En Rocking god begyndelse på vinterferien......

Lørdag. Rejsedag, men inden vi satte afsted mod nye horisonter, var der lige et par ting, der skulle vinges af i George town. Første punkt morgenmaden, og en sidste kop kaffe. Lækkert. Så en lille tur ned for at se et par gademotiver mere, inden vi lynede taskerne endnu engang. Hvor havde vi efterhånden lynet dem mange gange. Lukket døren til endnu et værelse, og med nysgerrig forventning åbnet døren til et nyt. Det var altid så spændende at se hvad der gemte sig derinde, og vi var ret så ferme til at få os arrangeret.

Jeg fik veto på frokosten. Thomas have godt nok nærved fået os overtalt til en omgang ægte indisk gadekøkken, men heldigvis faldt jeg over en noodle biks på vejen med en Tripadvicer pris fra 2015 hængende udenpå. Det var for mig den mere safe version, og det smagte ganske fremragende. Det var lidt svært med de gadekøkkener, men jeg var efterhånden overbevist om, at vi havde fundet ud af at følge vores intuition, ramme de steder, vi synes så ordentlige ud og springe over de mere lumre. Vi havde i hvert fald indtil nu fået smagt en del mere på de lande vi bevægede os rundt i, end sidst vi var afsted, og det var jo et af målene for rejsen.

Ungerne insisterede på, at vi skulle se et par malerier mere, vi manglede på listen. Det betød en lille gåtur i den stegende hede, og betaling af entrebilletter som disse som de eneste krævede, men så kom vi også en tur først gennem Penangs historie. En ret sjov lille oplevelse, historien sejlede vi flygtigt forbi me, men alligevel med et lille stop indimellem. Det var sjovt at se billeder af byen dengang og nu. Jeg faldt over en planche, der beskrev hvordan man dengang bandt små kinesiske pigers fødder ind. Fødderne blev deforme og kun syv centimeter lange i voksenalderen. Det skulle vise velstand, og give dem bedre muligheder for at finde en ægtemand i en velstående familie. Man kunne undre sig. Videre blev vi ført til en ægte turistmagnet i nutidens 3D malede motiver. Det var lidt hektisk da vi nåede dertil, at blive guidet rundt i hvordan arme og ben skulle svinges hen og op og ned for at billedet fungerede. Men ungerne flintrede rundt og poserede.

Ud i den bagende sol igen og retur mod hotellet. Mikkel fik lige købt en maskot med på turen. Mr Beans bamse "Teddy". Lidt skørt, nu hang den så der helt mast i elastikken på hans lille rygsæk. Vores tasker stod deponeret på hotellet, så dem fik vi hentet, og gik de få hundrede meter ned til busstoppestedet. Vi skulle med bybussen til byen Batu Ferringhi "Udlændingenes strand", hvor vi skulle bo de næste dage. Vi ventede ikke længe inden bussen kom rullende gennem gaden, ombord med os og afsted. En lille times kørsel til 13 danske kroner for os alle fire.

Da tourguiden mente, at vi var nær destinationen steg vi af. Stod så der med oppakning på, og Thomas sagde: "så mangler vi bare at finde hotellet" og vupti kørte bussen videre, og Hard Rock hotellet tårnede sig op på den anden side af gaden. Tourguiden havde sørget godt for dagens surprice og den vakte stor jubel hos resten af selskabet. Sofie havde så gerne ville prøve at bo på et Hard Rock hotel, men prisen og timingen havde ikke lige været der, indtil nu. Det vildeste hotel og igennem receptionen kunne man skimte den gigantiske pool og vandrutsjebaner i flere varianter.

Vi fik serveret forfriskende pink limonade, og kunne kigge rundt på denne verden for sig. Personale overalt, poolen derude bagved, montre med tøj fra forskellige stjerner. Det skulle nok blive sjovt. Værelset var ikke helt klar, så vi blev inviteret i restauranten til en lille eftermiddagssnack på hotellets regning. Helt perfekt, for det var lige tid til en kop kaffe, og også her kunne de trylle.

Værelset var vildt. Nok den mest unikke og detaljerede indretning af et hotelværelse, vi havde mødt på vores vej. Udsigten var den der ramte mig først. Vi havde altan med udsigt til både poolen og mit kære hav. Jeg var så tilfreds. Men værelset krævede også lidt opmærksomhed. En billedramme om tv´et. Et maleri af Ray Charles på badeværelset, som kunne forvandles til et spejl, når væggene blev kørt til side og åbnede op ind til værelset. Vildt. Fri film og Bose højtalere. Det var så sødt. Thomas vidste, at jeg elskede det hav, og Sofies ønske var oveni blevet opfyldt. At han så måtte sove på en feltseng, og ungerne og jeg måtte krybe sammen i king size sengen måtte vi tage med. Man kunne ikke få det hele, men det var tæt på.

