Bali et kort, vådt men forunderligt visit

Tirsdag. Vi gjorde hvad vi kunne for at holde modet oppe, for vores bange anelser holdt desværre alt for godt stik for vejret. En enkelt massiv byge om eftermiddagen kunne ikke gøre det. Der var tale om adskillige voldsomme byger spredt ud over hele døgnet, så mulighederne for at komme ud og se mere af denne skønne ø var yderst begrænsede. Vi havde besluttet, at dagen skulle være helt uden aktiviteter på programmet. Mikkels beslutning så det passede ham svært godt. Vi luskede ned til poolen om formiddagen, hvor solen næsten havde fået held med at skinne igennem skydækket, men et øjeblik efter blev der total mørkt og sorte skyer hang faretruende over hovedet på os. Det blæste op, og så vidste vi godt, at det ikke var tale om en byge der drev forbi. Nu befandt vi os jo i en pool, så det var ikke ren ulykke, men alligevel blev det en tand for kraftigt og vi måtte gå på land.

Vi satte os i receptionen imens værelset blev gjort rent. Man kunne da altid glæde sig over, ikke selv at skulle rede seng og vaske håndklæder for en tid. Jeg rendte af med sejren i yatzy, og så var der endnu mere at glæde sig over. Derudover tog jeg lige en gennemgang af boghylden dernede, og vupti fandt jeg "Playground" på dansk, som længe havde været på min must read liste, det endte jo med at blive en stor glædesrus. Lige indtil vi lod blikket falde ud på gaden, hvor regnen silede ned og blev fejet bort fra flisegulvet i en ulige kamp.
Jeg følte mig en smule skyldig, for Bali havde jo været på min ønskeliste længe, og nu havde vi godt nok i fællesskab, men med min stemme vejende tungt på vægtskålen, truffet beslutningen for længe siden, og booket flybilletten her til. Vi havde nok alligevel valgt anderledes, hvis vi havde vidst at vejret var så ringe på denne årstid. Havde vi bare kunne komme omkring og se de smukke landskaber med vulkaner og rismarker, men det grå og yderst våde vejr med lavthængende skyer gjorde sigtbarheden kort og oplevelsen en helt anden. Vi tænkte mange tanker, for skulle vejret virkelig sætte en stopper for vores færden, det passede os dårligt. Desuden kunne vi vel nok tage på udflugt også i regnvejr, men priserne var tilmed skyhøje her på øen, også udenfor sæsonen. Omkring tusind danske for en endags tur, hvilket gjorde, at vi lige tænkte os om en ekstra gang.

Efter frokosten gik vi en lille tur i Sanur by og købte ind til aftensmaden, som skulle nydes på værelset. Der var ikke mange turister, så der blev kaldt fra hvert et gadehjørne, og dytten fra hver en taxa i håbet om, at kunne indfange lidt mønter fra os. Vi blev fanget i endnu en gigantisk byge, og var ikke inkarnerede nok til at have husket at medbringe en paraply, så vi måtte pænt vente til der var et lille ophold, så vi ikke skulle svømme hjem. Vi trængte til at trøstespise lidt, så vi gik i konditoriet, der hørte til hotellet. Vi valgte fire lækre konditorkager og sad så der og mæskede os, og mobbede mig lidt mere over, at vi sad her på Bali og spiste kage i regnen. Men humøret var stadig højt, ungerne nød, at programmet var rimeligt frit. Vi voksne tænkte tanker, og forsøgte at finde den bedste løsning i den givne situation.

Aftenen blev tilbragt hjemme, hvor der blev linet op med cupnudler, flutes med dertilhørende øl og sodavand, for det måtte man godt, når det stadig regnede. Aftenen blev afsluttet med Harry Potter film og imens tre af os smuttede til drømmeland, sad tourguiden stadig oppe og forsøgte at få flybilletter, så vi snart kunne komme videre ud i verden. Det lykkedes ikke helt, så da jeg slog øjnene op næste morgen var han igang igen. Mission completed. Torsdag dragede vi til Jakarta.

Men i dag var det onsdag, og denne morgen vågnede jeg op til de dejligste beskeder fra familie, venner og kollegaer. De sødeste ord, og en påmindelse om, at vores færden blev fulgt med interesse derhjemme. Det rørte mig dybt, at vi havde så skønne mennesker derhjemme, som ville ønske os det allerbedste eventyr og interesserede sig for hvordan det gik os derude.

Onsdag var også dagen, hvor vi ville trodse vejrguderne og komme ud at se noget mere af denne frodige ø. Paraplyerne blev pakket med, og hotellets minivan holdt klar. Vores chauffør talte godt engelsk, og hvad vi havde booket som en køretur til byen Ubud, blev til en tur lige efter vores ønsker. Prisen havde været en fjerdedel af, hvad vi ellers kunne finde af tilbud, så vi havde ikke regnet med meget.

