Langkawi fra oven

Så er det tid til endnu en opdatering. Endnu et afsnit i Familien Overgaard´s rejseeventyr. Jeg kan forstå, at det kan være ligeså spændende at læse, som at se et afsnit af DR 1´s dramaserier;)) Det tager jeg som et meget stort kompliment. Det gør mig rigtig glad, at vi kan glæde jer derhjemme med vores lille eventyr;) - Endnu engang tusind tak for alle jeres søde hilsener!
Vi befinder os stadig på Langkawi, og bliver her indtil torsdag hvor vi flyver til Kuala Lumpur.

Onsdag var dase dag igen igen. Om eftermiddagen tog vi en taxa ind til en stor park i centrum. Jeg har sjældent set en større legeplads. Ungerne susede rundt. I parken holdt ørneparret til, så vi fik lige set dem lande i træet ovenover os. Det er virkelig et forunderligt syn, at se de kæmpe store fugle svæve frit omkring. Fra terrassen kan vi følge dem flere gange dagligt, og nogle gange kommer de rigtig tæt på.
Da Sofie og Mikkels ansigtskulør havde skiftet til mørk rød, sveden løb fra panden og maverne knurrede, blev det tid til at forlade parken, og finde et sted at spise til aften. Vi havde ikke gået mange skridt før "Det gyldne M" igen blev spottet. Ups og så på en onsdag igen igen. Men billigt det var det - 80 danske kroner for os alle!
Da den sidste bid var sunket, begav vi os afsted mod natmarkedet. Der kunne man købe alskens ting og sager. Men efter at have set en del markeder efterhånden, kunne vi hurtigt spotte, at det ikke var det helt store udvalg af "mærkevarer" og kvaliteten ikke var den bedste. Men der blev dog købt lidt ind alligevel;)

Torsdag var igen afslapningsdag inden vi fredag skulle på udflugt.
Tourguiden havde igen lagt planer, så fredag morgen holdt der en bil klar, så vi kunne komme på udflugt. Thomas er efterhånden så habil til venstrekørsel, at det kan blive svært at omvende ham igen;) Afsted gik det. I første omgang mod posthuset, da vi efterhånden trænger til at få en sending afsted mod Danmark, da rygsækkene snart ikke kan lukkes. At finde posthuset her var ikke nemt - men det lykkedes. I en kæmpe, tilsyneladende forladt bygning, lå det helt inde i et hjørne - og var lukket fredag, så vi må afsted en anden dag...
Herefter gik turen til den anden ende af øen, mod svævebanen. Vi var nu lidt bekymrede for om den havde lukket pga blæsten og skyerne, men det var bestemt ikke tilfældet. Det var en rigtig turistmagnet, men en super sjov, spændende og sug i maven oplevelse vi fik os. Jeg troede ikke jeg havde det svært med højder, men da vores medpassagerer - et afrikansk par, begyndte at fare rundt i vognen for at tage billeder fra alle vinkler sad jeg nu lettere febrilsk og sagde "så, nu synes jeg du skal sætte dig ned igen ..." på dansk, jeg ville jo nødig forstyrre hans fotoshoot ;)
Det var den mest fantastiske udsigt vi blev mødt af, og ungerne var meget optagede af turen op og ned. Sofie er ikke helt glad for højder, men hun klarede det. Mikkel sad bare og kværnede løs som altid;)

Herefter gik vi lidt rundt i "The Oriental Village" en lille by lavet omkring svævebanen, med ét formål, at få folk til lommerne. Under frokosten fortalte Thomas om hvidhajen. Sofie og Mikkel var meget optagede af fortællingen og Sofie havde knap nået at stille spørgsmålet "hvodan ser den egentlig ud", før en mand kom forbi os med et kæmpe billede af dødens gab på T-shirten. At han havde lidt mave gjorde bare, at T-shirten nærmest havde 3 D effekt - sejt. Men det var da rimeligt underligt, at han lige kom der.....Efter fodring af kaniner og fisk, ja for det kunne man selvfølgelig også få lov at betale for, så satte vi kursen mod øens anden by. Vi ville se, om der var et andet sted vi ville bo de næste 5 dage. Vi gik en tur på stranden, som var virkelig skøn, men desværre bærer resortsene præg af byggerod og faldefærdighed, så der var ikke noget der tiltalte os.
Vi gjorde stop ved lufthavnen, og så to fly lande og et lette. Stort at stå lige ved siden af de kæmpe maskiner;)

Så kørte vi igen mod Kuah by hvor vi bor, og slog et smut ned forbi havnen, hvor den gigantiske statue af ørnen er placeret. Herefter var det hjem og få booket endnu 5 dage på Dayang Bay resort. Der er mange ting, der som tidligere nævnt, ikke er færdigt her, men vi har den flotteste udsigt - "et levende postkort" som Thomas beskrev det. Vi kan nyde vores mad sammen på den dejlige terrasse, svømme i den skønne pool og det tager mindre end 10 min at køre ind til centrum;)

Aftensmaden blev hentet på pizzariaet. Note til os er, at med mindre Luigi står og svinger pizzadejen med en ægte stenovnspizza bag ham, så kan de altså ikke lave pizzaer her. Men okay vi blev mætte. Der blev bagefter frådset i M&m´s og vingummierne købt i tax free butikkerne - Langkawi er tax free, så det var de helt store poser der blev åbnet - mums ;)))

Det slog mig lige, at det jeg nok frygtede allermest var, at skulle stifte bekendskab med alverdens kryb og kravl herude. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har nævnt noget om dyr siden vi var på det allerførste resort i Vietnam, hvor vi havde et firben som gæst. Sidenhen har vi stort set haft firben på værelset allesteder - og myg! Men edderkopper har jeg kun set tre af, og de var meget meget små - jeg ville have set flere hjemme i Danmark! Men nu vender vi jo snart snuden mod regnskoven, og så kan det da være, at jeg får min sag for;)

Langkawi er en ø med smuk smuk natur, men øen bærer som nævnt meget præg af byggerod, stank fra åbne kloaker, og faldefærdige bygninger i et sammensurium. Det er lidt synd, for øen har så meget potentiale, så vi må håbe de får lidt mere styr på det efterhånden. Befolkningen virker på mig lidt mere reserverede og tillukkede. Der er overtal af muslimer her, så jeg føler lidt, at jeg falder igennem når jeg har shorts og top på, sammenlignet med deres burkaer. Det kan være ren indbildning, så vi vil møde Malaysia med et åbent sind. Tankevækkende hvor meget det egentligt betyder at blive mødt med et smil, når man kommer som fremmed til et nyt land. Noget jeg vil tage med mig videre og forhåbentligt huske når jeg vel hjemme igen møder en gæst i mit eget land;)

God weekend til jer alle ;)
Man kører vel ferrari 


Jeg har IKKE drukket rød sodavand;)

Bonus info - når der skal males de sorte og hvide streger på kanterne er to mand igang - En med en hvid pensel en med en sort - sjovt og sandt!;))


Fotogen.dk


Uhhh der er langt ned;)

Langt op - langt ned!!







I´m the queen of the world;)

Kommentarer