Vi fik Skypet hjem til besserne, og en Alfred og Asta som charmede som altid. Dejligt at se dem alle og lidt med en klump i halsen at høre mormor fortælle om fætter Frede, der havde fået fjernet fæle spyd ud af sin lille arm og så uden anden bedøvelse end lidt tryllecreme. Så synd for ham, men godt at alt nu var okay, så armen bare skulle trænes op igen.

Denne lørdag aften kunne man vel ikke spise andre steder end på Hard Rock cafe. Så sådan blev det. Sir Thomas som tourguiden blev omtalt her, havde sørget godt for os, og der blev smovset fælt i burgere og fritter skyllet ned med en Carlsberg. Carlsberg blev til det asiatiske marked brygget her i Malaysia, så den var svær at komme udenom, så pyt da selvom vi nu stadig ikke var ved at dåne over savnet til de danske varer. Mætte og denne gang på den totalt fede måde, og med et glas mere til samlingen, var det op på det neon pinke værelse og se film. "Minions" efterfulgt af en snas af "Grusomme mig", begge med engelsk tale, men det lod ungerne sig ikke mærke af mere, og det var bare lige en tand bedre med de originale stemmer. Et sjovt gensyn med de skøre figurer, og dejligt at ligge der sammen og hygge. Bandet spillede nedenfor i receptionen, og pludselig var der fyrværkeri lige foran os på stranden. Det var lige vel meget at gøre ud af det Thomas, men ikke et øje var tørt.

Søndag morgen efter en nat hvor vi tøser havde ligget ude på kanten, og Mikkel havde klaret sig igennem i smørhullet, med armene spredt ud til begge siden og med Teddy ved sin side. Skønt at vågne op til udsigten fra 4.sals højde. Palmer og hav blev bare aldrig kedeligt for øjet. Kineserne var begyndt at røre på sig, og endnu en dag i turistfælden kunne tage sin begyndelse. Det var lige til at holde til.

Ungerne fik øjne og efter morgenmaden, som nu igen stod på yoghurt på værelset, var det tid til poolen. Vi var ikke helt så anonyme her i turist vrimlen som først antaget, for vores poolguy som gav os håndklæder, kunne huske vores værelsesnummer. "Do you remember everybodys number?", spurgte jeg lidt forbløffet, "only the special ones", "special good or bad?", spurgte Thomas "special good", svarede han. Pyha.

Mikkel havde dagen før fundet sig en jævnaldrende dansk legekammerat, Lasse, så da han langt om længe dukkede op, gik de straks igang med at invadere rutchebanerne. Vi havde dagen forinden fået en snak med Lasses far. Vi talte lidt om vores tur, og han spurgte, som vi ofte var blevet spurgt, hvad der havde været det bedste sted indtil nu. Så svært at svare på, for nogle steder var det stemningen eller menneskerne vi have mødt, andre steder et enkelte øjeblik der gjorde forskellen, men jeg sad da med en lille tanke på, hvor taknemmelig jeg var for, at vi var blevet rystet lidt rundt på vores eventyr. At vi havde smagt, følt og duftet så meget på det fremmede.

Eftermiddagen forsvandt i snak. Et dansk par var dukket op ved poolen, og Thomas genkendte dem som nogen vi havde været til fest sammen med hos en fælles ven. Rimeligt underligt sammentræf her på Hard Rock hotel Penang. De havde deres teenage pige med, og en veninde til at holde hende ved selskab. Eneste chance for bare at se lidt til hende, som de sagde. Pludselig var det blevet sent, men snakken var gået så lystigt, og mange emner var blevet vendt.

Vi havde lovet Sofie McDonald til aften, så bedre var vi nu heller ikke, end at det kunne snige sig ind igen igen.Vi gik den lille kilometer derind, og stoppede ved et vandløb, hvor Sofie havde fået øje på nogle kæmpe store øgle krokodille lignende dyr. Thomas googlede dem til at være Asien Water Monitor Lizards. Den anden største øgleart efter komodovaranerne. Omkring halvanden meter lange snoede de sig afsted i det beskidte plumrede vand. De var virkelig vildt store, og så lidt farlige ud. Heldigvis var det hegn mellem dem og os. Vi rundede det gyldne M, og spiste den nok til dato billigste omgang junkfood. Omkring 15 danske kroner for en stor Big Mac menu. Ærgerligt at det ikke var det sundeste i verden, budgettet ville have elsket det i længden.

Vi gik hjem igennem natmarkedet. Det var i mellemtiden blevet stillet op, og strakte sig næsten hele vejen tilbage. Alverdens sager, men priserne var her skruet lidt i vejret. Vi fik købt et spil Uno med hjem og Sofie fik et par Coke ørenringe. Sofie og iskold Coca Cola fungerede ret så perfekt.

