Mere borneo eventyr...med ris og kylling;)))

Lørdag eftermiddag tog vi jo afsked med Mr Jackab, Thomas fik rørt benene på en 10 kilometers løbetur langs Sandakans kyst - Nøje anvist af Mr Jackab, som gentagne gange sikrede sig, at Thomas ville løbe i den rigtige side af vejen. Hans motto var "Safety first";). Aftenen blev afrundet med et besøg på "Det gyldne M".

Søndag morgen blev vi hentet af en ny tourguide. Vel at mærke efter at vi nåede at hente vores vasketøjsbylt fra det lokale vaskeri! Vi skulle køre mod Kota Kinabalu - en køretur på små 5 timer. Nu havde vi jo været ret godt vant med Mr Jackab, så det var helt ærgerligt nu at skulle følges med en ung mand der slet ikke bad os spænde sikkerhedsselerne eller noget...

Nå men afsted det gik. Efter ca. 4 timers kørsel nåede vi de varme kilder, som var første stop på turen. Lige ved dem var der bygget gangbroer oppe i træerne, så man kunne se junglen fra oven. Over kom vi, og enkelte steder var der pænt langt ned! Det var hængebroer, så det gyngede rigtig skønt! Dernæst gik vi op til et vandfald. Guiden fulgte ikke med, han ville gerne være nær toilettet!! Det var aldrig sket for Mr Jackab. Tilsidst besøgte vi de varme kilder. Varmt vand fra kilden blev hældt i badekar blandet med koldt vand, og så kunne man sidde og soppe lidt i det, eller komme helt under som ungerne.

Det var så sammen med en masse kinesere. Man havde godt nok sit eget "badekar", men man sad side om side med dem. Man kunne betale mere for et privat rum, men okay så vigtigt var det nu heller ikke;). Inden vi forlod bussen for at besøge disse seværdigheder, prøvede vi at blive kloge på om det var et sted der krævede badetøj, guiden sagde bare, at vi skulle tage en ekstra t shirt med? så ungerne badede i underbukser. Vi tilgav guiden for den manglende information grundet mavegenerne;)

Da vi havde fået nok af kinesere og varmt vand fortalte guiden, at lige i nærheden kunne vi få mulighed for at se verdens største blomst. Den blomstrer kun i 1 uge og kun hver 11 måned. Vi havde set mange billeder af blomsten, og ungerne havde flere gange spurgt ind til den, så det måtte vi da bare se. Wow den var flot! Egentlig er det en svamp ca. 50 cm i diameter, så den var altså pænt stor. Damen der ejede jorden tog sig da også godt betalt, men okay vi var tilfredse, og hvor tit har man lige chancen for at se verdens største "blomst";)

Så blev kursen sat mod vores resort "Kinabalu pine resort" for de næste 2 dage. Efter en times tid nåede vi det. Det lå ca. 1000 m over havets overflade, med udsigt til mount Kinabalu. Det første der slog os var - hold da op her var køligt, "kun" 21 grader! Det er altså koldt når kroppen har vænnet sig til 30!

Aftensmaden var inkluderet endnu engang, så vi blev mødt af en gryde midt på bordet med kogende vand og en masse rå fisk, kylling, æg, kål, rejer mm ved siden af. Vi måtte bede om lidt ekspertise for at finde ud af systemet i det. Det grinede de lidt af på restauranten. Sofie og Mikkel går ikke i seng med bugnende maver for tiden. Det er bare meget anderledes mad, så scenariet på skildpaddeøen er glemt, nu er de igen de gode gamle unger, der ikke spiser mere kylling og ris i meget lang tid tror jeg!! Maden var efter min mening lidt smagsløs til trods for iblanding af chili og hvidløg, men okay vi voksne blev da mætte...Der bliver tit drømt om pastaret, spaghetti og kødsauce, lasagne, frikadeller og flæskesteg...Så det bliver ingen sag at lave madplan der begejstrer når vi er hjemme igen;)

Thomas fortalte historier fra "Da far var soldat" og Sofie og Mikkel lyttede med store ører og øjne. Thomas fortalte bla om vigtigheden i at tage alt sit tøj af når man skulle sove i sovepose i bivuak en kold vinternat for at holde sig varm og en masse historier om ballade de havde lavet ...

Mandag morgen og vi kunne faktisk for en gangs skyld sove længe - helt til 7.30;) Thomas og jeg ville nu gerne se Mount Kinabalu, og om morgenen hvor solen skinner på det, og inden skyerne samler sig om det, er et smukt smukt syn. Så vi satte vækkeuret til kl. 6.45 og fik sagt godmorgen til bjerget;) Resten af dagen ligger bjergtoppen indhyllet i skyer.

Mig og ungerne lå i dobbeltsengen med enkelt dyne og havde holdt os varme sammen natten igennem, Thomas havde frosset som en gal. Så i nat tror jeg vi alle fire kryber sammen i dobbeltsengen. Der er nogle af vinduerne hvor der kun er myggenet for, og med en nat temperatur på 10-12 grader er det bare så koldt. Det var så godt, at vi nåede at få vasket tøj inden turen hertil, for det kræver virkelig lange ærmer her!

Vi fik morgenmad og blev hentet af vores guide, også kaldet "JR";) Vi skulle bruge en dag i nationalparken. JR gennemgik forskellige plancher med os inden en lille trekkingtur rundt i parken. Ungerne var top umulige at holde styr på. Det hele foregik på engelsk, så de fattede ikke en brik af hvad vi snakkede om, selv om vi prøvede at forklare dem det undervejs, og så er de nok ved at være fyldt op af eventyr på Borneo;) Men vi klarede os igennem plancher og trekking og en tur i en botanisk have! Nogle gange må vi lige huske os selv på, at børn jo ser lidt anderledes på livet end vi gør, og virkelig har brug for at brænde krudt af! Så Mikkel ville hellere prøve sig selv af på trapperne og Sofie ledte efter bogstaver, da den botaniske have var opdelt i bogstaver;) Så det er en blanding af god opførsel, og overbærenhed når vi strammer buen lidt.

Dernæst gik turen til "The War Memorial". Vi så en film, som handlede om da Malaysia var under engelsk herredømme, hvor de engelske og australske soldater under 2. verdenskrig blev fanget af japanerne og tvunget til at bygge en lufthavn til dem i Sandakan. På et tidspunkt følte de japanske tropper sig truet af de allierede styrker, og tvang soldaterne til at gå "dødsmarchen" på 265 kilometer gennem ufremkommeligt terræn til Kinabalu. Kun 6 ud af 2400 soldater overlevede og slap fri. En styrke på 8 soldater var vendt tilbage til området for at gå ruten igen her mange år senere. En gammel lokal dame havde i sin tid hjulpet soldaterne ved at give dem mad og tilbudt dem husly, hende havde soldaterne mødt og takket her mange år senere. Det var ret spændende...for os voksne ;) Men ungerne klarede sig også igennem denne seværdighed, og så stod den på frokost igen. Kylling og ris.....Oh No....Så det blev til en gang ris med ketsjup og vandmelon og ananas til dessert....

På vej tilbage til resortet gjorde vi et stop ved det lokale frugt og grøntsagsmarked langs vejen. Vi fik købt bananer og æbler, så vores unger kan overleve lidt endnu;) Så vendte vi tilbage til resortet. Programmet var slut og klokken var blevet 13.00. Vi havde troet at det var en heldagstur vi skulle på, så vi havde lige pludselig en eftermiddag til fri afbenyttelse. Ungerne greb Ipad´en og Thomas og jeg satte os ud på terrassen og nød solen som tittede frem. Vi har stort set ikke set solen de sidste 14 dage. Temperaturen havde sneget sig op på ca. 25 grader, og som Thomas sagde, så føltes det, hvis man lukkede øjnene, som om man sad på terrassen i Blokhus med lidt let vind, frisk luft på en lun sommerdag med terrasseplanker under fødderne.

Dog, hvis man åbnede øjnene så man bjerglandskab og huse med afgrøder kravlende op af bjerget. Naturen er smuk om det hedder vesterhavshytten eller mount Kinabalu:)!!

Aftensmaden var igen inkluderet i turen, så endnu engang blev der sat ris og kylling på bordet.....nu var det ikke kun Sofie og Mikkel der gav udtryk for deres utilfredshed... Vi voksne havde også nået grænsen hvad den ret angik. Under middagen strømmede det pludselig ind med danskere - 20 stk der var på rundrejse på borneo. Friske ældre mennesker, som vi fik snakket lidt med.

Tirsdag morgen vågnede vi alle op i samme seng. Vi havde smøget os ned under tæppet så vi lå i spænd, og forsøge at varme hinanden. Ungerne og jeg havde egentlig formået at holde en nogenlunde temperatur, men Thomas stod op iført alt sit tøj - iskold. Så måtte Sofie lige minde ham om hans egen historie fra soldater tiden, om at det var vigtigt ikke at sove i alt tøjet !! efter morgenmad blev vi hentet af vores guide JR og kørt mod Kota Kinabalu hvor vi skulle flyve til Singapore fra. Guiden havde nærmest ikke sovet - nu grundet tandpine. Øv for den da ..men det lykkedes dog for ham at klare sig igennem programmet med os. Vi havde et stop hvor vi kunne nyd synet af Mount kinabalu, og vejret var med os, så vi kunne se toppen til trods for at det var blevet op af formiddagen.

Dernæst gik turen mod lufthavnen. Sulten havde meldt sig og eneste mulige måltid kom fra KFC (Kentucky fried chicken). Nu havde Thomas og jeg lovet hinanden for 10 år siden på en KFC restaurant i London, at vi aldrig skulle spise der igen, og jeg kan hilse og sige, at vi ikke var gået glip af noget. Føj for et måltid, og det gjorde det ikke bedre at colaen (ja cola på en tirsdag!!!!) smagte muggent øv for den lede, så den stod urørt tilbage ....

Vi nåede til Singapore, og wow det var godt nok en anderledes kulisse der udspandt sig da vi landede her. En civiliseret verden med dyre biler høje huse og en lufthavn som skinnede. Toiletterne er så rene og indbydende, at det er en fryd efter 3 måneder hvor vi virkelig har set lidt af hvert hvad sanitet angår. Sofie var så tilfreds - hun er bare et bymenneske ;))

Vanen tro spurgte Thomas taxachauføren hvad han skulle have for at køre os fra lufthavnen til hotellet - han kiggede bare på ham og sagde at han da køre med taxameter;))) men det var faktisk billigt at køre med taxa!

Klokken var efterhånden 18.30 da vi var kommet på hotellet, så vi ville ud og finde noget aftensmad. i elevatoren ned blev vi mødt af en ansat på hotellet der spurgte om vi ville have gode råd til hvor vi kunne spise, og så viste det sig at der lå masser af skønne restauranter 5 minutters gang fra hotellet. Vi endte på et pizzaria, og her er jeg sikker på at kokken hed Luigi.... Eller også smagte de bare himmelsk efter 10 gange kylling og ris;))) alle var henrykte og vi flottede os og bestilte mugfri cola dertil ;))) priserne er godt nok noget højere her - faktisk samme niveau som i Danmark!

En evaluering af denne vanvittige eventyrsuge må være, at de dage vi tilbragte på turtle island og ude i regnskoven var fuldstændig fantastiske, ikke mindst pga vores sublime guide Mr Jackab. Vi blev rørte på så mange måder, flyttede grænser, og fik fornemmelsen af at være lige midt i det autentiske Borneo med vilde dyr hvor end vi kiggede hen.

De sidste par dage her i Kinabalu har også været spændende, men der er meget mere turistet her, så alle de vilde dyr er for længst søgt væk.

Men alt i alt den vildeste uge for os alle, vi glemmer den aldrig!