George Town Penang, luksus & lækker kaffe. Jeg var fan

Vi ankom til Penang, Malaysia 19.30 lokal tid. Nyt land. Det syvende på rejsen. Vi var igen syv timer fra dansk tid. Først igennem en lang kø for at få visum, og da det var klaret gik vi målrettet efter aftensmad. Det gyldne M tårnede sig op over os, og det var svært at komme med indvendinger, vi havde trods alt levet af kylling, omeletter og ris i store mængder de seneste par uger.
Mætte på den lidt ufede måde, fik vi fat i en taxa og satte afsted mod George Town, den største by på øen. Den anden største by i hele Malaysia. Ud af taxaens højtalere lød igen velkendte toner fra "Michael learns to rock", eneste lighed med Medan som vi netop havde forladt. Vi kunne hurtigt fornemme, at vi var dumpet ned i en helt anden verden. Vejene var brede og i fantastisk stand, bilen kørte helt lydløst afsted i jævnt tempo. Højhusene tårnede sig op omkring os, og neon lysene hilste velkommen. Hvordan kunne der være så stor kontrast ved blot at flyve en halv time.
Vi var ikke længere de fremmede. Her var vesterlændinge overalt, måske okay at vi kunne gå lidt i med mængden. Vi nærmede os den gamle bydel, hvor vi skulle bo. Det emmede af charme, og ventede bare på at vise sig frem for os. Der var liv i gaderne på de små cafeer, selvom klokken efterhånden var blevet mange. Hvor jeg dog glædede mig til, at det skulle blive lyst, så vi kunne komme ud og udforske denne nye by.

Onsdag. Thomas var ude af døren på sin sædvanlige morgentur, vi andre fik langsomt øjne. Hvor var det fantastisk ikke at skulle være slave af vækkeuret. Vi var landet på det lækreste hotel. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var muligt, havde næsten glemt hvordan luksus føltes. Men den skærende kontrast var en måde at få os til at stoppe op og indse, at ting ikke bør blive taget for givet. Det var også en bekræftelse på, at vi kunne klare lidt af hvert efterhånden.
Morgenmaden var inkluderet og jeg måtte knibe mig selv i armen. Her var så rent og indbydende. Ingen mugne toastbrød og kaffen, kaffen var et kapitel for sig. Brygget på den lækreste maskine med bønnerne kværnet lige for næsen af mig. Der var ingen øffen fra mig denne morgen, og jeg skulle ikke engang gøre mig umage. Ungerne blev bænket ved et bord for for sig, og sådan kunne jeg så sidde og nyde min lækre morgenmad med dejligt selskab fra min skønne mand. Måske der blev holdt lidt ekstra øje med os, for jeg var blevet spurgt hvilket værelsesnummer vi boede på, og det havde jeg måske ikke lige helt styr på efter at have boet så mange steder på så mange numre. Vi tog os god tid, og ungerne ribbede frugtfadene. Vi sad med udsigt til gaden, og bare det, at en bybus passerede forbi dernede skabte beundrende blikke fra mig. En helt stor og ren bus. Ikke helt den standard vi kom fra.

Formiddagen blev brugt så effektivt som muligt, på tagterrassen med jacuzzi og solen der bagte ned. Der var bare os, så det føltes helt som vores lille sted. Jeg var så meget fan af det her. Ved frokosttid smuttede vi ned om hjørnet på Wheelers Café, den havde vi fået anbefalet af et vennepar, vi havde talt lidt med på Samosir Island. Lækker frokost, lidt dyr, men vi var også kommet til storbyen igen.
Tilbage på hotellet og snuppe endnu en omgang sol på taget og med en lækker kaffe hentet i restauranten var jeg godt kørende, inden der stod idræt på skemaet. På de få kvadratmeter værelse lykkedes det at få lavet øvelser så sveden haglede af os. Mikkel gik all in, Sofie var knap så entusiastisk, men klarede sig igennem.
Efter et tiltrængt bad var det endelig blevet svalt nok til en lille byvandring. George Town var også en af de ældste byer i Malaysia, og var på Unescos verdensarvs liste. Den blev grundlagt i 1786 af
kaptajn Francis Light fra England. George Town var et sammensurium af oplevelser, fra de kolonistiske gamle bygninger, til Little India hvor duften af koriander og karry, blandet med indisk bollywood musik omfavnede os. Der var kinesiske templer og farverige krummelurer, hvorend vi lod blikket falde.
Vi besøgte de bevarede pælehuse i havnen. De tilhørte Chew klanen, der kom fra den kinesiske landsby Xinglinshe. De havde nu i flere generationer, i omkring 130 år, været bosiddende der. At bo på pæle betød, at de undgik at betale ejendomsskat, og sådan var det også den dag idag. Pælehusene fungerede nu som en turistattraktion med små butikker, og selvfølgelig faldt jeg i købefælden og købte uundværlige ølbrikker med hjem. Det var her hele byen begyndte, og den lå der endnu, bevaret under Unesco.

