den var hans levebrød, men han virkede som en mand der så muligheder og havde troen på, at alt skulle ordne sig hen ad vejen.

Vækkeuret bimlede og vi kastede et sidste blik ud på søen udenfor. Vores weekendophold i de smukke omgivelser var nu forbi, og stikket skulle igen sættes i. Jeg havde på ingen måde set frem til denne dag. Køreturen tilbage til Medan, Indonesiens tredie største by med 3,5 millioner indbyggere, der ikke havde ry for at være hverken indbydende eller turistvenlig. Men vi kunne ikke komme udenom det, for dagen derpå havde vi flybilletter til Penang, og hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at komme med det fly, ville det være mest hensigtsmæssigt at rejse til Medan dagen forinden. Trafikken var så tæt og infrastrukturen så ringe, at der var stor risiko for, at et eller andet ville spænde ben på vejen, så hellere en nat i mindre flatterende omgivelser.

Vi fik taget afsked med Mr Mas Cottages, og blev kørt op til hovedvejen, hvor vi blev læsset af, og måtte vente på den lokale bus. Den ankom fem minutter senere, og så var det bare med at mase os ind og sidde i spænd. Vi nåede den lokale båd allerede klokken 9.00, og blev taget imod af Mr Smiley på den anden side. Han havde holdt parat siden klokken 8.00. Han ville ikke risikere, at noget skulle forsinke ham på vejen. Vi satte afsted i rastafaribussen, og havde en lang vej foran os. Mr smiley fortalte igen om alt hvad vi mødte på vejen, sprang ud og skar bark af et kaneltræ til ungerne, viste os forskellige bær, og da Thomas spurgte ham om de engentlig ikke have edderkopper på Sumatra var svaret "overalt". Han kunne simpelthen ikke forstå, at vi ikke havde set dem ude i junglen, men som han resonnerede sig frem til, så have guiden nok haft mere fokus på at vise os orangutangerne, men de have været der i massevis. Yak. Han standsede bilen og sprang igen ud, og stak en pind ind i et knytnævestort hul i klippevæggen. Åbenbart et edderkoppehul, og det var den behårede slags der boede derinde. Den valgte så ikke at komme ud og præsentere sig denne formiddag, men da vi kørte videre, kunne vi pludselig se adskillige af disse huller og nogle af dem ret meget støtte end det han havde pillet i. Afsted med os i en ruf.

Vi nåede Berastagi, Mr Smileys hjemby, ved middagstid og holdt igen ind hos hans nevø for at spise frokost. Cicilia og ungerne var der igen. De have allerede fri fra skole klokken 11.30, så de sad der i deres fine skoleuniformer. Hyggeligt gensyn med dem inden vi satte afsted mod storbyen. Nedad gik det ad de stejle og snirklede bjergveje. Det var en kølig dag i bjergbyen, men der gik ikke længe inden vi kom ned i højde med palmerme og termometeret kravlede opad. Rastafaribussen havde ingen aircondition og i 30 grader og stillestående trafik svedte vi tran. Mikkel ænsede det nu ikke, for han tog sig en ordentlig skraber hele vejen ned ad bjerget. Sofie kogte og var måske lidt varmere end heden alene kunne gøre. Nede i den sydende storby måtte vi køre søgende rundt efter hotellet. Det vi havde valgt lå måske ikke så hensigtsmæssigt inde midt i Medan, hvilket betød, at vi skulle snirkle os hele vejen derind hvor trafikken var aller tættest, men det var hvad der var af muligheder. Desuden var det absolut umuligt at finde, og Mr Smiley løb ind og ud af bussen i et væk og spurgte om vej.

Endelig, og først da klokken var blevet fem om eftermiddagen, fandt vi "The hidden place" og det var ikke paradis der lå derinde. Mage til umuligt hotel på alle måder. Gemt fuldstændig væk i dets falmede blå farve, med en reception man skulle lede efter og et værelse der var lige så slidt som resten af byen.

Sofie var slet ikke sig selv. Jeg hjalp hende i bad i forsøget på at kvikke hende lidt op. Vi var nødt til i samlet flok at komme ned på gaden efter aftensmad. Heldigvis lå der en Pizza Hut femhundrede meter væk, og den blev vores destination. Medan var ikke for sådan nogle turister som os, og pizza Hut var da også det eneste vestlige islæt vi kunne få øje på i ragnarokket af trafik og faldefærdige bygninger. Igen var der os fire som de eneste europæere blandt millioner af mennesker, og igen blev vi mødt af nysgerrige blikke allesteder fra. Medan var præcis som jeg havde forestillet mig det, og så lige lidt værre. Jeg var igang med at læse bogen "Playground" og kunne på så mange måder drage sammenligninger til den gamle kinesiske havneby deri. Beskidt, mørk, grå og ganske kaotisk. Med de røde lygter, der lyste ved de små hustempler rundt omkring. Heldigvis var det kun en sammenligning, jeg ville nu foretrække Medan til enhver tid.

Vi ilede hjem med favnen fuld af pizza og sodavand. Det måtte man godt efter sådan en lang dag på farten. Thomas havde sørget for at vise ungerne pejlemærker, så vi kunne finde hjem. Mikkel havde holdt godt øje, og kunne føre an. Sofie krøb straks under dynen uden aftensmad, og vi andre kæmpede med at holde øjnene åbne lidt endnu, alle undtagen Mikkel, der var frisk og veludhvilet efter den dejlige lur i rastafaribussen.

Tirsdag. Valentinsdag. Dagen hvor vi skulle lægge Indonesien bag os. Vores destination var den malaysiske ø Penang eller pulau Pinang om man ville. Klokken var 04.30, da jeg igen vågnede med et sæt. Sengen rystede. Vi var igen blevet ramt af et jordskælv. 4,9 på Richterskalaen denne gang, men ikke direkte under byen som sidst. Jeg lagde mig hos Sofie, der også var vågnet, og skælvet fortsatte lidt endnu. Vi befandt os på syvende etage, ikke det mest optimale sted at blive ramt af skælv, og vi kunne mærke hvordan bygningen svajede af vibrationerne. Da den rumlende lyd tog af, lå vi stadig og vippede frem og tilbage, og vandet i vandflasken klukkede endnu. Alle mand lå vågne pånær mindstemanden, som igen sov fra det. Jeg var ikke tryg ved situationen, men heldigvis blev der ro, og det kunne blive ved skrækken, men pludselig kom det tæt på. De historier man hørte derhjemme i nyhederne om jordskælvsramte områder hvor bygninger kollapsede. Vi var på vej videre, og jeg var fuld af fortrøstning over at skulle på nye eventyr.
Vi vågnede op til en regnfuld dag i Medan, hvilket bare gjorde byen endnu mere grå og usympatisk. Thomas var gået i receptionen i et forsøg på at få rykket flybilletterne frem, da vi havde fået en mail om, at vi blev forsinkede. Uden held. Det lignede en hel dag i Medan lufthavn, men sådan måtte det blive. Sofie var heldigvis kommet til sig selv igen, dog en smule varm efter sygeplejerskens mening, men hun insisterede på, at hun var helt frisk.
I receptionen lød tonerne fra "Michael learns to rock", en lille påmindelse om noget velkendt hjemmefra i dette fremmede land. Vi blev hentet af Mr Smileys ven, som kørte os igennem Medans regnfulde stræder. Han havde Manchester United på sikkerhedsselerne, så han var godkendt fra begyndelsen. En snirklende og bumlende vej også til lufthavnen. Klokken var halv tolv, da vi trillede ind foran, og kunne takke for turen. Vores fly afgik 17.40 efter endnu en forsinkelse. Vi havde god tid. Meget god tid. Den blev nu efter min mening brugt godt. Matador spil, lektielæsning, frokost på Wendys, klatring på legetårn og en snigpremiere på "Nybyggerne" som foregik i Aalborg, og som Sofie havde ventet spændt på skulle blive sendt. Hurra for godt Wifi når tiden var lidt lang. Ikke en enste gang lød der brok fra de små mennesker. Det var åbenbart langt værre med mig. De synes ofte lige, at jeg øffede lidt over en ting eller to. Jeg kunne altså bare ikke med mug på toastbrødet og kakkerlakker under vasken. Men jeg måtte øve mig, for der var vel altid plads til forbedringer selv fra min front. Jeg kunne efterhånden begynde at indse, at mine små unger var ved at være store. De gav os kamp til stregen, og fornemmede og opfattede så mange ting. Vi var så tætte her, at selv det mindste løft med øjenbrynet blev noteret, og krævede en forklaring.

Vores møde med indonesien var ved at lakke mod enden. Hvor havde vi dog været på et uforglemmeligt eventyr, og hvor var der blevet flyttet uendeligt mange grænser. Jeg ville ikke have været Bali foruden, selv ikke regnen kunne sløre dens skønhed, og Sumatra var bare vildt, autentisk, hårdt, spændende, smukt og uforglemmeligt. Jakarta og Medan var, set i min optik, bagsiden af medaljen, men de gav et særligt indblik i hvad Indonesien også gemte på. Retfærdigvis skulle vel nævnes, at vi jo var ramt af lidt sygdom i Jakarta, og derfor ikke så alt hvad byen havde at byde på. De lange kaotiske køreture med fartdjævle bag rattet kunne vi måske godt have været foruden, men det hørte med til vores historie på godt og ondt, og hvis vi ville på eventyr, så måtte vi flytte os derhen, hvor intet var som vi kendte til det. Hvor havde vi mødt mange nysgerrige og venlige mennesker i dette land, hvor havde vi dog været fremmede, og hvor havde vi dog forsøgt at suge til os af viden og oplevelser. Rygsækken var spækket med minder. Klokken 18.00 satte vi afsted, og kunne kigge ned på de grønne palmer under os. Det var stadig Valentinsdag, og den var ved at være godt brugt, i en lufthavn, i Medan. Romatisk. Vi vinkede farvel med ordene "Visit wonderful Indonesia and be in contact with nature". Så sandt så sandt.