Jeg var top klar til at lege turist. Vi satte afsted, og hurtigt blev vejene smalle og stejle. Rismarker begyndte at dukke op udenfor vinduet og første stop blev på et batik værksted, hvor vi så hvordan de step by step indfarvede stof i smukke mønstre. En langvarig proces og et gedigent håndværk. Vi afslog at gøre holdt og se den balinesiske dans. Det ville vare en time, og foregik udendørs. Vi havde mange ønsker for dagen, kunne sikkertt risikere endnu en byge, så der måtte prioriteres.

Næste stop havde jeg glædet mig særdeles meget til. At jeg ikke skulle nyde noget af at spise græshopper i Bangkok, men nu kastede mig hovedkuls ud i dette projekt, vækkede undren hos mine øvrige rejsefæller. Der skulle drikkes kaffe. Ikke almindelig kaffe, men lavet på afføringsrester fra Luwak dyret. Måske ikke umiddelbart delikat, men siden det var så sjældent, og kun kunne opleves på Bali, så var jeg klar.

Kaffebønner blev før i tiden importeret fra fjerne lande, og var ikke de lokale forundt. Luwakken eller palmerullen, et kattelignende og iøvrigt kræsent dyr, spiste kun de fineste kaffebær. Dens tarmsystem opløste skallen, men den hårde kaffebønne kom ud i dens afføring. Den fandt de lokale på at samle op fra jorden. De rensede dernæst bønnen, og ristede den over ild. Den blev malet og man havde den mest smagfulde kaffe. Der blev kun produceret omkring 250 kilo Kopi Luwak kaffe om året, og den var yderst bekostelig. Et kilo kunne koste op imod 6000 kroner. Jeg måtte give dem ret, den var faktisk så god, at jeg investerede i lidt at tage med hjem, så man kunne ikke vide sig sikker, når jeg næste gang inviterede på kaffe. En dyr men sjov souvenier. Vi fik udover kaffen serveret omkring 15 forskellige smagsprøver på the og kaffe, og fik set de kattelignende dyr liggende inde i deres træhuler og producere kaffebønnelort. Det var virkelig en oplevelse at sidde der med alle sanserne ude og smage løs.

Vi ilede videre, vi skulle nå så meget af Bali på denne ene dag. Vi nåede Monkey Forrest. En hellig skov beliggende i udkanten af byen Ubud. Vi nåede lige netop derind og mødte de første aber inden himlen åbnede sig over os. Vi søgte ly under et tag, hvor aberne fes om benene på os, og ventede på den mindste mulighed for at stjæle hvad nu der kunne bruges. Man skulle undgå øjenkontakt og helst ikke vise tænder, så der blev øvet ret meget i at optræde ganske mimikløst derinde. Det var dog lidt svært da en af aberne pruttede i sin hånd for dernæst at lugte til hånden, siddende der og så helt forurettet og alvorlig ud. Tålmodigheden var ved at være brugt, og regnen havde ingen intentioner om at høre op foreløbigt, så vi priste os lykkelige for valget af klip klapper og svømmede retur mod bilen.

Vi ville gerne have set lidt mere af byen, men i øsende regnvejr var det et håbløst projekt. Vi kørte istedet mod risterrasserne en halv time derfra. Vi drejede ind ad en lille smal og stejl vej til "the hidden place". Derinde gemt helt væk lå den fineste restaurant med udsigt ud over de frodige lysegrønne risterrasserne. Der satte vi os til rette og nød en frokost med burgere og sodavand. Det måtte man også godt selvom det var onsdag, for det regnede jo stadig. Da jeg tog et billede af Sofie og Thomas, med risterasserne i baggrunden, sneg Mikkel sig til at nuppe en tår af Thomas øl, hvilket fik de fem serveringspiger bagvendt til at fnise en del. Da maden var nydt, rundede vi lige festen af med at se den største edderkop til dato, siddende i sit spind lige ved siden af, omkring 15 centimeter lang. Yak.

Vi besluttede at trodse regnen og blev sat af i centrum af Ubud. Det var egentligt Sofie, der tog beslutningen, måske fordi hun troede at centrum betød center. Det lykkedes at få prakket mig et par sandaler på til den nette sum af 25 kroner, inden vi gik mod den ventende bil. Det regnede stadig, så det var vel okay at trøsteshoppe.

Hjemme lå der en hilsen fra housekeeping. Sofie havde skrevet en seddel til personalet på hotellet, og den var blevet gengældt. Sødt. Det var åbenbart dagen hvor søde hilsner tikkede ind fra nær og fjern, for Mikkel kunne åbne sin skolemail og læse beskeder fra alle i klassen. Så sødt. De fik et svar retur hver og en.

