På eventyr dybt inde i Borneos jungle.....

Vi stod op til silende regnvejr onsdag morgen. Det havde trommet på taget hele natten, og det så ikke ud til at stilne af. Det var selvfølgelig forventet, at vi ville få regnen at se her. Men vi havde nok glemt hvor kedelig den egentlig er at være i selskab med. Dog er temperaturen stadig omkring de 28 grader, så I kan nok tænke jer at luftfugtigheden er nærmest 100%. Glattejernet er pakket nederst i tasken, det giver ikke meget mening her, så jeg siger igen hej til et ægte Monica look...

Monica Look ;)) (Tak for lån af foto K;)

Vi strøg ned og fik morgenmad under en parasol i regn, med flot udsigt ud over havet. Så op og få lynet taskerne, for nu skulle eventyret for alvor begynde. Vi blev hentet og kørt til havnen, hvor en lille motorbåd ventede på os, og nogle andre der skulle med ud på Turtle Island. Da vi lagde fra land sagde guiden, at det ville blive en ret heftig vippe tur, og hvis de vurderede at bølgerne blev for høje ville de vende om. Så blev redningsvestene lige strammet en ekstra tand ind.

Først gik det stille og roligt, og jeg tænkte hold da op det er da intet at snakke om – knap havde jeg tænkt tanken til ende, før vi ramte bølgerne. Tre kvarters sejlads hvor vi halvdelen af tiden fløj i luften, den anden halvdel hamrede vi mod bølgerne. Har man prøvet Rib It båden hjemme i Aalborg ved man hvad jeg snakker om, når jeg beskriver det her som ca. 100 gange vildere!!!

Ungerne hvinede og hujede, dog indstillede Sofie jublen da søsygen begyndte at melde sig. Mikkel forsatte med at håbe på større og større bølger. Da vi nåede Skildpaddeøen var jeg taknemmelig for at der var 1 1/2 time til frokost. Min morgenmad sad pænt langt oppe i halsen.

Vi blev sejlet ind på en smuk sandstrand, desværre var vejrguderne ikke helt med os, så regnen er fulgt med. Meget taknemmelig for at vi valgte de vandtætte tasker til rejsen! Men mangler nok lige en regnjakke – alt i alt tror jeg dog, at vi vil føle os ret klamme (læs fugtige) hele ugen her;)

Malariemedicinen er taget i brug. Det var lidt en kamp, at få Mikkel overbevist om at det var en nødvendighed, og den første pille endte dog også i et glas vand. Men han er blevet skrap til det. Sofie tager dem uden problemer. Desværre er deres små næser begyndt at løbe. Jeg tror de kolde shoppingcentre har lidt med det at gøre.

Nu er vi så kommet til Turtle Island – en lille Malaysisk ø liggende ca. 40 min. sejlads fra den fillipinske græse. Her skulle vi tilbringe den næste døgns tid på et rehabiliterings center for grønne havskildpadder. Vi fik vores værelser – to stk, så vi skulle dele os for første gang på turen. De var pæne og rene, og jeg var helt lettet. Der var både lys og rindende vand, men det var så også det! Stedet blev åbnet for turister i 2004, for på den måde at kunne skaffe flere midler til rehabiliteringsprojektet. Vi var ca. 20 turister den dag. Der kan være op til 50, men ikke flere. Det er vigtigt at reglerne på stedet bliver overholdt, for ikke at forstyrre deres arbejde med skildpadderne.

Efter frokost, og her må jeg lige tilføje, at sikke et par pragteksemplarer af unger vi havde til bords. Vi vidste, at der kun var en ret, og intet andet mad, så det var de nødt til at spise sig mætte i. Uden problemer satte de ris og kylling til livs. Noget er der da rykket sig ved dem på turen. Derefter gik vi en tur ned til det lille stykke badestrand der er på øen. I vandkanten så vi en gigantisk smuk og meget tung musling ligge og vugge. Vi prøvede at løfte den, wow den var tung. Jeg har aldrig i mit liv set så stor en musling.

Bagefter gik vi på værelserne for at tage en middagslur. Planen var, at vi efter aftensmaden skulle vente på at en havskildpadde kom op på land og lagde æg. Man ved aldrig hvornår på natten skildpadden kommer, så ventetiden kan godt være meget meget lang. Vi tog en Ipad fri time og Mikkel tog sig en ordentlig skraber på 3 timer.