Vi gik igennem den gamle bydel og ledte omkring hvert et gadehjørne, i hver en lille port, vi var på jagt efter Street art. Et af George Towns varemærker siden 2012. Det gjorde denne gamle bydel så levende og særlig, og mellem boder og butikker, på en husgavl trukket væk fra gaden eller lige omkring det næste hjørne var det at finde. Man skulle lige stille øjnene ind på det, for ellers ville man i farten kunne tro, at noget af det var den ægte vare.

Maverne var sultne, og da det ikke, som vi ellers havde håbet på, lykkedes os at finde en lille lækker indisk restaurant på vejen, endte vi efter lidt søgen på Wheelers cafe igen. Ungerne foretrak det velkendte, og nu vidste de præcis hvad der skulle bestilles. To omgange bolognese special, værsågod. Hyggeligt, og så endda på "Love Lane", det skulle da lige have været dagen forinden. Valentinsdag. Hotellet lå jo lige om hjørnet, men vejen skulle forceres, og her holdt ingen tilbage for nogen. Det betød et nært ved sammenstød for Sofie og Thomas, og med mig der råbte op til den umiddelbart ligeglade inder på scooteren. Han havde set os fra lang afstand, og gassede bare op, og kørte direkte imod os. I Vietnam kunne vi omringet af scootere krydse en firesporet vej uden besvær, de snirklede sig bare udenom os, her var der åbenbart point for at ramme.

Torsdag. Idag var der præcis en måned til vi igen satte os i et fly med kurs mod Danmark. Hvor havde vi oplevet meget indtil nu, og havde heldigvis stadig et kapitel endnu, hvor tiden var vores egen. Thomas smuttede ud for at se byen vågne, og vi andre tog lige en ekstra skraber. Morgenmaden var præcis lige så lækker denne morgen, og jeg havde fået styr på værelsesnumre så alt var i den skønneste orden.
Tagterrassen og jacuzzien kaldte. Mikkel troede lige et øjeblik, at hans mor var blevet Super Woman, da jeg med et knips med fingrene fik jacuzzien startet. Det var Sofie som lige stak hånden ned til knappen og tændte. Da han indså, at vi havde snydt ham, krævede det lige et øjeblik siddende i skyggen med ryggen til os. Det var ikke i orden, men han blødte hurtigt op igen.

Frokosten blev indtaget på værelset, hentet direkte fra Seven Eleven. Havregryn, yoghurt og cornflakes. På vejen hjem faldt mit blik på en af de mange tekster skrevet på en mur: "Remember that happiness is a way of travel not a destination". Vise ord, og præcis hvad vi hele tiden mindede os selv og hinanden om. Som om en lille påmindelse var sat der, for at krydse min vej.

Sidste afsnit af Riising og mor som underholdning til maden med en afsluttende bemærkning om at huske at få oplevelser sammen med dem man holdt af. Heldigt at jeg havde min Bucketliste, der bare ventede på at blive krydset af. Vi kunne lige så godt nuppe endnu et afsnit af "Kurs mod fjerne kyster" nu hvor nettet var med os. Stadig på Bali med kurs mod Borneo. Spændende og fængende som altid, og da Emil nævnte, at det var stressende at sejle i det indonesiske farvand, kunne vi kun lade tankerne falde tilbage på trafikken på land og tænke, at hvis det var nogenlunde samme standard, så forstod vi ham godt.

Sidst på dagen smuttede vi afsted på endnu en byvandring. Der var et fort og flere gadebilleder at lede efter. Der var skruet godt op for termometeret, og vi tog et lille hvil ved havnen. Mødte de første danskere siden Koh Chang, en lille familie på rejse, som vi talte kort med, inden vi slentrede videre. Vi fandt lidt flere sjove motiver undervejs, vi så St Georgs Church hvor grundlæggeren Francis Light var stedt til hvile, og jeg blev ramt af en duelort som snittede mit hår, arm, nederdel og ben. Jeg øffede ikke en eneste gang, imens jeg stod og tørrede duelort af alt imens tre lokale mænd stod ved siden af med et stort grin på og tilbød mig vand, heller ikke da Thomas grinede godt i skægget over min uheldige situation. Ikke et eneste negativt ord kom over mine læber. Betød det måske ikke held at blive skidt på af en due. Videre mod Subway som var dagens surprice for ungerne, velkendte sandwich til aftensmad bragte lykke. Hjemme igen valgte jeg at snuppe et brusebad inden jeg sluttede mig til resten af selskabet. Damn birds.