Aftenen blev rundet af med endnu et afsnit af "Kurs mod fjerne kyster". Denne gang fra Bali, som vi så kunne se på Bali. Lidt skørt, og ret hyggeligt, og egentlig en god bekræftelsigelse på, at vores udflugt idag havde givet os et kort og intensivt, men godt indblik i noget af det øen havde at byde på.

Torsdag. Tid til at lægge Bali bag os. Thomas og jeg gik en morgentur, og det var vel næsten overflødigt at nævne at det regnede. Vi gik ned til stranden, og så hvordan lavvandet havde lagt alle de små både på grund. Langt ude slog bølgerne stadig vildt ind over, hvad vi havde læst skulle være et koralrev derude.

Inden vi satte kursen mod lufthavnen, gik Sofie og jeg en tur ned i byen. Der skulle købes en lille ting til en bette niece snut derhjemme. Vi satte afsted med chaufføren fra gårsdagens tur. Vi havde batlet ham ned i en god pris for at køre i lufthavnen dog lige med et sving omkring Kuta by efter endnu et glas fra Hard rock. Heldigvis var vi i god tid, for der var et kaos af biler, hvilket gjorde det nærmest umuligt at komme frem på øen. De havde valgt netop denne dag til at vende en del af trafikken i håbet om, at det kunne løse nogle af propperne, men det skabte en del forvirring. Vi nåede lufthavnen præcis klokken 13.00, som han havde estimeret, og vi sørgede for, at der kom lidt ekstra drikkepenge med i handlen for besværet.

Vi måtte desværre konkludere, at timingen for vores besøg på denne pragtfulde ø bare ikke var god nok. Jeg forstod godt, hvad det var folk faldt for her. Det mest hjertelige og venlige folkefærd, den frodige natur, de smukke og farverige klæder og trævarer, deres fine uniformer med pandebånd og bælter. Deres daglige donationer som lå på kantstene, altid placeret der inden dagens gøremål, foran hvert et hus, foran hver en butik for at beskytte og sikre velstand og tryghed.

Jeg kunne godt ønske at vores besøg her var blevet længere, det var helt sikkert blevet et dyrt ophold, for der var så mange smukke ting at købe her. Men vi måtte acceptere, at vejret satte en stopper for det. Komodo øen måtte også blive et uskrevet kapitel til trods for, at det var et stort ønske især hos tourguiden. Der var for langt, og vejret taget i betragtning ikke værd at rejse til. Jeg tænkte nu nok, at det måske var okay, mest set i lyset af Mikkels nylige omgang næseblod, og alle vores skrammer og sår efter myg og andet kravl.

Bali tak for nu. Du havde formået at vise os din skønhed selv i dit vådeste element. Jeg ville ønske det blev på gensyn, for jeg var slet ikke færdig med at opleve denne del af Indonesien.

Nu ventede den femte hovedstad på rejsen forude. Jakarta, Indonesiens hovedstad. Det lykkedes os at komme med en bluebird taxa, som efter sigende skulle være de mindst korrupte. Taxameteret kørte, men det var desværre mere end man kunne sige om trafikken. Vi sneglede os afsted og efter halvanden times kørsel, faktisk samme tid som turen i fly tog fra Bali til Jakarta, var vi fremme. Endelig. Jeg var virkelig ved at få nok af at sidde i kø, vi havde næsten ikke lavet andet dagen igennem. Thomas sad og trippede på forsædet, for solen var gået ned, og hans planer om at nå at se lidt af byen denne eftermiddag var allerede kørt i sænk.

Sulten havde for længst meldt sig, så det blev en hurtig men overraskende indtjekning på værelset. Thomas havde nemlig hele dagen sagt, at værelset vi kom til var 15 kvm, og ungerne var lidt pressede over udsigten til at ligge i en skotøjsæske. Det vil sige Mikkel var egentlig ligeglad, bare der var wifi i æsken. I den kæmpe store og elegante reception havde både Sofie og jeg nu tænkt, at det ikke rigtigt matchede med så små rum, men man vidste jo aldrig. Værelset lå på 15. etage, og var 115 kvm stort, med ikke mindre end tre toiletter, hvis man da talte ståtoilettet med. Tourguiden havde endnu engang gjort det godt, og så gjorde det ikke noget, at han lige havde holdt os lidt hen i troen om at sove i lag. Så var det tid til aftensmad.

Jeg kunne godt have nuppet restauranten på hotellet, men jeg kunne mærke at Thomas virkelig trængte til at blive luftet, så vi gik hen til et storcenter i nærheden. Alverdens ragelse på den ene etage efter den anden, og et forkølet foodcourt på toppen. Jeg tog en hurtig og bestemt beslutning, for vi var efterhånden nået til det punkt hvor blodsukkeret var lavt og ingen rigtig vidste ud eller ind. En omgang Dominos pizza med hjem på værelset, hvor der blev hygget omkring et spisebord for en gangs skyld.