Mandag. Første dag i vinterferien derhjemme, betød også første dag i vinterferien hos os. Måske det betød en ekstra sodavand eller chokoladebar. Thomas smuttede ud på sin morgentur, og jeg fik krabbet mig ned i Body Rock det lækre fitnesscenter, der selvfølgelig også var at finde på matriklen. 5 kilometer og jeg kunne takke vulkanvandring og jungletrekking for, at formen stadig var eksisterende, for det var ikke mange kilometers løb der var puttet i skoene i de seneste måneder. Men det var okay, jeg skulle nok tage kampen op når det igen hed Skalborg bakke og omegn. Jeg fik selskab af de to danske teenage tøser, der meget mod min forventning allerede havde fået øjne. Sejt.

Med træningen vinget af var vi klar til endnu en dag ved poolen. Lækkert på sådan en mandag i februar. Mikkel måtte vente lidt på sin kammerat, og begge unger var svært tilfredse med, at vi havde booket to dage mere på hotellet, så der var mere tid til leg og hygge. Det var lidt bekosteligt, men nogle gange måtte man veje op om det måske var godt nok givet ud på den lange bane, og det vurderede vi at det var denne gang.

Frokosten blev nydt på værelset med selskab fra Lasse, drengene delte både passionen for pokemons og tegnefilm, så de var rigeligt beskæftiget. Eftermiddagen gik hen i aften og det var ikke meget vi så til mindstemanden, men vi vidste, at han var at finde i lobbyen siddende på samme stol som sin nye ven og se iPad. Lasses mor skrev på et tidspunkt til Lasse nede fra poolen: "Har I det godt, og I skal svare". Der kom et "ja 🙄" retur. Okay så lod vi dem hygge videre uden vores indblanding.

Det var et blandet folkefærd der gæstede Hard Rock Hotel. Hovedparten af kvinderne bar tørklæde, og nogle få havde kun øjnene fri, og var ellers dækket helt i sorte klæder. De badede i deres dykkerlignende dragter med hætter på, så alt var dækket, og så lige et tørklæde ovenpå. Jeg troede ikke jeg nogensinde kunne forstå det. Den skærende kontrast til os europæere eller australiere, som valsede rundt i små bikinier. Mon de tænkte, det gad jeg godt her i heden, eller fy føj hvordan kan de se sig selv i øjnene. Jeg anede det ikke, og det vakte min nysgerrighed gang på gang.

Aftensmaden blev hentet på den ultra lokale biks nede på gaden. Et forvokset gadekøkken efter min mening, og det var da måske nok også en smule for lokalt, men med supplement fra de velkendte morgenmadsprodukter endte alle maver med at blive mætte. Det var ikke fra min mund brokken kom denne aften ude på altanen med pil selv rejer. Med hver vores device indtog vi altanen og nød den lune aften, uden myg og med havet klukkende derude i mørket. Der blev streamet musik, sjove fjollede indslag og fanget Pokemons, og min ambition om at få læst et par sider i "Den grænseløse", som jeg af uransagelige årsager aldrig var kommet igennem, blev forpurret lidt, men det var hyggeligt.

Tirsdag. Ikke det store på programmet, men til gengæld var der nu lagt planer for næste destination. Kuala Lumpur ventede senere på ugen. Men nu var vi her, og det var også lige til at holde til. Jeg måtte gå forgæves til købmanden på den anden side af gaden. Han åbnede åbenbart først klokken 10, men heldigvis valgte ungerne at sove længe, så maden var klar da de åbnede gluggerne.

Vi havde aftenen forinden talt om, hvor vi mon ville hen på resten af rejsen og hvor længe, for pludselig kunne dagene til hjemrejsen tælles. Mikkel udbrød: "jamen skal vi kun til et land mere inden vi skal hjem, det var da ikke en særlig lang ferie". Tja det var så skønt, at de bare tog det hele ind og nød hvert et sted, og ikke længtes alt for meget efter Danmark endnu.

Frokosten nød vi på den indiske overfor. Det var vildt lækkert og Mikkel havde spisedag og det tog sin tid, men vi havde masser af den, så han kunne trille derfra. Ellers stod den på Pokemon jagt med vennen, og Sofie fik hygget lidt med de danske teenage tøser. Totalt tilfredse unger. En hel danskerkoloni var ved at forme sig her også.

Jeg fik sendt en lille videohilsen hjem til mine dejlige veninder, der skulle tøsehygge derhjemme denne aften. De var bare de bedste, så en lille solskinshilsen måtte være mit bidrag, når nu jeg var i Langtbortistan denne gang. Igen var dag blevet til aften, og vi satte afsted på gåben ind til Subway restauranten, for at tage takeaway med hjem på altanen. Mikkel underholdt mig hele vejen med alskens viden omkring Pokemon, ganske uanfægtet at jeg måske ikke var den sjoveste at dele de erfaringer med. Der var så mange ord i den lille mand. Hjemme blev der råhygget på altanen. Bedre udsigt fandtes ikke, og i det fjerne glimtede det fra et tordenvejr langt borte. Ungerne var blevet lovet en aftenbadetur og sådan måtte det så være. Ikke det værste at love i 30 grader i februar.

Lidt mere stemning fra George town...