Så var det tid til aftensmad, men først så vi en film om havskildpadderne, og deres rehabiliteringsprogram, og så en masse plancher om skilpadder og andet liv ved øen. Der fandt vi ud af at muslingen vi tidligere havde fundet, er verdens største musling, og faktisk er Ronan Keating (Boyzone) sidste år blevet ambassadør for denne musling;)

Mikkel var helt forvirret ovenpå luren, så han blev ved med at tro at vi skulle have morgenmad. Maden blev endnu engang spist – igen kylling og ris, og så var der bare tilbage at vente på skildpadder. Da klokken blev 21.45 blev der pludselig råbt ”it´s Turtletime” og så var det bare om at komme med Rangeren ned til stranden. Der går ca. 8-10 rangere rundt langs vandkanten for at holde øje med skildpadderne hele natten lang.

Vi ilede derned og nåede se skildpadden lægge sine æg. Hvide æg der ligner bordtennisbolde. Det var virkelig fantastisk at se. Æggene blev samlet sammen og gravet ned et sikkert sted med net rundt om, for at beskytte mod andre dyr. Her ville de om ca. 60 dage udklække og skildpaddeungerne søge mod overfladen.

Efter at have set skildpadden lægge sine æg, så vi dem blive gravet ned og registreret – De tæller alle æg de graver ned. Tilsidst fik vi lov at se 25 små nyudklækkede skildpaddeunger blive sat ud i vandet. Det var et kæmpe øjeblik, at se dem snuble afsted ud mod vandet. Vi var alle sammen helt høje ovenpå den oplevelse. Heldigvis var skildpadden jo kommet tidligt, så vi lå i vores senge kl. halv tolv. Men programmet var stramt, så vækkeuret var sat til kl. 5.30, da vi skulle sejles tilbage til Sandakan, og de ville undgå høje bølger på hjemturen.

Torsdag morgen tidlig var det op og afsted. Sejlturen tilbage var stille og rolig, hvilket jeg var taknemmelig for ovenpå nylig indtaget morgenmad. Så var det afsted mod Sepilok Orangutang center. Endnu et rehabiliteringscenter. Vi skulle se orangutangerne blive fordret. Turister måtte kun se de ældre orangutanger, der var begyndt at tage på egne udflugter ud i regnskoven. De små som var i ”vuggestue” og ”børnehave” måtte vi ikke se, da de helst skal være så uafhængige af mennesker som muligt.

Vi så igen en film, denne gang om rehabiliteringsprogrammet for Orangutanger, og så var det ud i regnskoven til deres fordringsplads. Kl. 10 satte de mad frem til dem – kl. 9.45 skulle Mikkel tisse! Men alle nåede at se fodringen. Regnen stod atter ned, og orangutanger ligner jo os mennesker en del, så der var kun en der ”gad” trodse regnen for maden. Hun hed Cecilie;) Hun tog er par blade på hovedet som paraply og satte sig demonstrativt med ryggen til. Efter 10 minutter vrimlede det med Makak aber som jog hende væk og ribbede spisekammeret. Sådan var det nu bare, det var frivilligt om orangutangerne ville gøre brug af foderet, eller de selv skaffede det ude i naturen, det var en del af programmet om at kunne sætte dem fri.

Herefter stod den på frokost på nærliggende restaurant (igen ris og kylling) Nu var ungernes tålmodighed med den ret ved at slippe op! Så skulle vi køre ca. 2 timer i bus til Kinabangtan river, Billit Rainforest Lodge. Okay nu var vi virkelig kommet ud i junglen. Regnen vil ingen ende tage. Regntiden er over os, og det væltede ned kun afbrudt af korte ophold med tørvejr. Luftfugtigheden var så høj, at alt var fugtigt og vores tøj var umuligt at tørre. Vi var så klamme – tør slet ikke tænke på hvordan vores tøj og vi lugter når vi kommer til storbyen igen!!

Efter frokost skulle vi på en to timers sejlads op af floden. Vi havde forsøgt at klæde os på det bedste vi kunne med regnponchoer og lange ærmer, men desværre frøs ungerne og jeg ret så meget. Heldigvis opvejede den kæmpe oplevelse af dyrelivet de kolde fingre og tæer. Vi så en storm stork (ret sjælden), en ugle, masser af Makak aber, næseaber -wow dem havde jeg også håbet at få at se, de lever kun her og kan ikke holdes i fangeskab andre steder, så dør de simplethen. Vi så en Leguan og en slange med gule striber og sluttede af med fantastisk opvisningsshow af to af de mest sjældne næsehornsfugle der findes. Det var så vildt, de fløj lige hen over os. Regnen var for et øjeblik indstillet, og det var virkelig den flotteste kulisse. Guiden Mr Jackab var helt vild ovenpå synet af disse to majestætiske fugle, så vi følte os ret heldige at få set dem.

Så var det hjem og få varmen inden aftensmaden (kylling og ris) behøver jeg sige mere! Jeg tror nu nok, at min kvote for vilde dyr var opbrugt, da jeg måtte gå i flyverskjul lige uden for døren til hytten, hvor en flagermus sværmede om ørerne på os. Det fortsatte de med ovre i restauranten, hvor folk helt upåvirkede gik rundt imens flagermus fløj zig zag imellem dem. Sofie morede sig med at parodere mig da jeg lettere søvning havde sagt, ”nå, skal vi gå over og spise aftensmad”, for derefter at gå i lettere panik over flagermus, store bi lignende tingester, biller ….”Så sidder du der nu mor, med store runde øjne og kigger dig panisk omkring” he he det kunne jeg godt se det sjove i.

Vores guide fortalte os om de dyr vi havde set på sejlturen, det var rigtig spændende at høre om. Imens prøvede Mikkel at røre flagermusen når den kom baskende forbi – uakssss! Da vi nåede tilbage til hytten, var det nu Sofies tur til at få et flip. Nu var hun bare træt, og hun synes der var noget der kravlede i hendes seng, og der var vådt og mørkt og dyr allevegne...Mikkel stod bare ved siden af og sagde ”Det er nok bare et lille firben – det er da ikke noget at være bange for;)”

Vi klarede natten. Det endte med at vi alle fire krøb sammen på et værelse (Vi havde igen to værelser til rådighed) og regnen trommede ustandselig på taget iblandet alverdens lyde udefra det mørke mørke....

Fredag morgen Mr Jackab lod os ikke ligge og snue den. Vækkeuret var igen sat til klokken 5.30. Det er den Malaysiske version af BS Christiansen vi er kommet i kløerne på!! Vi skulle ”vække dyrene” så en times sejlads imens det lysnede, ventede os. Det var temmelig svært at overbevise de to yngste medlemmer om nødvendigheden af denne tur, set i lyset af den foregående dags kolde kolde tur. Men vi besluttede at være standhaftige og overtale dem!

Det viste sig at være det helt rigtige valg. Vi havde den mest fantastiske tur. Regnen havde forbarmet sig over os, og valgt at udeblive. Vi så flere Makak aber, lemurer, hejrer og næsehornsfugle i par. Vi så igen næseaber, og det var virkelig den absolut fedeste oplevelse. Vi sejlede så tæt på dem, at vi nærmest kunne røre dem, og kunne dermed se deres virkelig sjove ansigter og kroppe. De er bare ikke særlig kønne, men virkelig specielle at se på. Inden turen var ovre nåede vi også lige at se en orangutang med sin unge i et træ. Det var så vildt. Igen havde vi haft den vildeste oplevelse at tage med os hjem.

Så var det tid til morgenmad, og herefter stod den på jugletrekking! Regnen var igen holdt inde, så mr Jackab mente, at vi kunne begive os afsted. Det tog nu lidt tid inden hele gruppen kunne melde klar. Vi blev sendt retur to gange inden vores påklædning var godtaget. Vi startede i shorts og hættetrøjer og endte i lange bukser, gummistøvler med indvendige lange strømper og trøjen nede i buksen! Hvad ved vi bymennesker om jungletrekking?;) Bevæbnet med myggespray svuppede vi os afsted. Mr Jackab havde planlagt en 3 timers trekking tur.

Min modløshed overfor dette projekt blev hurtig synlig. Mikkel fik i løbet af 5 minutter gummistøvlerne fyldt med vand, da vandet flere steder gik os voksne til knæene. Mine egne støvler blev også fyldte og begravet i det klæbrige mudder. Mikkel jamrede og Sofie prøvede virkelig at være tapper. Thomas var blevet klædt ud i safari bukser og synes selvfølgelig som altid at det var helt fantastisk...Vi så mest mudder og træstammer nogle enkelte tusindben, en hund – tja..., og en lille langbenet edderkop, men da mr Jackab viste os en igle slap modet op. Kort efter var der en af de små kinesiske piger der fik en igle på sig, og mr Jackab viste os den og sagde, at det var den mest farlige, da de små igler kunne kravle ind i næse og ører....”Heldigvis” var vejrguderne denne gang med mig, så regnen kom og det betød, at vi måtte vende om, da det ikke var sikkert at færdes i junglen i regn. Det ville gøre bladene tunge, og træer kunne vælte. Så det blev ”kun” til en times trekking. Vi nåede tilbage, fik hældt vandet ud af støvlerne, kom hjem og blev grundigt tjekket for de ulækre igler – heldigvis ingen fundet.

Efter frokost - Kylling og ris!! blev det tid til endnu et river cruise – Sofie og Mikkel havde virkelig fået nok af at sejle, men Mr Jackab fik dem overtalt. Han fortalte at planen var, at vi skulle ud og se pygmæelefanter. Okay afsted det gik. Vi havde fået selskab af fire unge hollandske mænd i båden. De havde allerede inden sejlturen konfirmeret 3 øl hver, og nappede lige en ekstra med i båden iført kortærmede trøjer. Nu var vi jo blevet mere inkarnerede, og havde forsynet os med langærmede trøjer, regnslag og tømte blærer inden turen. Vi lagde fra land og efter en halv time nåede vi stedet hvor elefanterne holder til, men de var ikke at se nogen steder. Mr Jackab gjorde alt den næste times tid for at forsøge at greje hvor de havde forvildet sig hen, men det lykkedes bare ikke. Vi så dog en kæmpe øgle liggende på en træstamme over vandet. Den var vildt sej. Så det gjorde lidt op for de manglende elefanter. Mr. Jackab var så ærgerlig over, at det ikke var lykkedes, men altså han gjorde virkelig hvad han kunne endnu engang.

Da vi nåede Billit Rainforest Logde igen, væltede Hollænderne op af båden og strøg mod toilettet. En to timers sejlads kan være ret anstrengende med fyldt blære ;)

I dag lørdag forlod vi Lodgen kl. 8 for at sætte kurs mod Gomancaves. En kæmpe grotte hvor den mindste fugleart på Borneo (ca. 3 cm lang) bygger reder og lægger æg. Det materiale de bygger rederne af er yderst værdifuldt for kineserne, som betaler mange penge for at lokale kravler til tops i grotten (meget meget højt op) og samler rederne sammen når fuglene har forladt dem. Materialet bruges til en suppe, som de tror på giver mænd mere energi og kvinders fostre mere styrke.

Fuglene derinde har selskab af millioner af kakerlakker - som kravler rundt på jorden og gelændere og overalt, giftige edderkoppelignende tusindben, edderkopper, slanger, rotter og tusindvis af flagermus – do I need to say more....Ej, det var faktisk vildt spændende, men også en smule grænseoverskridende, i hvert fald for mig og Sofie ;) Men mr Jackab fortalte så meget på turen rundt, at jeg næsten glemte at være bange for krybet omkring os;). Der var faktisk vagter der sov inde i grotten på en madras – okay så var hytterne på Lodgen intet at tale om!!

Da vi forlod grotten var det med selskab af en testosterondampende rød lemur der for fra gren til gren og skreg på kvindelemuer;) – Minibussen måtte lige lave et ophold for en orangutang der passerede vejen da vi kørte fra grotten. Mr Jackab for ud af bilen og kiggede efter den, og fortalte bagefter, at det er yderst sjældent at se orangutanger på jorden. De er mest trygge oppe i trætoppen. Men den her havde åbenbart et ærinde på den anden side af vejen;).

Videre mod byen Sandakan igen. Thomas fik en god snak med mr Jackab om hans familie, deres levestandard og mr. jackab fik lidt at vide om Danmark. Han var meget overrasket over vores flade kolde land. Mr Jackab har på de fire dage vi har været i selskab med ham vist sig ikke bare at være en fantastisk guide, men også et helt fantastisk menneske. Han har åbnet sin verden op for os, passet på os så vi har følt os trygge, fortalt os alt han vidste om dyrene og naturen, og gjort sit yderste hele tiden, for at vi fik det absolut ypperste ud af turen.

Efter et stop for frokost (Ris og Kylling;)) Blev vi sat af I Sandakan på samme hotel eventyret begyndte, med ”Det gyldne M” i sigte – så i aften har ungerne lov til at vælge maden – hvad mon det bliver;)

Det var tid til at tage afsked med mr Jackab. Han har gjort dybt indtryk på os alle. Han er et fint og ydmygt menneske, forhåbentligt vil vi huske på ham engang imellem hjemme i Danmark, når vi brokker os over småting!

Faktisk er begge vi voksne enige om, at befolkningen her generelt virker meget mere venlige, smilende overskudsagtige end inde i storbyen og på Langkawi. Skønt, det sætter vi virkelig stor pris på;)

PÅ hotelværelset fik vi åbnet kufferterne – hotellet kunne ikke nå at få vasket og tørret tøjet til i morgen tidlig, så vi strøg ned og vækkede den lokale vaskerimand som havde siesta. Han lovede at gøre hvad han kunne med vores 5 kg´s stinkende bylt, så vi kunne nå at få det tilbage inden imorgen kl. 7. 30 når bussen går mod nye eventyr;) Ellers har vi 5 kg mindre at slæbe på ;))

Undskylder for meget meget lange blogindlæg denne gang – men vi har været på EPO (en på opleveren) i fire dage ;))