Fredag. Der var tidlig morgenvækning. Klokken 04.00 gjaldede det ind til morgenbøn fra moskéerne nedenfor. Jeg ville være lidt omsorgsfuld og tilbyde Thomas ørepropper, men det betød bare, at jeg vækkede ham istedet. Ups. Min første tanke var, at det da var mega irriterende, hvorfor man absolut skulle involvere alle os i deres bønnetider, og så klokken 4 om morgenen. Det havde jeg svært ved at se meningen i. Men min nysgerrighed blev alligevel vakt, og jeg måtte google det lidt nærmere. Indonesien var primært et kæmpemæssigt muslimsk land, og bønnerne foregik fem gange om dagen, hvor en imam kaldte til bøn. Man skulle bede til den mægtige Allah og vise taknemmelighed for alt det han havde givet mennesket, alt dette på denne jord. Jeg kom nok aldrig til at forstå det med de bønner, men at udvise respekt eller forstå var to forskellige ting, så det måtte blive sådan, og så tog vi morgenbønnen med.

Idag var der dømt "kidzania", og som navnet antydede betød det, at vi for en stund skulle træde tilbage og lade ungerne komme til roret. Nu havde vi trukket dem igennem templer og storbyvandringer i ét væk. Med en omgang havregrød kogt i en gryde for en gangs skyld, var vi klar. En ny by, betød nye regler, hvilket betød lidt forsinkelse inden vi fandt en taxa og kunne komme afsted. Kidzania var en verden i børnehøjde. Voksne var forment adgang på de forskellige forlystelser, for børnene skulle have plads og ingen indblanding fra forstyrrende forældre. Vi var lidt udfordret på den sproglige barriere, og fik et par gange nødtvungent smøget os med ind for at oversætte, men faktisk kunne vi igennem glasruderne se, at ungerne klarede det forbløffende godt uden vores indblanding.
Der var ikke mange der havde forvildet sig ind i denne børnejungle, heldigt for os, for ungerne var næsten alene ved hver en ting, og havde lidt ekstra mulighed for at få forklaret, hvad der skulle foregå. Ved frokosttid var det Sofie og Mikkel der stod i køkkenet og kreerede burgere til os alle, og da klokken slog 14 og vores tid var gået, havde de nået 15 forlystelser i alt lige fra pilot til vaffelmager. En intensiv lektion i engelsk på næsten egen hånd. Det havde krævet dyb koncentration, og havde flere gange skubbet lidt til deres grænser, men de have været seje og kastet sig ud i det. Sofie havde taget med på et par af forlystelserne for Mikkels skyld, for hun var ved at være en stor pige, og her blandt de asiatiske unger tårnede hun sig op. Det var sødt, at hun ville hjælpe sin lillebror.

Hjemad gik det. Vi rundede Starbucs efter en tiltrængt kaffe to go til mig, og forbi nabo bygningen hvor Hard Rock hørte til. Vi havde et skype møde at skulle nå, og havde planlagt at resten af eftermiddagen skulle stå på afslapning. Klokken 17.00 dukkede en masse skønne unger op på skærmen. Mikkels klassekammerater, som savnede ham så meget og gengældt. De fjollede og spurgte og fortalte i et væk, og Mikkels fantastiske lærere sørgede for, at alle blev hørt, og alle fik svar. Det var virkelig så fantastisk som de interesserede sig og ville sætte tid af til at komme på besøg hos os i østen. At lade Mikkel vide, at han var savnet. Det var dyrebart.
Planen var, at vi ville køre mod Chinatown om aftenen, men planer havde det indimellem med at blive ændret. Mikkel var træt og varm, og hans øjne havde hele dagen været hævede og kløende, som de nogle gange blev. Måske han havde en snert feber, og ville have bedst af en aften under dynen. Så Thomas og Sofie blev sendt afsted. Sådan måtte det være nogle gange, og jeg var den der bedst kunne klare en aften i Jakarta tilbragt på divaneseren med room service og en omgang Mr Bean med mindstemanden. Men det var da lidt vemodigt at se taxaen runde hjørnet nedenfor, da jeg vinkede dem afsted fra 15. etage.

Vores rejsefæller kom hjem efter hvad der havde været endnu engang "Stuck in Traffic". Det meste af tiden var brugt siddende i en taxa, men de havde dog nået en Mc Donald på vejen. Alle samlet igen, sådan som det helst skulle være, og så var det godnat fra Jakarta. Vækkeur behøvede vi ikke, det klarede Moskeén for os. Nu ventede snart et eventyr ind i Sumatras vilde jungle, der hvor wifi og varmt vand var en unødvendig luksus....