Fredag. Igen. Tiden fløj. Vi havde Penang Hills som mål, så vi var klar fra morgenstunden. Med den lokale bybus og til den hampre pris af 12 kroner for for alle fire, gik det gennem George Towns gader. Heldigvis var denne attraktion ikke nær så besøgt her, som da vi stod halvanden time i køen Hong Kong. Vi kom med første sporvogn, og stejlt opad gik det. Vi skulle nyde udsigten over George Town og omegn fra Penangs højeste punkt. Vi havde overvejet at bestige bjerget til fods, men da vi fik oplyst, at det tog omkring tre timer, valgte vi at kapitulere. Sofie var stadig lidt snottet, så vi ville ikke presse citronen, og da vi var nået halvvejs op, kom vi nok også frem til den konklusion, at det var et klogt træk. Temmelig langt og stejlt opad i 35 graders varme var ikke opskriften på en hyggelig udflugt med børn i bagagen. Der var smukt på toppen. Byen lå gemt i disen dernede. Der var selvfølgelig adskillige attraktioner deroppe, men vi nøjedes med legepladsen, og Mikkel fik svinget sig rundt så sveden piblede.
Vi tog bussen retur, og svingede indenom Wheelers Cafe efter Lemon juice til Sofisen. Så var det hjem og hygge på tagterrassen. Dejligt med al den tid. Vi behøvede ikke at ræse afsted for at få vinget det hele af, vi kunne tage det i små etaper som passede os alle. Vi var blevet ret meget fan af "Hotel Chulia Mansion", som vi boede på, så centralt, lækkert og rent. Gratis kaffe døgnet rundt og is med cookies om eftermiddagen. Det kunne man godt vænne sig til, og det var endt med et par ekstra overnatninger. Jeg sugede al denne luksus til mig, for dagen derpå bød på nye omgivelser. Heldigvis på samme ø. Vi var ikke klar til flere lange rejsedage endnu ovenpå Sumatra eventyret.

Som en lille bonus kunne jeg læse om vores jungletrekking med Minna i hælene, beskrevet af Maria Claude, den Canadiske mor som vi fulgtes med på turen. Hun havde sendt mig et foto fra Riwer Raftingen, og en hilsen fra Thailand hvor de befandt sig nu.
Hende og hendes datter Megan havde været foran os på trekkingturen, måske tyve skridt. Det var ret så rørende og spændende at læse hendes beskrivelse. Det var en ret vildt tur. Wow". Jeg kunne jo meget behændigt sende hende vores version, nu hvor morfar havde oversat den. Tak morfar. Hun havde ordet i sin magt, og hvis man ønskede at læse mere om Indonesien, og vores jungletrekking fra en anden vinkel, så var der inspiration og indsigt på godt og ondt, spædet op med et gran humor - God fornøjelse.

http://sailingamelie.blogspot.my/2017/02/on-jungle-trekking-in-sumatra-and.html

Sidst på dagen gik vi ind til den nyere del af George Town, og kiggede indenfor i et af de iskolde storcentre. Det var en mystisk sammensurium af butikker, og indimellem og overalt små og store tegnefilmsfigurer, et Madam Tussaud, som Sofie altså snart gerne ville besøge. Sydøstasisen var bare ikke stedet, for der ville temmelig sikkert være en del, vi ikke anede hvem var. Vi rundede Mr Bean udenfor, og han var da en undtagelse, som åbenbart var et stort hype herude, med bil og bamse og det hele. Altså.
Vi besluttede at spise indisk denne aften, for vi havde på vores vej spottet en restaurant, der så hyggelig og indbydende ud. Det havde Mikkel set frem til, og så måtte det blive sådan. Heldigvis viste restauranten at leve op til vores forventninger, og da det var en af Mikkels spisedage, så var fadene skrabede. "Uhm det er godt", "Er der mere Naan brød", "Wow den her dip er god", "Er der flere rejer", Mikkel kastede maden ind, og forstod at sætte pris på hver en bid. Vores tanker gik til en lille familie på fire, Peter, Mette, Anna og Emil, som ville have elsket maden, og vi ville have elsket selskabet.
Mætte gik vi den korte vej hjem. Satte "Kurs mod fjerne kyster" på, og jeg kunne nyde min fredags Snickers alt imens Borneos velkendte regnskov passerede forbi på skærmen. Sidste nat i George Town, jeg kunne ikke sige, om det var kaffen der trak, eller den unikke stemning i gaderne, men jeg kunne have blevet her mange dage endnu. Alligevel var det også tid til at trække mod stranden. Vi havde fået byen ind under huden, og ungerne, især Sofie trængte til lidt mere luft omkring sig. Dejligt at vi kunne finde løsninger til alle mand, og at tiden var vores egen til at gøre det.

Stemnings billeder af Street art George Town: